Kontakt os






 

Per Stig slår fast - DR var ikke ræverød
Tirsdag 5. oktober 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DRs kulturdirektør og CEPOS-stifter Morten Hesseldahl mener det. DR2s chef og kommunistjæger nr. 1 Arne Notkin mener det. CEPOS-stifter Bent Blüdnikow mener det. Dansk Folkepartis Søren Espersen mener det. DRs næstformand Ole Hyltoft mener det. Og Jacob Rosenkrands mener det. At der var masser af røde lejesvende i DR. Men den konservative kulturminister og DR-chef i en årrække, Per Stig Møller, afviser, at DR var fyldt med røde lejesvende.

DR2s udsendelsesrække 'Jagten på de røde lejesvende' har medført en intens debat i tv, radio, aviser, læserbreve, blog-indlæg og andre debatfora. Begejstringen er stor på den yderste højrefløj, og DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl og DR2 chef Arne Notkin forsvarer DRs nye heksejagt på venstrefløjen og sindelagskontrol af tidligere og nuværende DR-medarbejdere.

Blandt de mest tilfredse er DRs næstformand Ole Hyltof (DF). Han skriver i dag i Jyllands-Posten, at det måske nok lå indenfor radiolovens rammer, at "Ebbe Kløvedal tilbad massemorderen Mao, og at Koplev hyldede Stasi-staten DDR" ... "Men at lejesvendene blokerede vejen til mikrofonen for dem med andre opfattelser, det var herremandsmanerer af værste DDR-skuffe." Hyltoft slutter sit indlæg med: "Nu prøver vi i DR at rette op på de gamle skader, dvs. brudene med alsidigheden og folkeoplysningen. Jacob Rosenkrands' udsendelser er bestemt et bidrag hertil."

DR-journalist fra 1974 til 1986, CEPOS-manden Samuel Rachlin er også begejstret. I et debatindlæg i Politiken skriver han, at Jacob Rosenkrands' programmer "sidder lige i øjet". Rachlin mener, at den gruppe af "røde lejesvende" i DR, som Rosenkrands har fokuseret på, er både "landsforrædere" og "en slags ideologiske indflydelsesagenter."

Dansk Folkepartis Søren Espersen er stærkt begejstret for programmerne. Han mener bl.a. at B&U har været en "notorisk rød kommandocentral" og til Politiken siger han, at det i dag er DR Fiktion, der "skaber et bestemt verdensbillede."

Ansvarshavende for DR2 serien, hvor der jages røde lejesvende i DR, er DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl. Udover at være medstifter af den ultra-liberale tænketank CEPOS, har Morten Hesseldahl bl.a. for få år siden gjort sig bemærket med en hyldest til Pinochet blodige, fascistiske diktatur i Chile i 1970'erne. Hesseldahl har kun roser og anerkendelse til overs for programmet og kalder det i dagbladet Information for "et eksempel på god og relevant journalistik."


Per Stig Møller afviser, at DR var rød - og kritiserer metoden i 'Jagten på de røde lejesvende'

I et debatindlæg i Politiken afviser Per Stig Møller snakken om røde lejesvende i DR. Per Stig Møller er dr. phil. og i dag konservativ kulturminister. Han blev ansat i DR i 1969 - 'trods' sin klart borgerlige observans. Han bestred bl.a. flg. poster: kulturredaktør (1973-74), souschef i kultur- og samfundsafdelingen (1974 og igen 1976-79), programchef (1979-84), næstformand for Radiorådet (1985-86) og formand for Radiorådet (1986-87).

Per Stig Møller mener ikke, at de venstreorientere dominerede i Danmarks Radio, men slår også fast at 1970’erne var en stærkt polariseret tid, og at det ville have været mærkeligt "om 'tidsånden' ikke også havde indfundet sig i Danmarks Radio, selv om DR var styret af et politisk radioråd, hvor marxisterne kunne tælles på en beskadiget hånd."

Per Stig Møller nævner, at der da også var venstreorienterede medarbejdere i Danmarks Radio, men at "andet havde været mærkeligt." Bundlinjen var imidlertid, at: "Vi stod for en bred programflade, der alt i alt var afbalanceret," skriver Per Stig, og fortsætter: "For det er ikke det enkelte program, som skal være afbalanceret. Det må godt være provokerende. Det er programfladen, der skal være det. Og det var den i det store og hele."

Per Stig Møller er også stærkt kritisk over for metoden i programmet ’Jagten på de røde lejesvende,’ hvor han selv medvirker: "Min åbenlyse forundring og forvirring illustrerer, at seriens ’ofre’ ligesom jeg kom i studiet i den tro, at det drejede sig om samtaler om tiden og vore roller i den, men rent faktisk blev udsat ikke for en DR-, men for en DDR-agtig afhøring."

Samme kritik er kommet fra bl.a. DR-medarbejderne Jens Nauntofte og Kjeld Koplev.



Se også:
http://www.radionyt.com/artikel/default.asp?id=17906
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=18739
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=18737


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002