Kontakt os






 

TV 2 skaffer billeder fra Gaza
Torsdag 8. januar 2009
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I forbindelse med Israels angreb på Gaza, har det israelske militær afvist at lade den udenlandske presse få adgang til krigszonen. Det har medført en strøm af protester; bl.a. siger det internationale journalistforbund IFJ, at Israels forbud mod at udenlandske journalister dækker krigen i Gaza er en farlig krænkelse af pressefriheden. TV 2's Mellemøst-korrespondent Steffen Jensen, er rasende over forbuddet, men lader sig ikke begrænse i dækningen. Og ad omveje er det lykkedes TV 2, at levere billeder fra Gaza hver dag, siden Israel indledte krigen.
Steffen Jensen fortæller til journalisten.dk, at Gaza stort set er tømt for udenlandsk presse, fordi området blev lukket for indrejse, allerede halvanden måned inden Israel begyndte at bombe Gaza.

Da bombningen begyndte, forsøgte Steffen Jensen flere gange at komme ind i Gaza, men er hver gang blevet stoppet ved grænsen af israelske soldater - på linie med alle andre udenlandske journalister.

"Vi har stået på grænsen og ringet til regeringens pressekontor og til alle andre, man kunne råbe af. Men de vil ikke have nogen ind," siger Steffen Jensen.

Israels Højesteret har ellers tidligere besluttet, at journalister har ret til at komme ind i Gaza, men dog kun for otte udenlandske journalister - ud af et internationalt pressekorps på mere end 400 - men den israelske hær har ikke efterkommet denne afgørelse.

Foreign Press Association i Tel Aviv siger at udelukkelsen af journalister er "et alvorligt angreb på pressefriheden og andre fundamentale rettigheder" med tilføjelsen, at det giver "en ubehagelig følelse af, at staten Israel har noget at skjule".

Dansk Journalistforbund kalder det en skandale, at den frie presse ikke har direkte mulighed for at dække de aktuelle begivenheder.

"Medier skal kunne færdes frit, for at være frie og det er ikke tilfældet nu. Jeg vil derfor opfordre de danske politikere til på det kraftigste at slå fast over for den israelske regering, at medierne skal have adgang til Gaza," udtaler Mogens Blicher Bjerregård, formand for Journalistforbundet, og slår fast, at "det er helt afgørende for det internationale samfund, at kunne følge med i, hvad der foregår via medierne."

Men på trods af Israels krænkelse af journalisternes rettigheder, lykkes det TV 2 hver dag at bringe billeder fra Gaza.

Steffen Jensen bruger nemlig en en lokal palæstinensisk reporter, der befinder sig inde i Gaza: "Ham ringer vi til, og så tager han ud og filmer med sit hold. Når han interviewer folk, sætter han sin mobiltelefon på medhør, og så klarer vi den på langdistance. Jeg stiller ham spørgsmålene, og så oversætter han for mig," fortæller Steffen Jensen videre til journalisten.dk.

"Vi har haft tonsvis af billeder af civile ofre. Og jeg er rasende over, at israelerne ikke tillader os at komme ind i Gaza, så det nævner jeg konsekvent i mine indslag. Den israelske ambassade skal vide, at de ikke kan begrænse vores dækning, og at det ikke bliver mellem dem og os. Alle skal vide det, når der er steder, vi ikke må komme ind," siger Steffen Jensen.

Han erkender dog, at Israels udelukkelse af udenlandske journalister i Gaza har rykket dækningen i Israels favør, da de israelske ofre i krigen "har fået en smule mere dækning."

Journalisten.dk nævner også, at P1-programmet 'Mennesker og Medier' i morgen fredag kl. 13-14 sætter fokus på Gaza og hvordan den frie presse bliver krænket.


Arkivfoto (TV 2): Steffen Jensen


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002