Kontakt os






 

’Spise med Price’ vender tilbage i 2014
Tirsdag 16. april 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I morgen onsdag kl. 20 sender DR1 sidste afsnit i 6. og foreløbigt sidste sæson af ’Spise med Price’ – men det bliver ikke det sidste madprogram, vi kommer til at se med Brødrene Price på DR, lover redaktør i DR, Gitte Tækker. Det bliver dog først i 2014, og så bliver det med et lille ”twist” i forhold til hidtil.


’Spise med Price’ har været en solid succes for DR siden madprogrammet med de to brødre – Adam og James Price – blev sendt første gang i 2008. De to første sæsoner blev vist på DR2, men programmet var så populært, at det fra og med 3. sæson blev flyttet til DR1.


Ingen efterårsssæson 2014

Når DR1 i morgen sender sidste omgang fra den 6. og indtil nu sidste sæson af ’Spise med Price’, så betyder det dog ikke et farvel til de populære brødre.

Gitte Tækker siger til tvnyt.com: "Vi får helt sikkert en 7. sæson af ’Spise med Price’, men det er ikke sikkert, at det lige bliver hjemme fra Adams køkken eller James’ sommerhus næste gang".

Det er også sikkert, at der ikke kommer nogen efterårssæson i år af ’Spise med Price’, men at det først bliver i 2014, at seerne vil kunne opleve Price-brødrene i en ny omgang ’Spise med Price’.


Stort hit i Norge

’Spise med Price’ blev lanceret i Norge under titlen ’Munter mat’ i sommeren 2010, og hele 380.000 nordmænd fulgte ”de to koselige danskene” i første sæson hver onsdag kl.20.15.

Til gengæld er det ikke blevet til de store seertal i Finland, hvor ’Spise med Price’ vises på den ikke særligt udbredte kanal YLE Fem. I sidste sæson har programmet kun haft mellem 30.000 og 47.000 seere. Men Price-brødrene sendes så også samtidigt med den store nyhedsudsendelse på YLE1.

I Sverige startede det rigtigt fint med sæson 1, der blev sendt på SVT1 torsdage kl. 18.15 i sommeren 2011. Mellem 200.000 og 250.000 fulgte med. Anden sæson fik en noget dårligere sendetid – fredage kl. 15.30 – og fik kun 60-70.000 seere pr. gang. Tredje sæson har svensk tv netop taget hul på, og nu er ’Spise med Price’ flyttet fra SVT1 til SVT2 og sendes kl. 19.30 med mellem 130.000 og 150.000 seere.

Svenskerne kommer til at gå glip af sæson 4, der ikke vises, og hvorvidt 5. og 6. sæson – eventuelt – sendes, er endnu ikke fastlagt.

Det er ikke lykkedes at afsætte ’Spise med Price’ udenfor de nordiske lande. Siden 2011 har DR International forsøgt at afsætte programmet – der i det store udland skal hedde ’More Butter Please’ , men indtil videre er der ingen tv-stationer udenfor Norden, der har ’bidt på krogen’.


’Say cheese’

Når brødrene Price toner frem på de danske tv-skærme i morgen onsdag den 17. april kl. 20 på DR1 vil der være fokus på ost. Overskriften er 'Say Cheese', og der vil være plads til både 70'ernes fonduesæt og 80'ernes 'raclette-solarium'. På menuen vil der bl.a. være Steak de Fromage, oste-kartoffelmosen Aligot og friteret gedeost. I foromtalen af programmet nævnes det videre, at der også indgår en farefuld færd, når brødrene støder på en 23-årig ost fra Kreta og en noget yngre - men til gengæld meget levende - specialitet fra Sardinien.


Foto: Fra 6. og sidste afsnit i 6. sæson af 'Spise med Price'. (Fotograf: Micha Jemer)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002