Kontakt os






 

Tv til unge er en svær udfordring
Torsdag 14. juni 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR vil næste år lancere den helt nye tv-kanal DR3, der primært skal målrettes yngre seere i alderen 15-39 år. Men det bliver en stor udfordring, vurderer medieforsker Carsten Andreasen fra DR Medieforskning.


"De unge har et mindre medieforbrug end resten af befolkningen. Samtidig er der et stort udbud til dem, da det en gruppe, der er kommerciel attraktiv," siger Carsten Andreasen iflg. en pressemeddelelse fra DR .

Et andet problem er, at det er svært at samle de unge i en samlet kasse, der beskriver, hvem de er.

"De unge er meget forskellige, og de er også blevet mere forskellige, end de har været. Vi ser en tendens til en skarpere opdeling mellem unge, der har en høj uddannelse og dem, der har en lav eller ingen uddannelse. Det afspejles i en stigende forskel på holdninger, interesser og tanker," siger Carsten Andreasen.


Unge og tv debatteres på Folkemødet på Bornholm

DR sætter fokus på udfordringen på fredag, når DR arrangerer en debat med en række unge, der skal komme med deres bud på, hvordan DR kan sikre at producere indhold med værdi for alle. En debat, der finder sted på Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Et af problemerne er også, at der er en del af de unge, som bliver voksne tidligere end andre.

"Selvom vi - ud fra deres alder - kalder dem unge, har de måske børn, prioritetsgæld og er ved at bygge en tilbygning. Det er svært på samme tid at ramme en ung gymnasieelev fra det indre Frederiksberg og en nogenlunde lige så gammel færdiguddannet tømrer, der bor langt ude på landet med tilbygning og barn," siger medieforskeren.


Ikke umuligt

Carsten Andreasen er dog helt sikker på, at det er muligt at lave godt tv til de unge, som de også gider at se.

"Det er overhovedet ikke umuligt, men det er svært, og det bliver en lang og sej kamp. Hvis vi gør det rigtigt, skal det nok lykkedes," siger han og henviser til Storbritanniens nationale public service-udbyder, der har haft held med at ramme de unge.

"BBC har kanalen BBC Three, der minder meget om det, som DR3 sikkert kommer til at være. Kanalen er efter mange års kamp en rimelig pæn succes."

Samtidig fremhæver han også, at DR har godt fat i målgruppen på radioen.


Unge ser også 'Hammerslag'

Toplisterne over, hvad unge ser, bliver domineret af det, som alle andre ser, men særlige ungeprogrammer som 'Paradise Hotel' har også godt fat i målgruppen.

"De vil gerne se det samme som alle os andre. De unge ser med, når der er 'X Factor', 'Vild Med Dans', og når der er en stor dansk dramaserie. Men de ser også 'Paradise Hotel'," siger Carsten Andreasen og uddyber:

"'X Factor' har 20 procent af de unge med, når det kører over skærmen. Det er fænomenalt flot. Et program som 'Paradise Hotel' har ti procent af de unge inde og se hvert afsnit. Det er også ret fænomenalt - særligt for en mindre kanal," siger han.

Men for de unge handler det altså ikke kun om realityprogrammer.

"De kan også godt lide 'Hammerslag', og rigtig mange drenge kan godt lide Discovery Channel med 'Shark Week', store maskiner og 'Mythbusters'," siger Carsten Andreasen.


Men slet ikke nogen ny udfordring

DR står ikke over for et nyt problem, når det kommer til at fange de unges interesse for public service.

"Vi fandt for nylig en rapport nede i arkivet fra starten af 1980'erne, der hed 'Ungeudfordringen', men når det så er sagt, er det også blevet sværere, end det var dengang. Konkurrencesituationen er steget helt vildt. Hvis vi tager rapporten fra 1980'erne, var der ikke noget TV 2, og der var slet ikke noget Facebook, Discovery eller TV3," siger medieforskeren.

Derfor er det også blevet endnu vigtigere for DR at fange de unges opmærksomhed.
"Tidligere var det sådan, at hvis vi tidligere ikke havde så godt fat i de unge, så var der kun os, når de blev voksne. Så de kom tilbage til DR. Sådan er det ikke nødvendigvis for alle de unge i dag," siger Carsten Andreasen.


DR i debat

Når DR fredag tager udfordringen op, og arrangerer en debat med en række unge, vil det foregå i DRs telt ved Folkemødet i Allinge på Bornholm, som finder sted i disse dage. De inviterede unge vil kunne give deres indspark til DRs direktion og bestyrelse, der også deltager til arrangementet.

Carsten Andreasen vil ligeledes være med og tale om virkeligheden bag en række myter om unges medievaner og interesser.


Foto: Fra et af DRs ungdomsprogrammer - '6200 Aabenraa' - der var en reportage-serie i 2009 om de unge, der bliver hjemme i provinsen, når de andre flytter væk. (Fotograf: Kristine Sølling)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002