Kontakt os






 

'OBS' fylder 30 i dag
Torsdag 4. oktober 2007
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Et af DR TV's længstlevende og også mere specielle programmer, 'OBS', har 30 års fødselsdag i dag.
Med årene er det blevet til cirka 1.200 programmer, der ofte ses af mellem en halv og en hel million seere i løbet af en uge.

Det er stedet, hvor vi er blevet fortalt, at "kun en tåbe ikke frygter havet", at "vi skal tælle genstande i uge 40", og stedet, hvor vi har kunnet høre Rådet for Større Færdselssikkerhed opfordre os til at "træde lidt mindre på gaspedalen".

Den første egentlige OBS-udsendelse blev sendt den 4. oktober 1977, da DR stadig havde monopol på at lave fjernsyn, og forbilledet var programmet ’Anslagstavlen’, som Sveriges Radio sendte.

Dengang som nu var tanken at informere danskerne om alt muligt, der var værd at vide noget om: sygdomsbekæmpelse, selvangivelse, boligsikring, sygesikring, færdselssikkerhed, badesikkerhed, love, regler, miljø, osv.

Da OBS-udsendelserne startede i sin tid, kom langt de fleste af indslagene fra det daværende Statens Informationstjeneste. I dag henvender myndigheder, organisationer, foreninger med flere sig selv direkte til DR og OBS-redaktør Lonny Hoffmann.

Der er nøje regler for, hvad der kan vises og ikke kan vises, men helt overordnet er det 'samfundsinformation', der kan komme på skærmen.

Indslagene bliver produceret uden for DR, men DR checker dem, inden de bliver sendt. Og interessen for at informere i OBS er stærkt stigende, oplever Lonny Hoffmann.

"Udover sommerferien i juli har OBS i år kun holdt pause i én uge, og det er ganske usædvanligt. Der er mange, der har noget at meddele, og væksten i indslag skyldes nok også, at OBS har fået bedre sendetider på det seneste," siger OBS-redaktøren.

I dag bliver OBS-udsendelserne sendt cirka seks gange om ugen på DR TV - fem gange på DR1 og en enkelt gang på DR2. Lige nu er den mest prominente sendetid nok søndage klokken 18.25 på DR1 lige før TV-Avisen, og her var der søndag f.eks. 210.000, der kiggede med. Målt over en uge er der ofte et sted mellem 500.000 og 1.000.000 seere, der sammenlagt ser et eller flere af OBS-indslagene.

Medierådgiver Finn Rowold fra DR Medier, der tilbage i 1977 var sekretariatschef hos den daværende DR-generaldirektør Laurits Bindsløv, var med til at lancere OBS på DR TV, og det var ham, der fandt på, at OBS skulle stå for 'Oplysning til Borgerne om Samfundet'.

"Én af grundene til, at OBS har overlevet alle årene, er, at programmet har fornyet sig undervejs. I dag er det professionelle reklamebureauer, der laver indslagene, og mange synes, OBS er sjovt og oplysende at se," siger Finn Rowold, der i dag især arbejder med DRs internationale kontakter.

OBS er gennem årene både blevet kopieret og taget under kærlig behandling i andre DR-udsendelser og medier.

I 2001 skete det i den satiriske serie om etniske danskere ’Oplysning til Perkerne om Samfundet’, og i ’De Sorte Spejdere’ på P3 har Anders Lund Madsen været i forhandlinger om at blive 'hovedrolleindehaver' i et OBS-spot. Også ’At Tænke Sig’ på Politikens bagside bruger jævnligt udtrykket OBS i allehånde sammenhænge.

Nu om dage kan OBS også ses på nettet, hvis man misser udsendelsen, når den er på skærmen. OBS er at finde på www.dr.dk/obs, hvor der også er mere om programmets nu 30-årige historie.

OBS-jinglen er blevet fornyet fire gange i løbet af de 30 år, og den nuværende jingle, der er designet af Örn Ölason og komponeret af David Sebastian Buus, er fra 2005.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002