Kontakt os






 

Lotte Lindegaard ny kanalchef på DR1
Mandag 24. januar 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Det bliver en kvinde med næsten 14 års erfaring i DR, som nu vender tilbage og sætter sig i stolen som kanalchef på DR1. Den 47-årige Lotte Lindegaard overtager posten efter Ulla Pors Nielsen, der blev udviklings- og eventchef på TV 2 fra årsskiftet.

Siden 2007 har Lotte Lindegaard været producent og en del af ledelsen på STV Production, der også producerer en stribe tv-programmer for DR som for eksempel ’Danmarks Indsamling’, ’Sporløs’ og ’Stemmer fra Vollsmose’.

”Lotte Lindegaard er som skabt til jobbet. Hun har et meget skarpt blik for kanalens styrker og udviklingsmuligheder, og hendes faglige baggrund er respektindgydende. Hun er hurtig i hovedet, og hun har en smittende energi. Og så kender hun oven i købet DR-systemet rigtig godt. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er den rigtige,” siger DRs mediedirektør Mikael Kamber.

DR1s kommende kanalchef er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet i 1988, og hun har en bachelor i tv-produktion fra Washington State University i USA. Lotte Lindegaard arbejdede i DR fra 1990-2004, hvor hun op gennem 1990’erne var udviklingskonsulent i DR Udvikling og kvalitativ medieforsker og projektleder for DR TV’s chefredaktion. Fra 2000-2004 var Lotte Lindegaard børne- og ungdomsredaktør på DR TV, inden hun drog til TV 2, hvor hun havde den samme titel fra 2004-2007.

Selv siger Lotte Lindegaard, at hun glæder sig meget til at blive en del af DR1-holdet igen.

”Jeg synes, det er et privilegium at få lov til at arbejde med en kanal, der har som formål at gøre en forskel for den enkelte seer. Det er der rigtigt mange programmer, der allerede gør på DR1 – kanalen har markedets bedste drama og underholdning, stærke bud på moderne livsstilsprogrammer og flot dækning af aktuelle begivenheder og meget mere,” siger den kommende DR1-chef, og tilføjer:

”Udfordringen de kommende år bliver at gøre DR1 lige så attraktiv for de yngre seere, som den lige nu er for de lidt ældre. Og gøre det med respekt for de fine værdier, kanalen bygger på.”

Som DR1-chef bliver Lotte Lindegaard en del af DR Mediers nye tv-ledelse, der har kanalcheferne Birgitte Fredsby og Arne Notkin som de to øvrige medlemmer.

Lotte Lindegaard starter i DR hurtigst muligt.



Foto: Ny kanalchef for DR1 Lotte Lindegaard. (Fotograf: Linda Suhr)




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002