Kontakt os






 

'X Factor' finalen indtager Parken
Mandag 15. februar 2010
Af Karsten Jensen
 
Studie 5 i DR Byen kommer til at ligge øde hen, når 'X Factor' finalen afholdes. Tv-seerne samt 'X Factor' dommerener, Pernille Rosendahl, Remee og Soulshock, skal samtidig indstille sig på at vente én ekstra dag før det bliver afgjort, hvem af deres deltagere der indtager sejrsskamlen ved finalen lørdag den 27. marts.
Ved at flytte finalen til Parken giver DR cirka 40.000 danske 'X Factor' fans mulighed for at opleve et brag af en aften helt tæt på. De tre finalister, 'X Factor'-bandet, de engagerede dommere samt værtinden Signe Muusmann lover det store publikum en uforglemmelig oplevelse.

DR1's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, er meget tilfreds med aftalen mellem DR og Parken:

"Jeg er så glad for, at det er lykkedes at flytte X Factor finalen til Parken. Endelig har vi mulighed for at invitere hele Danmark til et brag af en folkefest. I år var det ikke muligt at afholde 'X Factor' koncert på Rådhuspladsen, så det er intet mindre end fantastisk, at vi kan sætte det perfekte punktum for denne omgang 'X Factor' i de bedste rammer, vi kunne ønske os."

DR1 lover både publikummer og seere en helt særlig aften:

"Blækket på aftalen med Parken er stort set ikke tør endnu, så jeg kan ikke løfte sløret for, hvad finaleaftenen præcis kommer til at rumme af indhold. Men jeg kan med ro i sindet love alle, at 'X Factor' finalen i den grad bliver en folkefest af de helt store. Ikke siden det Europæiske Grand prix er der blevet afholdt så gigantisk et tv-show i Danmark, så hele landet har noget at glæde sig til," fortæller Jan Lagermand Lundme.

De sidste to sæsoner har DR i samarbejde med 'Aftenshowet' afholdt store 'X Factor' koncerter på Rådhuspladsen i København. I år har udvidelsen af Københavns Metro lagt beslag på den folkekære plads, og af den grund har en koncert ikke kunnet lade sig realisere.

Billetsalget til 'X Factors' finale starter hos billetlugen.dk, lørdag den 13. februar
kl. 10. Billetpriserne ligger fra 125 kr. til 375 kr. Der vil dels være ståpladser på plænen, dels siddepladser på de nedre tribuner.

'X Factor' finalen sendes på DR1 lørdag den 27. marts, kl. 20.


Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002