Kontakt os






 

'Vores virkelig store familie' tilbage på TV 2
Mandag 20. februar 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
De fleste familier består af mor, far og to-tre børn, men for nogle familier er rigtig mange børn lykken. Man kan møde nogle af dem, når 'Vores virkelig store familie' vender tilbage på TV 2 med en ny sæson i morgen tirsdag den 21. februar kl. 20.50.


I anden sæson af 'Vores virkelig store familie' kommer seerne i seks nye afsnit indenfor hos fire familier, som har mere at se til end de fleste. Til sammen har familierne nemlig 31 børn og en hverdag, som er fuld af udfordringer og overraskelser.

De fire familier har fundet glæde i et liv, som er noget anderledes end de flestes, og som kræver en vis portion vilje og tålmodighed. Mængderne af indkøb, vasketøj, problemer, der skal løses, og madpakker, der skal smørres, er enorme – og der skal også være tid og plads til at pleje både parforholdet og karrieren. Det kan somme tider være svært at få det hele til at gå op, men familierne er ikke i tvivl: Livet med mange børn er lykken.


Gamle og nye familier

Anden sæson af 'Vores virkelig store familie' byder på et gensyn med familien Thorup-Nielsen, som består af far Jesper, der er familiens 'transportminister', mor Pia og deres ni børn. Pia, som har gået hjemme i mange år, starter snart arbejde igen, og hele familien skal til at indstille sig på at hjælpe mere til derhjemme.

Fra første sæson kender seerne også familien Langhoff, som siden sidst er blevet et familiemedlem rigere, så Lone og Tommy Langhoff nu har syv børn i alderen 0-15 år at holde styr på.

Charlotte og Jonas Højlund og deres syv børn i alderen 0-18 år er et nyt bekendtskab for seerne. For nogle år siden flyttede familien fra København til Ringsted for at få mere plads og tid til hinanden, men det har vist sig, at der også følger en del udfordringer med livet på landet.

Også familien Balsby er med i 'Vores virkelig store familie' for første gang. Familien består af Lise og Kent og Lises otte børn fra et tidligere ægteskab. Familien bor i Otterup på Fyn, hvor papfar Kent går hjemme med børnene, mens Lise arbejder på en højskole. Lise har altid vidst, at hun ville have mange børn, men at Kent skulle blive papfar til otte, havde han aldrig drømt om.


Storfamilier på tur

I det første program af 'Vores virkelig store familie' i morgen tirsdag kl. 20.50 sætter sommerferien ind, og det kan let blive kaotisk, når storfamilier skal på tur. Familien Thorup-Nielsen fra Randers forsøger at blive klar til afrejse med ni børn, og det er f.eks. ikke helt uden udfordringer.



Foto: Familien Thorup-Nielsen fra Randers tæller mor Pia, far Jesper og de ni børn Sander, Markus, Astrid, Agnes, Johanne, Josefine, Signe, Gustav og Caroline. (Fotocredit: TV 2)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002