Kontakt os






 

MTV: "60 pct. af sendefladen er musik"
Tirsdag 14. marts 2006
Af Karsten Jensen
 
MTV sender masser af musik og stort set alle programmerne på MTV udspringer i musikkens verden, forklarer MTV’s danske afdeling til tvnyt.com. MTV vil gerne gøre en forskel og følge med tiden og give de unge det de vil have, og de unge vil også have mere end musik, forklarer programchef Kenneth Kristensen.
”M’et i MTV står stadig for musik, og musik sender vi fortsat meget af. 60 pct. af vores sendeflade består af musikprogrammer og vi har netop valgt at sætte mere musik på programmet i prime time,” forklarer Kenneth Kristensen til tvnyt.com.

Kenneth Kristensen er glad for diskussionen om musik og indhold, men siger at det er en meget firkantet og gammeldags ’approach’, at der ikke er musik på MTV og, at musik = godt MTV.

”Jeg sidder dybt begravet seertallene hver dag. Seertallene styrer ikke mit humør – men seertallene er styrende for programfladen på MTV.

Findes der et time slot, der ikke klarer sig så godt kigger vi på om vi kan gøre det anderledes ved evt. at indsætte et musikprogram, eller andet, for at give fladen et løft. MTV satser på musikken – også i prime time. Vi har musikudsendelser mellem kl. 15-16, 18-19 og for nylig har vi indsat et musikprogram kl. 20,” forklarer Kristensen til tvnyt.com, der afviser antydningen i Fyens Stiftstidende om, at der snart kommer markante ændringer i programfladen.

”Det er rigtigt, at MTV engang var en rendyrket musikkanal, men vi har valgt at følge med tiden og giver det de unge gerne vil se. MTV har jo skabt en række tv-fænomener, blandt andet med familien Osbourne eller Jackass, der begge udspringer i musikken eller musikkens kultur.”

Kenneth Kristensen forklarer også, at deres nyhedsudsendelser jo også udspringer i musikkens verden: ”Når vi senere i år sender fra Roskilde Festival kommer det jo også fra musikkens verden og når vi lader op til MTV Music Awards, der i år finder sted i København, drejer det sig jo også om musik”.

”Andre stationer som eksempelvis TV 2 og DR har også måttet sande, at ungdommen ikke blot vil se musikvideoer i stride strømme, men ønsker mere end det. Vi mener heller ikke, at 100 pct. musikvisning er vejen frem. Sådan har MTV været, det er vi ikke mere. Vi mener ikke man bliver mere musik kanal hvis man viser mere musik – sammenhængen er ikke proportional.”

”Vi viser masser af musik, og ja, vi er en ungdomskanal og det skal ikke være et fyord,” siger Kristensen.

”Voice TV gør som MTV gjorde i starten, og det er jo fint – i dag gør vi det bare anderledes,” lyder programchefens forklaringen fra Vestergade 10 i København til tvnyt.com.

”Vi ønsker også at gøre en forskel og støtte de nye navne og give dem et skub med på vejen. Det er på MTV man oftest ser de helt nye navne som andre elektroniske medier senere tager til sig. Vi vil være med til at skabe nyt musik. Det er en af vores fornemmeste opgaver at skubbe på og give nye talenter en chance,” udtaler Kenneth Kristensen og siger, at hvis DR, eksempelvis, i Liga.dk-programmet viser en musikvideo med et nyt navn kan det godt være det på kort sigt giver stor respons, men når MTV sætter en sang i rotation har det en mere langsigtet virkning:

”Vi kan eksempelvis afspille en sang 40 gange om ugen og dermed vil vores indflydelse få en større impact på lang sigt fordi vi kan playliste anderledes.”


Kenneth Kristensen forklarer, at MTV’s hovedkanaler ser helt anderledes ud i USA og England. I USA sender MTV slet ikke musik mere – dette overlades til søsterstationerne såsom MTV2. I England sender MTV kun 5 pct. musik og MTV2 sender meget mere musik, men i den alternative genre.


Læs mere:
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=13091
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=13090


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002