">



Kontakt os






 

DR vil finde Danmarks bedste amatørbager
Tirsdag 21. august 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR er for alvor hoppet med på reality-tv-bølgen. Fra på tirsdag i næste uge gælder det "kampen om at finde Danmarks bedste amatørbager". I seks uger kæmper 10 bageglade danskere om at bliver kåret som Danmarks bedste amatørbager.

I 'Den store Bagedyst' skal deltagerne bevise, at de mestrer alt fra det klassiske danske rugbrød til den overdådige bryllupskage.

Konditoren Mette Blomsterberg og kokken Jan Friis-Mikkelsen er dommere, og det er op til dem, hvilke deltagere, der efter hvert program, må forlade konkurrencen.

Neel Rønholdt - som for første gang optræder som tv-værtinde - og Peter Ingemann er værter i serien. De skal følge de dystende igennem seks ugers intens bage-konkurrence.


Store følelser på spil

Der er store følelser på spil, når deltagerne hver uge bliver udsat for nye udfordringer, lyder det fra DR. I hvert program må nogle tage en tårevædet afsked, mens andre imponerer dommerne.

Udfordringer er der nok af. I hvert program får deltagerne to dage til at gennemføre tre tidsbegrænsede udfordringer af varierende sværhedsgrad. De skal bevise, at de mestrer alt fra det klassiske danske rugbrød til en overdådig bryllupskage.

Hvem kan stå distancen, og hvem må hænge forklædet på knagen? For der er kun én, som i sidste ende vil få æren af titlen som Danmarks bedste amatørbager, skriver DR i en pressemeddelelse.


Dommerne

Mette Blomsterberg er uddannet konditor fra Kransekagehuset i 1990. Hun har i flere år drevet Café Glyptoteket og har nu sin egen kage-dessertbutik 'Blomsterbergs' i København. Hun er kendt fra tv-programmerne 'Det søde liv', 'Kongerigets kager' og 'Price og Blomsterberg' fra DR1.

Om sin medvirken i 'Den store bagedyst' nævner Mette Blomsterberg: ”Der er store følelser forbundet med at lave mad, men det kom alligevel bag på mig hvilken indlevelse, hvilket engagement og de op- og nedture som deltagerne gennemlevede undervejs”.

Jan Friis-Mikkelsen har tidligere medvirket i tv-programmet 'Meyers køkken'. Nu er han tilbage som dommer i 'Den store bagedyst'. Sammen med sin kone driver han Restaurant Tinggården, der har høstet anerkendelse for sit franske landkøkken. Jan Friis Mikkelsen har en stor passion for gode råvarer og kvalitet – mel er ikke bare mel i hans verden, og det kræver stor ekspertise at imponere kokken.

Som bagværks-entusiast er Jan Friis-Mikkelsen optaget af der, hvor der udvikles smag: "Det kan være, når sukkerstoffer karameliserer, eller i det øjeblik hvor en gæringsproces giver smag. Jeg synes også det er enormt spændende, hvordan man kan arbejde med glutens egenskaber i forskellige deje. Ønsker du sejhed, eller det modsatte, hvor længe skal der så æltes?"


Værterne

Neel Rønholt er skuespillerinde, der nu kan tilføre tv-værtinde til sit cv. Hun har medvirket i film som 'Min Søsters Børn', 'Efter Brylluppet', 'Kollegiet', 'Dig og Mig'.

For Neel har det været en stor oplevelse at få opgaven som værtinde for en bagedyst.

Og der blev smagt på deltagernes kreationer undervejs: "Peter (Ingemann red.) og jeg skiftedes til at smage på deltagernes første udfordring. Men derudover må jeg indrømme, at jeg også smagte lidt undervejs hos deltagerne, når jeg fik lov. Jeg må sige, at jeg fik spist en del kage i den periode".

Peter Ingemann er kendt fra programmet 'Hammerslag'.

"Jeg var dybt imponeret over den dedikation som deltagerne udviste - det at stå op kl. 04.00 om morgenen og bage hundredvis af cupcakes for at øve sig på at ramme det perfekte eksemplar - at brænde så meget for sin hobby - er jo fuldstændig imponerende at opleve".


Første program sendes tirsdag den 28. august klokken 20.00 på DR1.



Foto: Forside: Værter i 'Den store Bagdyst' er Peter Ingemann og Neel Rønholt. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen). Denne side: Peter Ingemann og Neel Rønholt er værter. Mette Blomsterberg og Jan Friis Mikkelsen er dommere. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002