Kontakt os






 

Når TV 2 sender 'Voice' - så genudsender DR 'Matador' ... for 7. gang
Tirsdag 14. august 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
'Matador' blev sendt første gang i 1978-1981, og genudsendt i 1984, 1989, 1997, 1998 og 2006. Nu får den en omgang mere. Mens TV 2 lancerer en ny omgang 'Voice - Danmarks Største Stemme' fra den 15. september - så genudsender DR1 'Matador' fra og med den 8. september.


Lige præcis en uge før TV 2 lancerer anden sæson af 'Voice - Danmarks Største Stemme' - i et forsøg på igen at sætte sig på lørdagsunderholdningen - så begynder DR1 den 7. genudsendelse af Lise Nørgaards populære serie 'Matador' serie - i 24 afsnit.

”’Matador’ er kronjuvelen inden for danske tv-serier, og vi ser frem til at samle familien Danmark om den igen,” siger DR1’s kanalchef, Lotte Lindegaard, der kalder det imponerende, hvordan serien og seriens mange figurer og herlige talemåder bliver ved med at leve videre.

”Vi får konstant henvendelser fra seere, der gerne vil have et kært gensyn, men der kommer også hele tiden nye og yngre seere til, som ikke har set ’Matador’ før, eller som nu ser serien med andre øjne, fordi de er blevet ældre,” siger kanalchefen for DR1, Lotte Lindegaard.


112 uger på liste

At ’Matador’ stadig er populær, kunne DR se for seks år siden, hvor der i gennemsnit var lige knap 1,5 millioner seere til hvert afsnit. Det svarer til, at 73 procent af alle med fjernsynet tændt, når ’Matador’ blev sendt, havde stillet ind på familierne Varnæs og Skjern.

I foråret i år var der solgt over 3,6 millioner dvd’er med serien herhjemme, og dét bokssæt med hele ’Matador’-serien på, som DR Multimedie udgav i 2009, har nu ligget uafbrudt på top 20 over de mest solgte tv-serie-dvd’er herhjemme i 112 uger. I sidste uge var ’Matador’ at finde på fjerdepladsen, og ’Matador’ kaldes også det mest sete tv-program i historien, da uofficielle målinger fra den 26. maj 1985 viser, at 3.641.000 kiggede med på 24. afsnit af serien dengang i monopoldagene.

Det er Erik Balling, der har instrueret serien, som nu 95-årige Lise Nørgaard er hovedforfatter på. Også Jens Louis Petersen, Karen Smith og Paul Hammerich var med til at skrive den succesrige serie, som Bent Fabricius-Bjerre skrev musikken til.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002