Kontakt os






 

Dansk Melodi Grand Prix 2008
Fredag 7. december 2007
Af Karsten Jensen
 
Camilla Ottesen og Adam Duvå Hall er klar som fødselshjælpere, når 16 sange bliver født og konkurrerer om at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2008.
Ligesom sidste år består årets Grand Prix-fest af tre direkte transmitterede shows. I år foregår det i henholdsvis DR Byen og Horsens.

Camilla Ottesen og Adam Duvå Hall er værterne, der står i spidsen for festlighederne. Begge to er erfarne værter. Camilla Ottesen var både vært ved sidste års show, ved tidligere børne-MGP’er samt til det allerførste europæiske MGP for børn.

Adam Duvå Hall er vært ved Dansk Melodi Grand Prix for tredje år i træk. Desuden har han prøvet værtsrollen ved P3 Guld og er til daglig den ene halvdel af P3-programmet ’Rio Bravo’.

Nu står de to værter i spidsen for de tre direkte transmitterede Grand Prix shows - to semifinaler og den store gallafinale, hvor vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2008 skal findes. DR Byens største studie, Studie 5, huser de to semifinaler lørdag 12. og 19. januar. Den store finale finder sted lørdag 2. februar i Forum Horsens.

I alt 16 sange skal konkurrere om den titlen som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2008.

I hver semifinale dyster otte sange, og seerne skal via SMS vælge fire, der går videre til finalen.

Otte sange går altså i første omgang ikke videre. Men de har stadig en chance. DR’s radiolyttere på P3 og P4 skal nemlig give et wildcard til yderligere to sange, som så alligevel skal med i finalen.

Ligesom sidste år betyder det, at der vil være i alt 10 sange, der skal dyste ved årets store musikalske brag - finalen i Horsens.


Om sangene of folkene bag oplyser DR:


Grøn mand gå
Solist:
Louise Victoria
Louise Victoria er 22 år og har sunget, så længe hun kan huske. Hun kommer oprindeligt fra Odense, men flyttede til København for to år siden. Her har hun blandt andet taget en akademiuddannelse i sang fra Complete Vocal Institute. I 2006 udgav hun R’n’B-nummeret ’Det du gør’ sammen med produceren Gettic, og det har hun optrådt med rundt omkring i landet. Nu glæder Louise Victoria sig til at få lov at vise, hvad hun duer til ved Dansk Melodi Grand Prix.

- Jeg kan rigtig godt lide at synge det her nummer. Det er friskt og ungt, og man bliver i godt humør af det, og så er det en rigtig dygtig sangskriver, der står bag,’ siger Louise Victoria.

Komponist og sangskriver:
Lasse Kramhøft og Anna Stengade
’Grøn mand gå’ er komponeret af Lasse Kramhøft, mens teksten er skrevet af Anna Stengade. Begge er spritnye i Melodi Grand Prix-sammenhæng. Lasse Kramhøft er til daglig producer og har blandt andet arbejdet med navne som Thomas Helmig, Zindy Laursen, Marie K. Band, Alex og Bik Stok Røgsystem. Anna Stengade er uddannet sanger fra Musikkonservatoriet og har blandt andet skrevet sange med Hanne Boel og Karen Groth. Desuden synger hun i sit eget band. ’Grøn mand gå’ handler ifølge Anna om at lade være med at tænke så meget over, hvad man gør, og i stedet bare kaste sig ud i det, og Lasse Kramhøft betegner sangen som RnB med etnisk præg.


Underneath The Moon
Solister:
Camille-Cathrine Rommedahl og Ulrik Hansen
‘Underneath The Moon’ bliver sunget af Camille-Cathrine Rommedahl og Ulrik Hansen, der begge kommer fra musicalverdenen. Camille-Cathrine har beskæftiget sig med rytmisk musik, siden hun begyndte på musikskole som 4-årig. Hun blev uddannet som musicalperformer fra Det Danske Musicalakademi i 2005 og har medvirket i et hav af musicals - blandt andet kunne man opleve hende i rollen som Belle i ’Beauty And The Beast’ på Det Ny Teater i foråret 2007. Siden efteråret har hun turneret rundt i landet som Maria Magdalene i ’Jesus Christ Superstar’, der desuden vil blive opført på Folketeatret fra starten af 2008. Ulrik Hansen har også sunget, siden han var helt lille. Som 9-årig begyndte han at synge i drengekor, og siden har han været med i alle de teaterstykker og musicals, han kunne komme i nærheden af. Ulrik er uddannet på en privat teaterskole og optræder primært på den danske musicalscene. Desuden arbejder han som korarrangør og sangcoach. Han har også snuset lidt til Dansk Melodi Grand Prix før. I 2002 sang han kor i sangen ’Mon du falder ned’.

Komponist og sangskriver:
Martin Sommer, Lene Dissing, Christian Warburg og Kåre Kabel Mai
Martin Sommer, Lene Dissing, Christian Warburg og Kåre Kabel Mai har sammen skrevet ’Underneath The Moon’. Martin Sommer er forholdsvis ny i sangskrivningens verden, men spiller som keyboardspiller blandt andet med Tina Dickow og OneTwo. Lene Dissing er sangskriver og har bl.a. skrevet sange til sidste års vinder D.Q.’s plade. Derudover har hun sange med på flere udenlandske albums. Det er også blevet til en enkelt dansksproget børneplade ’Møs frøen’. Christian Warburg er guitarist og sangskriver og spillede blandt andet på den tidligere Melodi Grand Prix-vinder Jacob Svejstrups plader. Desuden har han skrevet sange med Søren Bregendahl fra C21. Kåre Kabel Mai er trommeslager og har spillet sammen med navne som S.O.A.P., C21 og Henning Stærk, men han arbejder i dag primært som producer og har blandt andet produceret flere af Freyas plader. De fire har spillet sammen på kryds og tværs og fandt sammen ved en sangskrivningsworkshop. Samarbejdet har resulteret i en kærlighedsduet, der ifølge de fire passer perfekt til Melodi Grand Prix.


Tree Of Life
Solister:
UNITE
Boybandet UNITE kom på alles læber, da de sidste år hittede med nummeret ’Butterfly’. De har spillet sammen i syv år, og de mener selv, at det er skæbnen, der har ført dem sammen. De fire medlemmer har vidt forskellige baggrunde, og det er netop deres styrke. Isaac, der har rødder i Uganda, er vokset op med swingende soul på grammofonen. Iranske Salar har arabiske rytmer i blodet. Laurie ved på grund af sin filippinske mor alt om Asiens popkultur. J.B. har rødder i den danske rockverden. Og de gør brug af alle deres musikalske input, når de udvikler ny musik. Det gælder også nummeret ’Tree Of Life’, som de fremfører på en blanding af engelsk, arabisk og filipinsk.

- Grand Prix er stort, og det bliver sjovt at deltage med et nummer, som vi virkelig brænder for,’ siger de fire drenge, der glæder sig til at optræde for den danske befolkning og synes, at et rigtigt godt Grand Prix-nummer er sådan et, man ikke rigtig kan få ud af hovedet igen.

Komponist og sangskriver:
UNITE, RnG, Nik Quang og Lars Quang
Lars og Nik Quang er far og søn og driver sammen Quang Studios – et kreativt miljø, hvor sangskrivere, komponister, producere og andre kunstnere mødes og skaber musik til hele verden. 80 % af det musik, der skabes udkommer i Asien. Lars og Nik har blandt andet produceret UNITEs første album, som udkommer i Kina til foråret, og ’Tree of Life’ bliver første single. Nummeret blev til i en workshop, hvor producer-teamet RnG leverede tracks, mens Lars, Nik og de fire drenge fra UNITE sammen udviklede tekst og melodi. Ud over ’Tree of Life’ står Lars, Nik og RnG også bag nummeret ’Spanish Soul’.


Laying Down My Cards
Solist:
Anorah
Anna Nordell blev verdenskendt i Danmark, da hun lagde stemme til Johnny de Luxe-nummeret ’Drömmer jag’, som lynhurtigt strøg til tops på de danske hitlister. For tiden arbejder hun under kunstnernavnet Anorah, og hun er på vej med en plade, der udgives under samme navn. Den svenske sangerinde skrev sin første sang som syv-årig og kom på kontrakt som sangskriver i en alder af blot 14 år. Som 16-årig indspillede hun sangen ’I’ll Still Love You Then’, der var en del af soundtracket til Kevin Costner-filmen ’Message In A Bottle’. Hun har desuden sunget kor på albums af en række verdensstjerner bl.a. Celine Dion og Victoria Beckham. Og så har hun lagt stemme til en række tegnefilm og tv-serier.

Komponist og sangskriver:
Jonas Schrøder og Lucas Sieber
Jonas Schrøder og Lucas Sieber har skrevet tekst og melodi til det rockede popnummer ’Laying Down My Cards’. De to har været fast makkerpar siden 2000 og står blandt andet bag Bryan Rice-hittet ’No Promises’, som var det mest spillede nummer i Danmark i 2006 og lå som nr. 1 på hitlisterne i 15 lande. De har desuden arbejdet med opera-boybandet Il Divo. Både Jonas og Lucas begyndte deres musikalske karriere som DJs og har haft fingrene dybt nede i dance-genren. Jonas har blandt andet arbejdet sammen med Infernal og DJ Alligator, mens Lucas har været en del af dance-bandet Daze.


Den jeg er
Solist
Charlie
Siden Charlie alias Carina Juul Jensen satte sig ved klaveret som 12-årig, har hun drømt om at stå på scenen som artist og optræde med sine egne sange. Den drøm er nu gået i opfyldelse. Sammen med Andreas Hemmeth har hun, som en af de yngste sangskrivere nogensinde til Dansk Melodi Grand Prix, skrevet ’Den jeg er’ – et kantet rocknummer med masser af hitpotentiale. Carina Juul Jensen er tidligere elite kunstskøjteløber og har givet opvisninger for rigtig mange mennesker. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at hun har nerver af stål, når hun skal fremføre ’Den jeg er’ i det danske Melodi Grand Prix.

- Det bliver mit livs største oplevelse at stå på scenen og synge en af mine egne sange. Jeg kommer nok til at ryste lidt i bukserne, inden nummeret starter, men når vi først er i gang, så lover jeg at give den fuld gas, udtaler Carina.

Komponist og sangskriver:
Charlie og Andreas Hemmeth
Andreas Hemmeth er nok bedre kendt under kunstnernavnet DJ Encore og har med dét projekt solgt mere end en kvart mio. plader i USA, England, Tyskland og Danmark. Han har, som en af de eneste danskere nogensinde, ligget nummer et på den ame­ri­kans­ke Billbord Chart og spillet turneer med Celine Dion og P. Diddy i USA og Canada. Som sangskriver har Andreas Hemmeth bidraget til mere end 50 publicerede sange og produktioner, hvilket har indbragt ham 14 platin- og to guldplader i tidens løb.

- For mig er musik følelser. Hvis ikke folk kan mærke musikken, så virker den ikke. Derfor tror jeg heller ikke på artister, der fremfører andres musik uden selv at have været med til at skabe den, udtaler Andreas.


Vi er der om lidt
Solist:
Sidse Holte
Sidse Holte har sunget kor og spiller guitar og percussion i mange forskellige sammenhænge. Hun har primært fungeret som studiemusiker og har blandt andet medvirket på live-optrædener og indspilninger med Franka Abrahamsen, Davenport, Christian og Erik Grip m.fl. Derudover er hun i gang med eget projekt, hvor hun som forsanger og guitarist arbejder sammen med en anden sangerinde og cellist. Sammen udgør de duoen ’Monkey Cup Dress’. I Melodi Grand Prix er Sidse debutant som både sangskriver og solist. Hun glæder sig til udfordringen og sætter en ære i at få mulighed for at nå publikum med sangen ’Vi er der om lidt’.

Komponist og sangskriver:
Sidse Holte, Christian Juncker og Jakob Groth
Sidse har skrevet ’Vi er der om lidt’' sammen med Christian Juncker og Jakob Groth. De to har tidligere arbejdet sammen og udgivet flere albums under navnene 'Junior' og 'Juncker'. De står blandt andet bag radiohits som 'Mogens og Karen' og 'Snork City Blues' og har også været sammen i Nashville for at skrive sange med blandt andre Gary Baker. Christian Juncker udgav tidligere i år albummet 'P.t.' og har desuden skrevet sange med blandt andre Poul Krebs og svenske Patrick Isakson. Jakob Groth har ud over sit samarbejde med Christian produceret musik for blandt andre Dodo And The Dodos og Peter Belli. Hverken Christian eller Jakob har tidligere været involveret i Melodi Grand Prix, men de synes begge, at det er spændende at byde ind med en ren popsang, der lægger sig op ad traditionen for gode sange. Nummeret ’Vi er der om lidt' er en kærlighedssang, der handler om modsætninger, der mødes – en nutidig popsang, der af de tre sangskrivere med et glimt i øjet beskrives som en sang, der måske kunne have gjort selv The Carpenters misundelige.


Come On Over
Solister og komponister:
Anne-Marie og Claus Hassing
Ægteparret Anne-Marie og Claus Hassing har begge spillet og sunget siden 5. klasse. De to mødte hinanden på musikkonservatoriet i Aalborg, hvor Claus har taget sin solistuddannelse og Anne-Marie sin uddannelse som musikpædagog. Anne-Marie arbejder til dagligt i Den Musiske Skole, hvor hun underviser i sang og musik. Derudover har hun skrevet og opsat flere børne- og ungdomsmusicals i Aalborg. Hun har i en årrække arrangeret og sunget kor for blandt andre Simone, Lene Siel, Birthe Kjær, Sweethearts m.fl. Claus arbejder i hverdagene som musik-producer, og weekenderne bruger han på at spille musik, dels i show-orkestret DanBand Allstars, og dels i sit eget orkester med egne kompositioner. Når parret har tid, komponerer de begge sange til både sig selv og andre kunstnere.

Med udtagelsen til Dansk Melodi Grand Prix går en drøm i opfyldelse for Anne-Marie og Claus. Siden barndommen har de siddet klistret til skærmen med stemmesedler og guldkarameller parat, når der var Dansk Melodi Grand Prix. Og nu står de selv, som Anne-Marie siger, dér hvor Kirsten & Søren har stået. Anne-Marie og Claus betegner et rigtigt Melodi Grand Prix-hit, som et nummer, der skal afspejle nutidens musik med en fængende melodi og en vedkommende tekst. De to optræder selv med duetten ’Come On Over’ – en udadvendt popsang, der handler om, at vi mennesker skal huske at være lidt sødere ved hinanden.

- Vi er blevet så materielle i vores del af verden. Vores sang handler om, at vi alle kunne få det bedre, hvis vi fokuserer mindre på ting vi kan eje og mere på hinanden, siger Anne-Marie.


Luciano
Solist:
Amin Jensen
Amin Jensen har en baggrund som stand-up komiker og har lavet en række shows, hvor musikken spiller en stor rolle. Senest turnerede han med det anmelderroste show ’Blæs på DK’. Han har desuden været meget populær som vært i DR1-programmet ’Hit med sangen’. Og så har Amin lagt stemme til en hel del tegnefilm. Men denne gang skal stemmen bruges til noget helt andet. Amin skal fremføre sangen ’Luciano’, som han har skrevet sammen med vennen og musikeren Jan Lysdahl. Det var Jan, der over en grillpølse foreslog Amin at stille op til Melodi Grand Prix, og Amin sagde ja med det samme.

- Jeg deltager, fordi jeg har lyst og synes, at det er sjovt. Når man er med i Melodi Grand Prix bliver man jo en del af en historie,' siger Amin.

Sangen ’Luciano’ er en hyldestsang til den nyligt afdøde Luciano Pavarotti, som Amin mødte personligt under verdenstenorens sidste koncert i Danmark på Augustenborg i 2005. Her tilbød Pavarotti Amin private sangtimer, men det nåede desværre aldrig at blive til noget, da Pavarotti blev alvorligt syg kort tid efter.

- I mine øjne er Pavarotti den ultimative tenor med både den største stemme og den største personlighed nogensinde,’ siger Amin.

Komponist og sangskriver:
Amin Jensen og Jan Lysdahl
Amin Jensen har som nævnt skrevet sangen sammen med Jan Lysdahl, der har været en del af den danske musikverden i 25 år. Gennem 80’erne og 90’erne har han medvirket som trommeslager på intet mindre end 200 albums - deriblandt albums af Kim Larsen, Sanne Salomonsen, Hanne Boel og OneTwo. Han har desuden sammen med Jacob Haugaard skrevet megahittet ’Hammerfedt’ og har også været med til at skrive og producere soundtracks til filmene ’Hannibal & Jerry’ og ’Den eneste ene’. Amin og Jan mødte hinanden ved et Mette Lisby-show for 12 år siden, hvor Jan var kapelmester og Amin publikumsopvarmer. Siden har de to blandt andet arbejdet sammen, da Jan producerede musik til filmen ’Ørkenens Juvel’, hvor Amin spillede hovedrollen.


All Night Long
Komponist og sangskriver:
Jacob Launbjerg, Svend Gudiksen og Nis Bøgvad
Jacob Launbjerg, Svend Gudiksen og Nis Bøgvad har skrevet folkrock-nummeret ’All Night Long’, som handler om at nyde nuet og huske at fejre livets gode stunder. Som sangskrivningsteam udgør de tre en helt ny konstellation, men hver især har de mange år på bagen i musikkens verden. Nis Bøgvad kender de fleste som den ene halvdel af Back To Back, som han dannede i 1986 sammen med Morten Remar. Bandet hittede blandt andet med numre som ’Jonathan’ , ’En som dig’ og ’Som de andre gør’. I dag lever Nis som sangskriver og producer, og han har arbejdet med kunstnere som Lisa Nilsson, D.A.D., Det Brune Punktum, TV2, Shu-Bi-Dua og mange, mange flere. Svend Gudiksen er også sangskriver og producer og står med sit produktionsselskab GL-Music bag mange af de kendingsmelodier, danskerne kender fra underholdningsprogrammer i tv. Han har blandt andet lavet musik til programmer som ’Hiv stikket ud’, ’2900 Happiness’ og ’Gudskelov du kom’. Jacob Launbjerg optrådte for 10 år siden som skuespiller og sanger ved en lang række musicals. Blandt andre har han medvirket i store opsætninger af Atlantis, Miss Saigon og Jesus Christ Superstar. I dag fungerer han primært som producer og sangskriver, og han har blandt andre arbejdet med navne som Jakob Sveistrup, James Sampson, Anette Heick og Søren Poppe. Jacob er også en gammel kending i Dansk Melodi Grand Prix. Han har i mange år været med som fast korsanger og har sunget kor til blandt andre ’Hallo Hallo’, ’Lige der hvor hjertet slår’ og ’Alt det som ingen ser’ ved det internationale Melodi Grand Prix. Desuden var det Jacob, der skrev ’Jeg tænder på dig’, som Jakob Sveistrup vandt med i 2005. Der er endnu ikke fundet en solist til sangen.


Hooked On You
Solist:
Lasse Lindorff
29-årige Lasse Lindorff har sunget, siden han var syv år. Som helt lille spillede han koncerter i Fælledparken med det legendariske ’Kajs Brilleband’, der var et hit i DRs Børneradio. Siden er stilen blevet mere voksen. For fem år siden udgav han sin første single under eget navn, og siden har han skrevet og produceret et væld af sange – blandt andet sammen med bandet Cue Madison, som han har turneret og udgivet plader med i Canada. Lasse har desuden været med til at udvikle bandet DK Rocks, der fyrede engelske udgaver af danske 80’er hit af i DR1-programmet ’Hiv stikket ud’, og han har været med til at skrive musikken til tv-serien ’2900 Happiness’. Ved sidste års Melodi Grand Prix var Lasse med til at skrive sangen ’On Top Of The World’, men som solist er han debutant.

- ’Hooked On You’ er et rigtig retro soul nummer, som er fedt at synge, og jeg synes, at sangen passer perfekt til Melodi Grand Prix,’ siger Lasse Lindorff.

Komponist og sangskriver:
Lasse Lindorff, Mogens Binderup og Lise Cabble
Lasse Lindorff har skrevet ’Hooked On You’ sammen med Mogens Binderup og Lise Cabble, der begge er gamle kendinge i Grand Prix-sammenhæng. Mogens Binderup er producer og sangskriver og har blandt andet arbejdet med James Sampson, Anette Heick og Danni Elmo. Desuden har han produceret sange til børnenes udgave af Melodi Grand Prix, MGP. De fleste kender Lise Cabble fra 90’er-bandet Miss B. Haven. Til daglig arbejder hun som sangskriver og studiesanger, og det er femte gang, hun skriver til Melodi Grand Prix. Første gang, hun deltog, var det med sangen ’Fra Mols til Skagen’, der vandt i 1995.

- Det er sjovt at være med i Melodi Grand Prix, fordi det er noget, som hele Danmark går op i, og alle kan forholde sig til. Og så er det den eneste konkurrence, der sætter fokus på sangskrivningen,’ siger Lise Cabble.


La´ mig være
Solist:
The Dreams
Det færøske band The Dreams spiller en blanding af pop, punk & rock og er meget populære på Færøerne. Deres seneste album med gamle færøske sange i nye versioner blev sidste år det mest spillede album på Færøerne, og deres sang ’Sa, sa, sa, sa’ blev årets hit. Endvidere blev de nummer tre i MTV’s ’A-Cut’ - en talentkonkurrence med bands fra hele Europa, hvor blandt andre Anastasia var dommer. Bandet har eksisteret i fire år og består af Hans Edward (forsanger og guitarist), Corfitz(guitarist), Eirikur (basist) og Heini (trommer). Bandet mødte produceren Chief 1, da de deltog i musikkonkurrencen ’Global Battle of the bands’ i København. Chefen blev solgt på stedet - ’and the rest is history’. The Dreams er nu flyttet sammen i et hus i Danmark, hvor de øver døgnet rundt. Ved Dansk Melodi Grand Prix synger The Dreams på dansk for første gang.

Komponist og sangskriver:
Chief 1 og Hans Edward
Forsangeren fra The Dreams, Hans Edward, og producer/sangskriver Chief 1 alias Lars Pedersen har sammen komponeret og skrevet nummeret ’La´ mig være’. Chief 1 er først og fremmest kendt fra Danmarks første rapgruppe Rockers by Choice, men som producer og sangskriver har han også arbejdet sammen med navne som Kim Larsen, Michael Learns to Rock, Bryan Rice, Christina Groth, Pernille Vallentin og Drengene fra Angora. Han komponerede desuden sangen til Kølig Kaj, der vandt Dansk Melodi Grand Prix for ti år siden - som den første rapper i Grand Prixet´s historie både i Danmark og internationalt.


Spanish Soul
Solist:
Sandee May
Med sine kun 20 år er Sandee May én af de yngste solister i Melodi Grand Prix 2008, og hun glæder sig meget til at være med sammen med sit slæng af tøser. Sandee Mays musikalske karriere startede i Quang Studios, hvor hun var praktikant, mens hun gik i folkeskolen. Under sin praktik blev hun inspireret til at begynde at synge og skrive tekster, og det har hun nu gjort i 4 år. Hun er lige blevet færdig som student og er nu klar til at lægge verden for sine fødder – i første omgang i Dansk Melodi Grand Prix 2008.

- At deltage i Melodi Grand Prix er en god mulighed for at blive hørt af hele Danmark,’ siger Sandee May.

Komponist og sangskriver:
Sandee May, RnG, Nik Quang og Lars Quang
Lars og Nik Quang er far og søn og driver sammen Quang Studios – et kreativt miljø, hvor sangskrivere, komponister, producere og andre kunstnere mødes og skaber musik til hele verden. 80 % af det musik, de laver, udkommer i Asien, og Lars og Nik Quang har bl.a. skrevet sange til den kinesiske sangerinde Jolin Tsai, som er Kinas svar på Britney Spears. Til popnummeret ’Spanish Soul’ har Lars og Nik allieret sig med producer-teamet RnG, der har arrangeret tracks til nummeret. ’Spanish Soul’ er blevet til i en workshop, hvor Lars, Nik, RnG og solisten Sandee May arbejdede sammen, og sangen handler om at rejse væk og opleve verden.

- Følelsen af at sidde på en café i sydens sol og ønske, at man kunne blive der altid, kender vi alle. Vi har alle en spansk sjæl,’ siger Lars Quang, der tog initiativ til at sende nummeret ind til Dansk Melodi Grand Prix. Ud over ’Spanish Soul’ står Lars, Nik og RnG også bag nummeret ’Tree of Life’.


Until We’re Satisfied
Solist:
Kendra Lou
Kendra Lou er en sangerinde, der bevæger sig inden for mange forskellige genrer. I 2003 deltog hun i DRs ’Stjerne for en aften’, hvor hun sang ’Licence to Kill’.

I bandet The Society synger hun en blanding af jazz og soul. Bandet har blandt andet spillet på Copenhagen Jazz Festival og på jazzfestivalen ’London Jazz Cafe’, og de har udgivet to plader i London. Hun er også med i house-projektet ’Solarsystem’, som har udgivet en vinylplade i Berlin, og så medvirkede hun i DR1’s ’Hit med sangen’ i efteråret. Kendra Lou har boet i New York i to år. Her har hun taget en skuespilleruddannelse på Espers Studio, og den har hun blandt andet gjort brug af, da hun medvirkede i musikteaterforestillingen ’Onkel Danny’. I dag er hun tilbage i København, hvor hun for tiden er i gang med at indspille sin egen plade, der bliver udgivet i det nye år.

Komponist og sangskriver:
Sascha Dupont, Claus Christensen og Jan Winther
Sascha Dupont, Claus Christensen og Jan Winther har skrevet ’Until We’re Satisfied’, der handler om at kæmpe for kærligheden. Jan og Sascha mødtes første gang ved Zig Zags Ungdoms Melodi Grand Prix i 1992, men det er første gang, de alle sammen arbejder sammen. Claus Christensen skrev teksten til sidste års vinder ’Dramaqueen’ og har desuden arbejdet med navne som Blå Øjne og S.O.A.P., mens Jan Winther er kendt for at producere ’Diskofil’ i 90’erne. Han har desuden arbejdet med navne som DJ Aligator, Hush, Me&My og Safri Duo. Sascha Dupont er kendt fra DR1-programmet ’Hit med sangen’, hvor hun har medvirket som pianist og holdkaptajn i 8 år. Hun har desuden udgivet fire plader i eget navn - senest albummet ’Promises’, som hun skal turnere med til foråret. Sascha Dupont har både optrådt som kapelmester og dommer i Dansk Melodi Grand Prix, men hun har ikke bidraget som sangskriver før.

- Jeg vil gerne være med til at sætte mit præg på det danske Melodi Grand Prix og sætte fokus på sangskrivningen,’ siger Sascha Dupont.


Vilde hjerter
Solist:
Gunhild
Gunhild er nordmand, men har boet i Danmark siden 2001. Hun er uddannet sanger fra Musikkonservatoriet i Århus og lever af at undervise i sang, kor og klaver. Desuden synger hun i det århusianske ’Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band’, der laver eksperimenterende big band-musik. Gunhild har altid fulgt med i Melodi Grand Prix - som barn i Norge og senere i Danmark - og hun elsker det store apparat, der går i gang hvert år.

- Jeg synes, at showet er fascinerende, og det bliver en super god udfordring at være med,’ siger Gunhild, som har arbejdet sammen med komponisten Mads Løkkegaard, da de gik på konservatoriet sammen i Århus.

Komponist og sangskriver:
Mads Løkkegaard, Rune Braager og Hans Henrik Koltze
Mads Løkkegaard, Rune Braager og Hans Henrik Koltze har komponeret og skrevet tekst til ’Vilde hjerter’. De fleste danskere vil nikke genkendende til mange af Hans Henrik Koltzes tekster. Han var nemlig manden bag en stor del af 80’er-bandet Sneakers sange, og han har blandt andet skrevet hits som ’Sui sui’ og ’Skt. Peders Engle’. Mads Løkkegaard er guitarist og har blandt andet spillet med Sko/Torp, Peter Belli, Sanne Salomonsen og Juncker. Han medvirkede desuden i sidste års Melodi Grand Prix, hvor han skrev tekst og musik til James Sampsons sang. Rune Braager har også været med i Melodi Grand Prix før. I 2002 var han på scenen som den ene halvdel af duoen U.F.O., og ved sidste års Melodi Grand Prix var han både med til at skrive nummeret ’It Ain’t For The Money’ sunget af Camille og nummeret ’Two Are Stronger Than One’, som blev sunget af Me&My.


Sweet Memories Of You
Solister:
Lars Holmen Tvergaard og Josefine Bisgaard Olesen
Lars Holmen Tvergaard og Josefine Bisgaard Olesen er begge 20 år og blev opdaget af Maria Montell ved tv-konkurrencen ’Sangstjerner’. Her var Maria Montell dommer, og Lars vandt konkurrencen, mens Josefine blev nummer to. Inden Lars kastede sig ud som sangstjerne, var han i lære som tømrer hos sin far. Men nu har han helliget sig musikken - dels som optrædende og dels som komponist. Lars har spillet hovedrollen i to rockmusicals i Viborg og har sit eget studie, hvor han komponerer elektronisk rockmusik. Josefine har beskæftiget sig med musik, siden hun var helt lille. Hun har sunget i klassisk kor i hjembyen Klarup, gået på musikefterskole og sunget i eget band. I dag er hun i gang med et forberedende kursus til Musikkonservatoriet, hvor hun håber at komme ind i 2008.

Komponist og sangskriver:
Maria Montell, Jacob Gurevitsch og Jonas Jeberg
Maria Montell, Jacob Gurevitsch og Jonas Jeberg står bag tekst og melodi til det motown-inspirerede popnummer ’Sweet Memories og You’. Jacob Gurevitsch er guitarist og har blandt andet spillet med Erann DD, Savage Rose og Hanne Boel. Desuden arbejder han som producer og ejer de to pladeselskaber Quiet Please og Superstar Music. Jonas Jeberg har ernæret sig som sangskriver og producer de seneste 10 år. Han har blandt andet været med til at skrive tre sange til Kylies kommende album og har også numre med på den amerikanske R&B-sangerinde MYAs album. Maria Montell er sangskriver og sangerinde. Hun udgav sin første soloplade i 1994 og hittede stort i Danmark med sangen ’Sådan Går Det Hver Gang’. Hendes andet album, ’Svært At Være Gudinde’, satte hende på verdenskortet - ikke mindst på grund af sangen ’Imens Hun Sang’ (Di Da Di), som blev et kæmpe hit - både i Danmark og resten af verden. Senest er Maria Montell udkommet med albummet ’Bossa For My Baby’.


Kan ikke forstå
Solist:
Julie Rugaard
Julie Rugaard blev introduceret til musikkens verden, da hun som barn blev passet hos sin farmor, der var musiklærer. Da farmoren døde, blev det Julies mission at leve af musikken, og hun begyndte at lave musical. Som teenager blev hun opdaget af Jesper Wennick, og så gik det stærkt. Umiddelbart efter hun var færdig med gymnasiet, fik hun en pladekontrakt, og en måned senere storhittede hun under navnet ’Blå Øjne’ med albummet ’Romeo & Julie’. I 2001 udgav hun albummet ’Tæt på’, som hun turnerede landet tyndt med. De seneste år har Julie holdt sig uden for rampelyset, men nu glæder hun sig til at stikke næsen frem igen ved Dansk Melodi Grand Prix.

Komponist og sangskriver:
Julie Rugaard og Jens Simonsen
Julie Rugaard har skrevet ’Kan ikke forstå’ sammen med vennen og kollegaen Jens Simonsen, der spillede bas i ’Blå Øjne’. I dag spiller Jens blandt andet sammen med den grønlandske rocksanger Angu og har desuden arbejdet som tekniker og producer med Caroline Henderson. Det var Jens, der introducerede Julie for sangskrivningens verden, og de to har en meget inspirerende indflydelse på hinanden. ’Kan ikke forstå’ handler om verdens ondskab, og budskabet er, at vi skal lære at behandle hinanden ordentligt.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002