Kontakt os






 

Kommende DR-drama sælger på forhånd
Torsdag 11. oktober 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Længe før serien bliver vist på DR1, har DR nu solgt den kommende dramaserie ’Arven efter Veronika’ til udlandet.
På den internationale messe for tv-købmænd, MIPCOM i Cannes i denne uge, har DR Internationalt Salg lukket aftaler med Australien, Benelux-landene og Storbritannien & Nordirland, om at ’Arven efter Veronika’ også kan vises dér, når den er klar. Hos DR kommer den på skærmen i begyndelsen af 2014.

”Efter lange forhandlinger på messen, som jeg synes har været god, opnåede DR Internationalt Salg flere salg, og dét inden køberne har haft mulighed for at se et afsnit. Efter DRs succes med for eksempel ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’ mærker vi en voksende interesse fra udlandet for tidligt at sikre sig rettighederne til at kunne sende DRs drama, og i Cannes var der altså tre, der var parate til at købe. Vi forhandler dog med endnu flere,” forklarer chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø i en pressemeddelelse fra DR.


Handler om '68-generationen

’Arven efter Veronika’, der bliver instrueret af Pernilla August, er et moderne familieportræt – et drama om ’68-generationen og deres børn samt en fortælling om, hvad det vil sige at være familie i en tid, hvor de klassiske familiemønstre har ændret sig radikalt.

På engelsk er ’Arven efter Veronika’ kommet til at hedde ’The Legacy’, og på rollelisten er for eksempel Trine Dyrholm, Jesper Christensen og Kirsten Olesen. Christian Rank er producent for DR Fiktion, mens Maya Ilsøe har skrevet serien. Hun stod også bag DRs julekalender i 2009, ’Pagten’.


’Borgen ’ solgt til flere

Selv om dramaserien ’Borgen’ efterhånden er blevet afsat til fem kontinenter, er det lykkedes for DR Internationalt Salg at få serien solgt til endnu flere lige før og i Cannes.

Den fransktalende del af Canada har netop købt anden sæson af ’Borgen’, som Sidse Babett Knudsen kan få en Emmy for i næste måned. Derudover har Grækenland og Tyrkiet også meldt sig i flokken af tv-stationer, der vil vise serien.

”Derudover viser Spanien, Israel og Japan interesse, og om det lykkes at lukke aftaler med dem, vil vise sig i den kommende tid,” siger Helene Aurø.

Også en række af DRs dokumentarer er blevet solgt i Cannes. DR Internationalt Salg lavede f.eks. en aftale med Letland om en hel dokumentarpakke, der blandt andet rummer dokumentarerne ’Fra Thailand til Thy’ og ’Fra Thy til Thailand’, ’Fanget af mikrogæld’, ’Why Poverty’-projektet, ’Armadillo’, som DR sælger for TV 2, og dramaserien ’Lulu og Leon’.

Derudover blev der også allerede på stedet i Cannes indgået en aftale med tysk-franske Arte om DR K-programmet ’Magten over Havet’ om Selandia-skibet.


Regner med flere aftaler

”Jeg regner med, at vi lukker flere aftaler i den kommende tid. En række af indkøbere har nu vores programmer med hjemme til gennemsyn, og så håber vi naturligvis, at de vender tilbage og er parate til at købe,” siger Helene Aurø.

MIPCOM-messen i Cannes slutter torsdag, og der har været flere end 12.000 indkøbere og sælgere fra 104 lande til salgsmessen, som bliver holdt hvert halve år.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002