Kontakt os






 

Ny TV 2-serie om hårde kriminelle
Tirsdag 7. august 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
En ny TV 2-serie på 8 afsnit går tæt på landets hårdeste forbrydere. Det sker i reportageserien 'Fangerne', der skildrer livet bag murene i Statsfængslet Østjylland. Serien har premiere den 16. august.

De sidder inde for vold, røveri, narkohandel og drab. De har alle en historie og et liv, der på den ene eller anden måde skal fortsætte. Men hvordan overlever man at sidde i fængsel blandt de farligste fanger i landet?

For første gang har Statsfængslet Østjylland, der er Danmarks mest sikrede og moderne, lukkede fængsel, givet adgang til at et filmhold kunne skildre, hvordan livet bag murene foregår blandt de over 200 fanger og de 255 ansatte.

"'Fangerne' giver et sjældent indblik i, hvad det vil sige at være i fængsel. De indsatte fortæller åbent om deres tanker, håb og drømme. Om fortrydelse, bitterhed og had. Og så kan vi som seere selv bedømme, om livet i fængslet er godt eller skidt. Forbrydelse og straf er blandt de mest debatterede emner og skal også til politisk debat i efteråret. Med 'Fangerne' vil vi gerne give et indblik i den verden, som mange har en mening om, men som de færreste kender indefra," siger dokumentarredaktør på TV 2, Lasse Bjerre.


Et liv bag murene

Hver dag har sit drama i Statsfængslet Østjylland - enten når alarmen går på grund af uro eller overfald, eller når hashhundene og personalet visiterer fangernes celler i jagten på våben og stoffer. For de fleste er livet i fængslet hårdt og ubarmhjertigt. De stærke fanger tager voldelige opgør med hinanden, og det fører indimellem til knivstikkerier og overfald. Og midt i kampene kommer både andre indsatte og personalet i klemme. Fængslet har også sit eget hierarki blandt fangerne, hvor det gælder om ikke at havne nederst i magtstrukturen.


Når familien skal passes

I første program møder seerne bl.a. Tommy, der forsøger at være både ægtemand og far for sin familie, men med en dom på ti år er det sin sag at få familielivet til at fungere – især når de korte besøg af hans kone Tine og deres to små børn er henlagt til fængslets gård.

I løbet af programserien fortæller 18 indsatte om deres liv bag fængslets meterhøje mure.

'Fangerne' har premiere på TV 2 torsdag den 16. august kl. 20.50.


Foto: Den 34-årige Tommy får besøg af sin familie i fængslets besøgsgård. Det er svært at være far for børnene på tre og fem år, når man sidder i Danmarks mest sikrede fængsel. Tommys kone Tine ses i baggrunden. (Fotocredit: Freeport Film/ TV 2)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002