Kontakt os






 

DR fejrer egen 90 års fødselsdag
Tirsdag 17. marts 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Den 1. april er det 90 år siden, at DR - dengang under navnet Statsradiofonien - for første gang gik i luften. Fra den 28. marts og 10 dage frem markerer DR 90-året bl.a. ved at sætte sig selv til debat og ved at sætte fokus på befolkningens liv de sidste 90 år.


"Vi glæder os til at fejre 90-året sammen med hele Danmark og minde hinanden om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad vi står på. DR er befolkningens, og vi blev sat i verden for at være noget for både fællesskabet og for den enkelte. Her 90 år senere er opgaven stadig den samme - selv om vi i dag løser den på en helt anden måde", siger mediedirektør Gitte Rabøl i en pressemeddelelse fra DR. Hun fortsætter:

"Vi har lagt os i selen for at skabe en fødselsdag for alle, som på den ene eller anden måde har et DR-minde fra de sidste 90 år. Hvad enten det er fra radioen, tv'et, mobilen eller det direkte møde."


DR sætter sig selv til debat

Dækningen af 90 års-dagen går på tværs af alle DRs kanaler. Både i radioen - der som det eneste medie har været med hele vejen - på tv og på digitale medier.

I dagene op til den 1. april sætter DR sig selv og public service til debat i Detektor & Debatten: '90 år med licens - er det pengene værd?' Thomas Buch-Andersen og Clement Kjærsgaard kaster et kritisk blik på public service, og sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af DR som kultur- og medieinstitution i en virkelighed, hvor medieforbruget er broget; hvorfor har vi public service, og er DR vigtig for samfundet og for den enkelte?


Over 100.000 stemmer om favoritklip

Mange husker aftener, hvor de sad alene og lyttede til 'P4 på P1' eller sad sammen med familien foran skærmen i et skelsættende øjeblik. Derfor har DR i forbindelse med fødselsdagen spurgt seere og lyttere, hvad de synes har været de største oplevelser, de har delt med DR. Over 100.000 stemmer er afgivet i afstemningen på dr.dk, og det indgår i DR1-programmet 'De 90 bedste med Sofie og Bedste'. Sofie Linde tager sammen med den 90-årige gymnastiklærerinde Kit Kruse ud for at finde de bedste programmer, DR har lavet. Kan to generationer blive enige om, hvad der er godt tv og radio? Og er de enige med seere og lyttere?


Både noget for børn og voksne

Tine Gøtzsche og Kim Bildsøe Lassen ser på de største nyhedsøjeblikke fra de seneste 90 år i '90 år der gik". Der bliver gensyn med bl.a. Berlinmurens fald, EM i 1992, terrorangrebet på World Trade Center og kronprinsparrets bryllup. Og seerne vil kunne møde nogle af dem, der har skabt nyhederne og nogle af dem, der har bragt dem gennem årene.

dr.dk får brugerne adgang til dele af DRs arkiver og kan klippe og redigere løs på egen hånd og 'lege' med et udsnit af DRs udsendelser. På DR1 vil Jan Gintberg være 'På kanten af DR' og stikke næsen ned i statsradiofonien for at finde ud af, om de licensbetalte ansatte overhovedet ejer selvironi.

P1 vil i dagene op til den 1. april sende en ny programserie om radio og lytning i fortid, nutid og fremtid, der handler om radio gennem 90 år, og på DR Ultra skal børnene gætte det rigtige årstal fra de sidste 90 år i Nikolaj Stokholms store 90-års fødselsdags-arkiv-banko med præmier.


Show med danske entertainere og DR-koryfærer

Den 1. april bliver der fejring med guld og glimmer. Louise Wolff og Jacob Riising er værter ved et nostalgisk og festligt 'DRs 90-års show' i DR Koncertsalen. Salen bliver fyldt med seere og lyttere fra hele Danmark, som bliver kørt til København fra DRs distrikter i hele landet. I showet rejser man tilbage i arkiverne og deler skattede gensyn med øjeblikke, hvor seerne - eller i hvert fald nogle seere - blev ramt i hjertet, grinede og måske endda fældede en tåre. Det spænder fra DRs koryfæer gennem alle tider samlet til fødselsdagsfest - over et udvalg af danske entertainere, der tager DR under kærlig behandling.


En tur ned ad 'memory lane'

I dagene efter den 1. april går store dele af befolkningen på påskeferie, og DR sender et tilbageblik med gamle tv-kendinge og sjove DR-programmer vil blive genudsendt. F.eks. børneprogrammer som 'Fjernsyn fra da far var dreng'.

Den 12. april, når festen egentlig er slut, inviterer DR hele Danmarks befolkning til at løbe med gennem 90 års DR-historie. Løbet foregår i og omkring DR-huset i Aarhus Nord. Der startes i 1925 - og gennem de 4,5 km, som ruten bliver på, løber man gennem oplevelser med DR i 90 år. Målstregen er 2015.



Foto: Hvad er de 90 bedste programmer DR nogensinde har lavet? Det tager Sofie Linde ud for at finde ud af sammen med den 90-årige gymnastiklærerinde Kit Kruse. (Fotograf: Christian Ravn)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002