Kontakt os






 

DR1 spørger: Hvad er en rigtig dansker
Tirsdag 28. august 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Seks mennesker med forskellige kulturer og religioner flytter ind under samme tag for at dele hverdag og fordomme. De skal sammen finde ud af, hvad det vil sige at være dansk anno 2012. Det er opskriften på en ny DR1-serie med den noget nationalistiske programtitel 'Gør Danmark dansk'.


Mandag den 3. september kl. 20 lancerer DR endnu et reality-program, hvor det nu er integration, der bliver gjort til underholdning. I 'Gør Danmark dansk' skal tre danske muslimer og tre etniske danskere med stærke fordomme om hinanden dele hverdag.

Men kan man bo sammen, når traditioner clasher, spørger DR og hvad sker der når en hverdagshandling for én er en gestus, og for en anden opleves som en krænkelse.

Ud over at købe ind, spise sammen og overnatte i det samme hus, skal de seks danskere med forskellig etnisk, religiøs og kulturel baggrund sammen definere, hvad det vil sige at være dansk anno 2012.

DR1 er dykket ned i skellet mellem ghettoen og parcelhus-kvarteret et sted i Storkøbenhavn for at finde ud af, hvad der vil ske, når mennesker med vidt forskellige baggrunde, bliver tvunget til at leve under samme tag. For hvad er en rigtig dansker? Og hvem har patent på svaret, skriver DR i dag i en pressemeddelelse.

”Med 'Gør Danmark dansk' håber vi at kunne flytte diskussionen om multikulturelle Danmark, så det ikke længere kun er politikerne, men os almindelige danskere, der kommer til at diskutere danskhed. Det er vigtigt for DR at kunne formidle et så vigtigt emne som integration på en underholdende og forhåbentlig involverende måde. At være med til at åbne folks øjne for det samfund, der omgiver os. I 'Gør Danmark dansk' skaber vi et unikt rum ved at lade seks danskere med helt forskellig baggrund leve sammen og definere: Hvad vil det sige at være dansk? Deres mange diskussioner om værdier er jordnære og dagligdags, men ikke desto mindre vedkommende og et godt billede på, hvad der optager danskerne", siger kanalchef for DR1 Lotte Lindgaard.

Program 1. ’Gør Danmark dansk’ sendes den 3. september klokken 20.00
De er alle danskere, eller er de? Én mener at danskhed er hotdog, fadøl og fodbold, en anden undgår folk, der drikker alkohol. I det første program skal de seks deltagere: Tre nydanskere og tre etniske danskere med stærke fordomme og holdninger til hinanden bo under samme tag. De skal lave mad sammen, spise sammen og finde ud af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ dansker. Kan man lade være med at skåle med de andre omkring bordet, hvis det er en dansk tradition? Er man kun dansk, hvis man holder af flæskesteg? Udfordringerne står i kø i huset, hvor det er svært at blive enige.

Program 2. ’Gør Danmark dansk’ sendes den 5. september klokken 20.00
I det andet program af 'Gør Danmark dansk' skal de medvirkende to og to bytte familie og hjem. De er uenige om næsten alt: synet på mad, kvinder og sex. De har forskellige ritualer. De tre muslimske danskere bytter liv og hverdag med tre danskere med stærke holdninger. Bølgerne går højt i andet afsnit af ’Gør Danmark dansk’, når deltagerne skal acceptere hinandens vaner og ritualer. Udfordringen bliver at finde et bud på, hvad det vil sige at være dansk anno 2012.


Foto: Eksperimentet: De er alle danskere, eller er de? En synes at muslimer aldrig bliver danske, og en anden synes at etniske danskere er alkoholikere og ignorerer deres gamle. (Fotocredit: Koncern TV)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002