Kontakt os






 

Vanvidsbilist kørte til ære for kameraet
Torsdag 29. november 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Politiet sigter TV 2 Østjylland samt en journalist og en kameramand for medvirken til en 21-årigs livsfarlige kørsel. Den 21 årige Ayup Sedigh - af medierne kaldet vanvidsbilisten - siger til Århus Stiftstidende, at han fik en indirekte opfordring fra kameraholdet til den vanvittige kørsel.

Ayub Sedigh holdt på parkeringspladsen foran Bazar Vest, da tv-folkene fra TV 2 Østjylland kom løbende hen til ham. De spurgte ham, om han somme tider kørte råddent.

"De ville også have at vide, hvordan jeg kører, når jeg kører råddent, og det forklarede jeg så. Da interviewet var slut, vidste jeg godt, at de filmede mig. Jeg følte, at de gerne ville have, at jeg viste, hvor vildt jeg kan køre, og det viste jeg dem så," siger Ayub Sedigh.

Han understreger, at han også sagde fornuftige ting i interviewet. "Jeg sagde, at det ikke er godt at køre over for rødt, men det har de klippet væk, så jeg på tv kun siger dårlige ting," fortæller Ayub Sedigh.

Ayub Sedigh skulle i øvrigt bare hen at tage sol, og siger til videre til Århus Stiftstidende, at han er 100 procent sikker på, at han ikke havde kørt på den måde, hvis tv-holdet ikke var der. "Det var der jo ingen grund til. Jeg skulle bare hen at tage sol," siger han og giver samtidigt udtryk for, at han selvfølgelig har fortrudt sin kørsel.

TV 2 Østjyllands indslag om Ayub Sedigh er også nået frem til Ayubs hjemland, Iran, og hans far Muhammed Sedigh er heller ikke begejstret for sønnens tv-optræden.

"Hele familien i Teheran har set det, og nu er vi til grin," siger Muhammed Sedigh og ryster på hovedet. "Men Ayub er en god dreng," forsikrer han.


Screen dump fra TV 2 Østjylland


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002