Kontakt os






 

Ny chef i DR for historie og religion
Onsdag 10. december 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR styrker nu sit fokus på dækningen af både historie, religion og tro ved at ansætte den 41-årige Morten Thomsen Højsgaard i en nyoprettet stilling med ansvar for stoffet om historie og tro på samtlige platforme. Morten Thomsen Højsgaard kommer fra en stilling i Bibelselskabet og har tidligere arbejdet for Kristeligt Dagblad i seks år.


DR har besluttet at styrke og skabe synergi i dækningen af stofområder som DR finder vigtige og betragter som en levende del af både kulturarv og aktuel dagligdag, og har derfor oprettet 'DR Historie og Tro', hvor chefstillingen besættes af Morten Thomsen Højsgaard.

Han er uddannet ph.d. i religionssociologi fra Københavns Universitet, hvorfra han også er cand.mag. i kristendomshistorie og historie.

I seks år var Morten Thomsen Højsgaard redaktør for kirke- og trosstoffet og lederskribent ved Kristeligt Dagblad, og i de seneste fire år har han været generalsekretær i Bibelselskabet. Samtidig har han markeret sig i offentligheden som analytiker af kirkelige og religiøse forhold, som en af to studieværter på DR2 i programserien 'Tro om igen!' og som forfatter til bogen 'Den tredje reformation. Fra statskristendom til google-buddhisme', der kortlægger nye strømninger i danskernes religiøse liv og interesser.


Samtid og fortid

Den nye DR-chef glæder sig til de nye opgaver i landets største medie- og kulturinstitution.

"DR er befolket af mennesker, som brænder for at gøre danskerne klogere både på deres samtid og deres fortid, og det bliver en stor fornøjelse sammen med dem at fortsætte udviklingen af det meget vigtige stof om historie og tro på alle mulige måder og på tværs af tv, radio og nettet”, siger han iflg. en pressemeddelelse fra DR.

Morten Thomsen Højsgaard kommer i den nye stilling til at indgå i ledelsesgruppen for DR Kultur, hvor DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen også ser frem til samarbejdet.

"Der er store muligheder i at tænke de to stofområder sammen, og Mortens faglighed spænder over dem begge. Hans sociologiske viden gør hans tilgang til både historie og åndsliv på en gang velfunderet og fordomsfri, og så har han en baggrund inden for nyhedsmedier, som vil komme stoffet til gode," siger hun.


Udsendelser

Eksempler på programmer som DR Historie og Tro får ansvaret for:
- DR Kirken på DR K
- Religionsrapport på P1
- Guddommelig sex på DR K
- De fantastiske fire på DR K
- Live fra arkivet på DR3
- Huse der former os på DR K
- Før Søndagen på DR K
- Historiequizzen på DR K
- Opdagelsen af Jylland på DR K
- Værthushistorier på DR K
- Guldkorn på DR K
- 00’erne tur/retur på DR1
- Mennesker & tro på P1
- Mit hemmelige liv på DR K
- Verdenskrigens skygger på DR K
- Skole200 – liveevent i Koncertsalen på DR2


Tiltræder til marts

Morten Thomsen Højsgaard tiltræder den 1. marts 2015.

Tidligere chef for DR Historie, Thomas Houkjær, er efter eget ønske tiltrådt en ny stilling som projektchef for DRs store satsning på en ny serie om Danmarks historie.


Foto: Morten Thomsen Højsgaard - ny chef for DR Historie og Tro. (Fotograf:
Agnete Schlichtkrull)




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002