Kontakt os






 

TV Syd favoriserer S og V - politikere fra andre partier overvejer boykot
Onsdag 18. september 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Frem til kommunalvalget vil TV Syd kun lade to borgmesterkandidater fra hver kommune komme i tv-duel på TV Syds hovedprogram på TV 2, mens repræsentanter fra de øvrige opstillede partier til kommunalvalget gemmes væk på TV Syds 24 timers-kanal, der næsten ingen seere har. Det gør nu, at flere politikere overvejer helt at boykotte TV Syd.
Det Radikale Venstres medlem af Vejle Byråd, Torben Elsig-Pedersen, troede i første omgang, det var en fejl fra TV Syds side, når det kun er Socialdemokraterne og Venstre der får sendetid på TV 2-fladen, mens de øvrige partier må nøjes med den regionale 24-timers kanal, skriver Horsens Folkeblad. Han vil nu skrive en klage til TV Syds bestyrelse.

"TV Syd vælger at give Venstres og Socialdemokraternes spidskandidater plads i den gode sendetid på hovedkanalen. Vi andre kan så agere pauseklovne på tv-stationens egen kanal efter klokken 20, når der næsten ingen seere er", siger en anden lokalpolitiker, Hans Kristian Skibby, til avisen.


I Vejle vil TV Syd også kun lade S og V komme i tv-duel

Det konservative medlem af Vejle Byråd, Dan Arnløv Jørgensen, kommer ikke i TV Syds udsendelser 19.30-20.00 på TV 2 i forbindelse med optakten til kommunalvalget den 19. november. Det gør bl.a. SF’s spidskandidat heller ikke. TV Syd har besluttet, at det kun er borgmesterkandidaterne fra Socialdemokraterne og Venstre, der får taletid i, hvad den regionale tv-station dermed forsøger at gøre til et ’præsidentvalg’ mellem to kandidater.

Det har gjort Konservative og SF så vrede, at de opfordrer til en boykot af TV Syds valgudsendelser.

”Det er ikke rimeligt, at det er TV Syd, der skal afgøre, hvem der reelt er borgmester-kandidater i de forskellige kommuner,” siger Dan Arnløv Jørgensen til Horsens Folkeblad.

Lone Myrhøj fra SF kalder TV Syds tilgang til valgdebatter for direkte udemokratisk.

"Det giver S og V en kæmpe fordel. Og for vælgerne kommer det til at fremstå som om det kun er S og V, som stiller med 'rigtige' borgmesterkandidater," siger hun.


Billund-politiker kalder TV Syd for 'TV Snyd'

Gruppeformand og borgmesterkandidat for de konservative i Billund, Kim Gosvig Hansen skriver iflg. JydskeVestkysten på Facebook: "Utroligt at TV Syd underkender de lokale vælgerforeninger og deres arbejde, ved kun at have to borgmesterkandidater med i kampen. Det gælder ikke kun i Billund, men i hele 'TV Snyd's sendeområde.. Censur af værste skuffe!"



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002