Kontakt os






 

DR tilfreds med ny medieaftale
Onsdag 10. oktober 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Den nye medieaftale betyder bl.a. flere midler til DRs indsats over for børn og unge. DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen og generaldirektør Maria Rørbye Rønne er begge meget tilfredse med den nye medieaftale.
Michael Christiansen udtaler: "Det er meget positivt, at et stort flertal i Folketinget med et bredt forlig viser, at de står bag udviklingen af DR og public service i de kommende år. Det styrker DR som public service-institution, at vi står på det bredest mulige demokratiske fundament, og forliget sikrer, at den store omlægning af DR, der finder sted i disse år, kan fortsættes med henblik på en stadig styrkelse af DRs public-service profil. Det er jeg meget tilfreds med".


Støtte til DRs nye tv-kanaler

I den nye medieaftale tager aftalepartierne DRs ambitiøse plan for udvikling af DRs tv-kanaler til efterretning, og der er afsat ekstra midler til DRs indsats over for børn og unge i de kommende år.

"Vi er i gang med en ambitiøs udvikling af DR, ikke mindst på tv hvor vi er i gang med at udvikle alle vores kanaler med mere markant og modigt public service-indhold. Det arbejde kan vi nu for alvor sætte turbo på, og jeg er især glad for, at vi har fået midler og opbakning til at realisere vores ambitioner over for børn og unge. Vi vil give de ældre børn en helt ny dansk kanal med børnenyheder, og vi arbejder benhårdt på at kunne præsentere et helt nyt DR3 som et attraktivt public service-tilbud med underholdende og innovative programmer til den yngre del af befolkningen", siger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn.


Mindre detailregulering af DR

Medieaftalen udtrykker intentioner om mindre detailregulering af DR. Det skal give DR større fleksibilitet i forhold til, hvordan DR tilrettelægger sin programvirksomhed, og aftalen nævner bl.a.ufleksible timetalskrav og krav til, at bestemte tjenester eller indsatsområder skal ske på bestemte platforme.

Generaldirektør Maria Rørbye Rønn hilser opgøret med detailreguleringen velkommen:

"Danskernes medieforbrug udvikler sig stadig hurtigere, og der er brug for, at DR kan reagere hurtigt og effektivt, så vi løbende kan udvikle vores public service-indhold til den måde, danskerne bruger medierne på. Jeg er glad for, at der er bred enighed om at mindske detailreguleringen, og jeg ser frem til at se det omsat i den nye public service-kontrakt," siger hun.


Udredning af nyhedernes økosystem

Der skal desuden laves en udredning af, hvordan DR og dagbladene anvender hinandens nyheder, og det er et arbejde, DR vil gå konstruktivt ind i.

"Nettet bliver et stadig vigtigere nyhedsmedie for mange danskere, og fra vores side er det vigtigt, at der er et uafhængigt nyhedstilbud på nettet. Det er min oplevelse, at vi har stor gavn af hinanden i det danske økosystem for nyheder, og det er fint, at der nu lægges op til en udredning af den meget omfangsrige udveksling af nyheder, som sker hver dag mellem dagbladene og DR. Vi har en fælles interesse i at værne om, at der også i fremtiden samlet set er et stærk dansk nyhedstilbud til alle danskere," siger Maria Rørbye Rønn.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002