Kontakt os






 

Hvad blev der af Stein Baggers penge
Torsdag 24. september 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Anders Stegger og et hold erfarne graver-journalister har sat sig for at finde ud af, hvad der skete med de penge der stadig mangler fra en af danmarkshistoriens største svindelsager i IT Factory. Det er blevet til udsendelsesrækken 'Find Stein Baggers penge' på DR3.


"Det startede lidt som en joke, men så blev det alvor". Det er indgangsbønnen til 'Find Stein Baggers penge' - en programrække, hvor Anders Stegger sammen med et hold af erfarne graver-journalister begiver sig ud i verden for at lede efter de mange forsvundne millioner fra Stein Bagger-sagen.

I syv år har Bagmandspolitiet, advokater og journalister ledt efter de mere end 200 millioner kroner, der forsvandt, da Stein Baggers svindel med IT Factory blev opdaget. I serien følger man holdet, fra de får et tilfældigt tip om, at Stein Bagger muligvis har købt en millionvilla i Cape Town i Sydafrika og gennem hele deres både fysiske og journalistiske rejse verden rundt efter at finde noget af sandheden om de mange penge.


Anders Stegger som graver-journalist

Anders Stegger, der primært er kendt fra P3's morgenflade har en humoristisk stil, der sjældent forbindes med undersøgende journalistik og det skinner også igennem i 'Find Stein Baggers penge', at Anders Stegger har en helt anderledes tilgang til denne type journalistik.

Men i takt med, at Anders Stegger og holdet finder flere og flere oplysninger i sagen, bliver det tydeligt for dem alle, at selvom det startede som en joke, så ender det som alvor.

"’Find Stein Baggers penge’ er ikke skruet sammen, som vi er vant til at se almindelige tv-programmer om undersøgende journalistisk. Med Anders Stegger som drivkraft i projektet har vi fået mulighed for både at ramme en tone og stil, som tiltaler DR3's seere. Oven i det forsøger vi, at give seerne et indblik i, noget af den lange proces og de mange skuffelser og omveje, der ligger bag, når man som journalist forsøger at afdække noget, så stort som en svindelsag," siger redaktør på DR3 Mads Kromann Andersen.


Processen er en del af programmet

Netop indsigten i den lange proces adskiller 'Find Stein Baggers penge' fra langt de fleste tv-programmer om undersøgende journalistik. Normalt skærer man alle mellemregningerne, blindgyderne og de falske spor fra og præsenterer udelukkende det endelige resultat.

I 'Find Stein Baggers penge' er seerne med hele vejen, både når holdet jubler over at have fundet et nyt spor i sagen og når de bander over at være endt i en blindgyde.

"Andre journalister jubler også, hvis de lander et fedt interview, men vi ser det aldrig, fordi det meste undersøgende journalistik er skåret efter en klassisk skabelon, hvor man ikke ser særligt meget af processen. I det her program ser man hele processen. Man ser, at vi jubler over at få et interview, som ingen andre har fået før og at vi skændes om, hvordan vi skal håndtere en kilde, og at vi er mega nervøse for at ringe på et sted, fordi vi ikke ved, hvad vi møder på den anden side af døren," siger Anders Stegger om 'Find Stein Baggers penge'.

Første afsnit af 'Find Stein Baggers penge' ruller over skærmen torsdag den 1. oktober kl. 21.30 på DR3.


Foto: I 7 år har advokater, politi og journalister ledt efter de forsvundne millioner efter IT Factorys konkursbo uden held. Penge, både, huse, malerier, diamanter og ure blev beslaglagt, men der mangler stadig 200 mio. kr. (Fotocredit: Monday Productions ApS)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002