Kontakt os






 

Ulandskalender - største overskud i 10 år
Torsdag 7. maj 2009
Af Karsten Jensen
 
De danske børn fik for alvor åbnet låger i Børnenes Ulandskalender op til jul sidste år. Hvor der i 2007 blev solgt 194.000 kalendere, var der 206.000 der købte en i 2008. Samtidig blev overskuddet på kalenderen det største i 10 år - nemlig meget tæt på 5,6 millioner kroner.
DR og Danida har samarbejdet om Børnenes Ulandskalender siden 1962, og overskuddet bliver nu sendt til Karamoja i det nordlige Uganda, hvor UNICEF vil prøve at forbedre vilkårene for børn og unge mellem 9 og 14 år. Det skal blandt andet ske ved at tilbyde sportsaktiviteter og opbygge ungdomsklubber.

Salgs- og marketingchef Dorthe Terreni fra DR Multimedie vurderer, at der er flere årsager til, at Børnenes Ulandskalender solgte så godt i 2008.

”Generelt er det vores opfattelse, at der blev der solgt flere julekalendere i Danmark sidste år, end der gjorde i 2007. Samtidig havde vi gjort mere ud af vores salgsdisplays i butikkerne denne gang, og på tv var spottene for kalenderen mere intensive end normalt i en periode. Også dét har gavnet salget,” tror hun.

Derudover kan det måske have haft betydning, at der i 2008 for første gang fulgte hele to papkalendere med i købet. Den ene relaterede sig til ’Julefandango’ på DR1 klokken 17.30, mens den anden lagde sig op af serien ’Nissernes Ø’, der blev sendt to timer senere.

Med årets resultat har danske børn og voksne nu - gennem deres køb af Børnenes Ulandskalender - bidraget med godt 150 millioner kroner siden starten i 1962 til projekter for børn og unge i Afrika, Latinamerika og Asien.

”Lige så længe jeg overhovedet kan huske, har Børnenes Ulandskalender været en fast bestanddel af julen og juleforberedelserne i DR. Det er glædeligt at se, at der fortsat er så stor opbakning om ideen. Efterhånden er det jo rigtig mange projekter, der er blevet gennemført takket være Børnenes Ulandskalender,” siger DRs generaldirektør Kenneth Plummer.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002