Kontakt os






 

DR2 jagter løsning på skolekonflikt
Fredag 5. april 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR2 kaster sig nu ind i kampen for at finde en løsning på den igangværende skolekonflikt, hvor KL har lockoutet titusinder af lærere. Hver dag skal et nyt hold af eksperter forsøge at komme løsningen nærmere
Fra mandag til torsdag i næste uge vil studievært Jakob Illeborg hver dag samle et hold af eksperter og interessenter til at komme med hver deres bud på en løsning. Det sker, når klokken ringer ind klokken 8 på Amager Fælled Skole. Holdet har først fri igen klokken 15.30, når klokken ringer ud, og man forhåbentlig er kommet nærmere en løsning på konflikten.

"Vi har bragt mange interessante og kritiske historier om konflikten indtil nu, men nu vover vi os ud på det dybe vand, og i næste uge vil vi bruge en del af vores kræfter på at hjælpe Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening med forhåbentlig at komme nærmere en løsning," siger Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør i DR.

"Mange danskere forstår ikke, hvorfor der ikke kan findes et kompromis eller en løsning her. De to parter har placeret sig i hvert sit ringhjørne, mens beskyldninger om aftalt spil fyger mod regeringen. Alt sammen uden at vi tilsyneladende kommer nærmere en løsning," mener Jakob Illeborg, der er vært på DR2 Dagen.


Hver dag et nyt hold

DR2 har samlet et en lang række personer med viden, erfaring og ekspertise til forhåbentlig at frembringe konkrete løsningsforslag. Holdene som bl.a. kan bestå af arbejdsmarkedsforskere, skoleeksperter, elever, lærere, skoleledere, forældre og borgmestre, vil blive hjulpet godt på vej af en professionel mediator.

Lærere, forældre, elever og andre borgere med gode forslag kan hele tiden give deres besyv med på Facebook, via email og på dr.dk.

Aftenens 'Deadline' på DR2 kl. 22.30 vil hver dag sætte dagens løsningsforslag i perspektiv, og torsdag aften kl. 20 i 'Debatten' på DR2 vil Clement Kjersgaard stille alle forslagene op overfor hinanden og præsentere dem for konfliktens hovedpersoner.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002