Kontakt os






 

Tyskland: 'Skyld' – ny krimi på ZDF
Torsdag 19. februar 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Enhver kan blive morder - det afhænger bare af omstændighederne. Sådan lyder mantraet for ZDF's nye krimiserie, der er baseret på Ferdinand von Schirachs anden dystre roman 'Skyld'. Der er premiere i morgen fredag kl. 21.15 og serien er tekstet på dansk.


Spørgsmålet om godt og ondt, skyld og uskyld er evig gyldigt. Skyld er også omdrejningspunktet for ZDF’s nye krimiserie – en filmatisering af Ferdinand von Schirachs roman. 'Skyld' er den anden bog i rækken, og den første roman 'Forbrydelse' blev også filmatiseret på ZDF i 2013 med stor seersucces. Von Schirach sætter spotlys på det moralske ansvar hos hver enkelt af os og slører grænserne mellem gerning og strafudmåling.


Med udgangspunkt i virkeligheden

En kvinde myrder sin mand efter flere års misbrug; et ægtepars seksuelle udskejelser ender med mord og et par forældreløse børn myrder og bestjæler i panik en mand. Der er rigeligt med sager at tage fat på for advokaten Friedrich Kronberg i ZDF’s nye krimiserie 'Skyld'. Sagerne er dog ikke pure opspind. Von Schirachs historier tager udgangspunkt i hans mange års virke som advokat. Serien bliver derfor realistisk, men kompleksiteten gør, at fortællingerne aldrig bliver forudsigelige.


Slørede grænser

Von Schirach leger med vores opfattelse af retfærdighed, skyld og uskyld under påstanden om, at alle kan blive morder, hvis omstændighederne er til det. Således er hans karakterer ikke den typiske nådesløse morder, men helt almindelige mennesker. Serien illustrerer det liv, som går forud for gerningen, og viser de menneskelige facetter af forbrydelsen. Grundlæggende handler det om den hårfine grænse, der er mellem lovgivning og, hvad der almindeligt opfattes som fair og unfair.

Der er seks dele af serien 'Skyld'. Første afsnit bliver sendt på ZDF i morgen fredag den 20. februar kl. 21.15 og dernæst de følgende fem fredage.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002