Kontakt os






 

Gensyn i påsken med 'Krøniken', 'Forbrydelsen' og 'Matador'
Fredag 27. marts 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I forbindelse med DRs 90 års fødselsdag har DRs on demand-tjeneste repremiere på alle afsnit af 'Krøniken', første sæson af 'Forbrydelsen' og hele 'Matador' - samt en stribe andre gamle DR-udsendelser fra arkiverne. Det hele kan ses fra og med i dag på dr.dk.


DRs on demand-tjeneste DR TV vil fremover give brugerne mulighed for gensyn med nogle af DRs dramaserier, så brugerne har mulighed for at se alle afsnit, når de vil. DR vil løbende skifte serierne ud med andre dramaproduktioner fra arkivet, så der altid er noget af det bedste DR Drama tilgængeligt på DR TV.


Nostalgiske gensyn med perspektiv

Påsken kan bl.a. bruges til et genbesøg hos fjernsynsfabrikken 'Bella' i dramaserien 'Krøniken', som blev sendt på DR1 i perioden 2004-2007. Den populære dramaserie tager seerne med på en fiktiv rejse i Danmark gennem 1949-1973.

DR TV vil også byde på et gensyn med Sofie Gråbøls komplekse karakter Sarah Lund i 'Forbrydelsen', som blev vist på DR1 i 2007. Endelig byder påsken på et nostalgisk gensyn med 'Matador', som netop har vundet afstemningen på dr.dk om DRs bedste program nogensinde.

Udover drama har brugerne af DR TV også mulighed for at gå på genopdagelse i dele af DRs store programarkiv. I påsken præsenterer DR TV bl.a. hele første sæson af 'Gintberg på Kanten', ligesom vært på 'Troldspejlet', Jakob Stegelmann, har udvalgt de ti bedste afsnit af 'Troldspejlet' siden programmet startede i 1989.

Fik man ikke set Anders Aggers program 'Sømanden og juristen – historier fra et hospice' vil muligheden også være der på hjemmesiden, ligesom det bliver muligt at få et gensyn med en række børneprogrammer i påsken og fremover. Børnefamilierne kan eksempelvis glæde sig til kunne gense 'Pendlerkids' og 'Mille', ligesom man kan vælge at komme i julehumør i påsken med de populære julekalendere 'Pagten' og 'Absalons Hemmelighed'.


Mere kulturarv lettere tilgængeligt

Chef for dr.dk Michael Arreboe glæder sig over, at "DR TV" - som dr.dk's on demand tjeneste nu kaldes - fremover vil kunne præsentere brugerne for gensyn med det bedste fra DRs arkiver.

”DR producerer drama i særklasse. Derfor er vi glade for, at vi fremover kan præsentere brugerne for gensyn med de store og populære DR dramaserier, som de kan se på den måde, det passer dem på DR TV,” siger Michael Arreboe, der tilføjer:

”Ud over DRs dramaserier vil vi løbende udvælge indhold fra vores store programarkiv, eksempelvis kulturprogrammer og dokumentarer og præsentere det på DR TV, så de ikke ligger og samler støv i arkivet,” siger han.

Alt sammen kan ses fra og med i dag fredag den 27. marts på DR TV, der findes på dr.dk/tv, som app til mobil og tablet samt som Hbb-tv på smart-tv.



Foto: Fra og med i dag fredag kan man atter komme hjem hos Palle (Anders W. Berthelsen) og Søs (Maibritt Saerens) i 'Krøniken', der nu er lagt ud på dr.dk/tv. (Fotograf: Mike Kollöffel, DR)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002