TV 2 Sport kom flot ud af sit allerførste år i 2015, og 2016 blev endnu bedre. Og når 2017 slutter, har TV 2's sportskanal på ny sat rekord og er igen – og meget klart – danskernes foretrukne sportskanal.
Med en seerandel på 2,2 procent i 2017 – en fremgang på cirka 30 procent – er TV 2 Sport større end alle de øvrige dedikerede sportskanaler tilsammen, nemlig TV3 Sport og de tre Eurosport-kanaler, hvis seerandel er uændret i forhold til 2016.
Seerandelen på 2,2 procent er den højeste andel, en sportskanal nogensinde har haft på dansk tv, oplyser TV 2 i dag.
"2017 bliver et strålende år og endnu bedre end sidste år, hvor vi endda havde OL-rettigheder og eksklusive håndbold-slutrunder sammen med TV 2's hovedkanal. Det er fantastisk at se TV 2 Sport fortsætte sin opadgående kurve, som viser, at seere og brugere virkelig har taget kanalen til sig", siger TV 2's sportschef, Frederik Lauesen.
Fokus på dansk sport og danske topidrætsfolk
TV 2 Sport har fra starten haft særligt fokus på dansk sport: Danske ligaer og idrætsgrene, hvor danskerne klarer sig godt, f.eks. badminton. Kernerettighederne er håndbold, cykling, WTA-tennis og netop badminton, og derudover har TV 2 Sport erhvervet en bred vifte af rettigheder og events.
"Vi vil præsentere seere og brugere for stævner og sportsgrene, hvor de bedste danske sportsfolk deltager og ofte klarer sig godt. Tallene viser, at strategien for TV 2 Sport virker, og resultaterne forbedres yderligere af, at vi har udviklet vores sportsdækning med stærke værter og eksperter, som seerne gerne vil være i selskab med," siger Frederik Lauesen.
Sportschefen er klar over, at man i sport både skal være heldig og dygtig. Det var også tilfældet for TV 2 Sport, da man ved årets begyndelse erhvervede rettighederne til WTA-tennis på et tidspunkt, hvor Caroline Wozniacki var i fremgang og hen over 2017 spillede sig i en række WTA-finaler.
|