Kontakt os






 

R: Byråd bør forhindre DR-udflytning
Torsdag 20. maj 2004
Af Thomas Nielsen
 
De radikale i Århus ønsker, at byrådet aktivt forsøger at forhindre en fortsat udflytning af aktiviteter fra DRs provinsafdeling, skriver JP Århus. Kulturrådmand afviser. Det er for sent at stoppe centraliseringen af DR, mener han.
Det er en prestigesag for Århus, at byen har en national tv-station som DR placeret i byen, og byen risikerer at miste status, hvis DR trapper afdelingen ned til et minimum eller helt sælger provinsafdelingen fra.

Det mener de radikales kulturordfører i Århus Byråd, Uffe Elbæk, der derfor undrer sig over, at hverken borgmester Louise Gade (V) eller kulturrådmand Torben Brandi Nielsen (S) har blandet sig i DRs nedtrapning af aktiviteter på Olof Palmes Allé de seneste år. Seneste har man besluttet at flytte nyhedsmagasinet '19direkte' til København.

Uffe Elbæk havde gerne set, at der var taget kontakt til de lokalvalgte folketingspolitikere på Christiansborg for derigennem fastholde, at DR opretholder en stor del af radio- og tv-stationens aktiviteter i Århus.

- Borgmesteren og kulturrådmanden bør tage initiativ til at fastholde DR i Århus. Det er ikke bare en vigtigt arbejdsplads, men også en stolthed for byen, at vi har en national kanal her. Det er samtidig med til at fastholde, at Århus - som Danmarks næststørste by - er en vigtig by, siger Uffe Elbæk til JP Århus.

Rådmand Torben Brandi Nielsen afviser imidlertid at gå ind i sagen. Han tror ikke, at politikerne i Århus og Østjylland kan stoppe DRs centralisering af aktiviteter i Ørestaden, men han kan sagtens forstå DR-medarbejdernes frustrationer over udviklingen i Århus:

- Udflytningen af aktiviteter i DR-regi fra provinsafdelingen og Århus har været i gang i mange år. Desværre har DR-ledelsen besluttet, at så mange aktiviteter som muligt skal centraliseres i det nye mediehus på Amager, og det er en svær modstander at være oppe imod. Samtidig er det også et klart udtryk for, at DR-ledelsen er i færd med at fjerne sig fra lokaldækning, og dermed ikke længere vil være hele Danmarks radio- og tv-station. Det er trist, siger Torben Brandi Nielsen.

DR har dog ingen planer om at flytte helt ud af Århus, understreger tillidsmand for journalisterne ved DR Fakta Århus og DR Livsstil Århus, Vagn Olsen, der således understreger, at medarbejderne forventer at arbejdspladserne i Århus bevares. Derfor er han utilfreds med, at JP Århus i går i en overskrift har tilkendegivet, at DR-ansatte frygter lukning:

- Vi frygter ikke en egentlig lukning af afdelingerne i Århus og dermed afskedigelser blandt de ansatte. Derimod er vi bekymrede over udsigten til, at DR-ledelsen måske vil frasælge eller udleje store dele af faciliteterne ved tv-produktionen i Olof Palmes Alle. Og vi er bekymrede over, at produktionen i tv-studierne ser ud til at stoppe, når nyhedsmagasinet '19direkte' indstilles om kort tid, tilføjer tilføjer Vagn Olsen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002