Kontakt os






 

MTV har godt fat i de unge
Torsdag 8. august 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
De 15-24 årige er en vanskelig og meget eftertragtet målgruppe for tv-stationerne. DR3, TV 2 Zulu, 7'eren og MTV er nogle af de kanaler, der kæmper om de unges gunst. MTV er den danske ungdomskanal, der er bedst til at få fat i målgruppen, og MTV kan melde om en pæn fremgang i forhold til 2012.


MTV er den eneste kanal, som for alvor tiltrækker de unge seere mellem 15-24 år, skriver MTV i en pressemeddelelse, og kalder sig selv "Danmarks førende ungdomskanal."

MTV har i 2. kvartal haft en gennemsnitlig share på 2,9 pct. i kanalens målgruppe de 15-24 årige. Det er en vækst på 16 pct. i forhold til samme periode i 2012, og den højeste share nogensinde for MTV i Danmark.

Den pæne share skyldes især, at seerne bruger længere tid på kanalen. I gennemsnit bruger de dagligt 55 minutter, og det er den højeste seertid nogensinde målt på MTV.


Størst i målgruppen

Samtidig er MTV den danske ungdomskanal, som tiltrækker flest seere i den eftertragtede målgruppe 15-24 år, oplyser MTV videre. Den gennemsnitlige seer er betydeligt ældre hos de andre ungdomskanaler.

Hos MTV er gennemsnitsalderen 26 år, og 48 pct. af seerne er mellem 15-24 år. Kun 10-25 pct. af seerne hos konkurrenterne tilhører den unge målgruppe, og gennemsnitsalderen er her iflg. Gallup mellem 32 og 41 år.

Det er især shows som Awkward, Snooki & Jwoww, Geordie Shore og Ridiculousness, som topper listen over de mest sete programmer på MTV.


Er 100 pct. rettet mod de unge

"MTVs popularitet i Danmark skyldes i høj grad kvaliteten – og relevansen - af vores programmer, der er 100 pct. målrettet det unge publikum. Tallene taler deres tydelige sprog, seerne bruger længere tid på kanalen end nogensinde før," udtaler Kenneth Kristensen, VP Programming Youth & Music, North Europe. Han fortsætter:

"For mig er det essentielt at understrege, at det er de internationale serier, som er ekstremt populære hos de unge danskere. Det beviser, endnu engang, at lokal relevans ikke nødvendigvis er ensbetydende med lokalt indhold. De serier, vi viser i Danmark, er udviklet på baggrund af research indsamlet over hele verden, med det mål at sikre en global relevans. Alle kan producere ungdoms-indhold, men kun MTV kan producere indhold, der sætter nye standarder og flytter grænserne for fremtidens indhold målrettet de 15-24 årige"”.

MTV er en underholdningskanal for unge, som har eksisteret siden 1981. Den danske version af MTV blev lanceret i foråret 2005. Oprindeligt var MTV en musikkanal, men allerede i sidste halvdel af 1990'erne blev musikken gradvist erstattet af serier og underholdningsprogrammer.


Foto: Et af de populæreste underholdningsprogrammer på MTV er 'Awkward', der sendes hver fredag eftermiddag.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002