Kontakt os






 

'X Factor' slår den ene DR-rekord efter den anden
Onsdag 26. marts 2008
Af Karsten Jensen
 
Danskernes lyst til at følge ’X Factor’ og de to finalister - Martin og Laura - er stor. Ikke nok med at henved 60.000 danskere tirsdag aften troppede op i den råkolde aften på Rådhuspladsen i København, men også ude ved tv-skærmene, højttalerne og computerskærmene fulgte danskerne de to sangtalenter.
Ganske usædvanligt havde ’Aftenshowet’ over en million seere på DR1 tirsdag aften mellem klokken 19 og 19.30, og det er ny seerrekord for programmet, der har eksisteret siden 1. januar 2007, hvor den hidtidige rekord også stammede fra.

Helt præcist kiggede 1.067.000 seere med tirsdag aften, og det svarer til 56 procent af alle med fjernsynet tændt. ’X Factor’-feberen har øjensynligt især ramt de unge og blandt de 21-40 årige var det hele 64 procent af alle med tv’et tændt i det tidsrum, der fulgte ’Aftenshowet’s koncertsending.

På radioens P4 kunne det også mærkes, at koncerten trak lyttere. Ifølge TNS Gallup Radio-Meters tal var der 468.000 lyttere til selve X Factor-koncerten fra klokken 19. Det er mere end en fordobling af P4’s "normale" lyttertal på det tidspunkt, og mere end hver anden radioapparat, der var tændt over hele landet, var stillet ind på P4. Lytterandelen var 51 procent mod normalt 34.

Også på dr.dk er interessen for X Factor overvældende. Tirsdag satte netstedet dr.dk/xfactor en ny rekord, da der var 75.000 besøg på en enkelt dag, og der har nu været over 1.850.000 besøg på netstedet, siden DR gik i gang med talentshowet i starten af januar.

dr.dk/xfactor er der hver uge været mulighed for at vinde 5 x 2 billetter til at overvære ugens direkte tv-program. Her har interessen været så stor, at DR flere uger har modtaget lige knap 8000 quizsvar. Til finalen har DR lavet en ny konkurrence ved at bede danskerne om at sende en historie ind om deres "sjoveste, pinligste eller værste oplevelse nogen sinde foran et publikum." Det har 1864 indtil videre gjort for at få at have chancen for at få adgang til fredagens finale i DR Byen, og de fem sjoveste historier bliver lagt ud på dr.dk/xfactor onsdag.

DR's generaldirektør Kenneth Plummer glæder sig over den helt overvældende succes, som ’X Factor’ har.

"Danskerne har virkelig taget programmet til sig, og ’X Factor’ er et godt eksempel på, at DR både er - og skal være - det brede og det smalle. Vi skal give danskerne det bedste af det hele. Vi skal levere mange forskellige kvalitetsprogrammer for de få. Men det er også en vigtig public service-opgave at samle nationen om de store fælles kvalitetsoplevelser som for eksempel ’X Faktor," siger han.

Generaldirektøren nævner også ’X Factor’ og koncerten tirsdag som et strålende eksempel på, hvordan DRs mange medier bliver bedre og bedre til at arbejde tæt sammen om at give danskerne oplevelser og tilbud.

"Det er vi blandt andet takket være at alle medarbejderne nu sidder samlet i DR Byen, og ved at vi er blevet bedre til at tænke DRs mange platforme sammen," siger han.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002