Kontakt os






 

DR vandt valgaftenen foran TV 2
Fredag 16. september 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
For første gang i mere end 15 år var der flere danskere, der valgte at se dækningen af Folketingsvalget på DR end på TV 2. Men 'sejren' til DR var endnu mere kneben end rød bloks sejr over blå blok ved valget. DR vandt med 36.6 pct. mod 36.4 pct. til TV 2. Tælles DR 2 med, er DRs føring dog mere klar.

Der var rigtigt mange, der så valg-tv torsdag aften. Over 3,7 millioner danskere fulgte valget på tv i løbet af valgdagen og valgaftenen, og dermed blev valget også det mest sete folketingsvalg, siden Gallup startede sine seertalsmålinger for næsten 20 år siden. Det viser en beregning, som DR Medieforskning har lavet.

Seertallene viser, at danskerne fordelte sig næsten ligeligt mellem DRs og TV 2’s nyhedskanaler - men efter at Gallup har gjort tallene op for hele valgaftenen er konklusionen, at flest fulgte valget på DR.

I alt 36.6 pct. så Ask Rostrup, Kim Bildsøe Lassen og co. på DR1 og DR Update, mens 36.4 pct. havde fjernsynet indstillet på TV 2 og TV 2 News mellem klokken 17.00 og 01.35, hvor partilederne var ved at sige de sidste ord i partilederrunden. Altså i praksis statistisk dødt løb i den mellemregning.

Men når beregningen omfatter hele DRs tilbud på valgaftenen, det vil også sige Anders Lund Madsens alternative udlægning af begivenhedernes gang på DR2, er der ingen tvivl om udfaldet af tv-dysten. 41 procent af seningen foregik på DRs kanaler og 37 procent på TV 2’s kanaler i det tidsrum, hvor der blev sendt valg på alle kanalerne.


Fangede nye seere

”I 2007 blev resultatet også noget nær uafgjort, men dengang var det med et marginalt forspring til TV 2. Så for første gang, siden seertalsmålingen startede i 1992, blev DRs valgdækning den mest sete, både på grund af stor seermedvind for DRs primære valgtilbud og god tilslutning til DR2’s udgave blandt især yngre seere,” forklarer medieforsker Niels Marslev fra DR Medieforskning.

DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup glæder sig over tallene:

”Undervejs i valgkampen er det lykkedes for DR at have et stærkt og vedholdende fokus på de substantielle og svære spørgsmål. Samtidig har vi haft seerne med hele vejen – for eksempel på valgaftenen, i vores faste valgmagasiner og ved partilederrunden i Koncerthuset, som blev valgkampens mest sete program.”


Det er en tv-dag

DR sendte også både valgaften på P1, P3 og P4, men her er det tydeligt, at valg er en stor tv-begivenhed. På hele døgnet i går hørte gennemsnitsdanskeren 125 minutters radio mod 132 minutter sidste år på samme tid.


Vandt i prognose

En opgørelse, som professor i statskundskab, Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har lavet, viser i øvrigt, at DR kom tættest på det endelige resultat i aftes.

”DR vandt i valgaftensprognose”, konkluderer han i en beregning, han har lavet fredag, hvor han også noterer, at DRs prognose ramte plet allerede fra klokken 22.55 torsdag aften. Det endelige resultat forelå klokken 00.38.


Foto: Ask Rostrup og Kim Bildsøe Lassen sendte fra deres studie foran Christiansborg. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002