Kontakt os






 

Programmet 'Viden Om' hædres - vises nu af flere udenlandske tv-stationer
Tirsdag 2. november 2004
Af Karsten Jensen
 
DR programmet 'Viden Om' har modtaget specialprisen 'Prize of Slovenske Elektarne' ved den 16. internationale festival for professionelle film, Ekotopfilm 2004, i Slovakiets hovedstad, Bratislava for et program om fremtidens mega-vindmøller
Programmet, der blev sendt på DR 2 den 28. oktober sidste år, handler om den eksplosion i størrelse, som verdens vindmøller står over for i løbet af de næste 10-15 år. I udsendelsen kan man også få mere at vide om verdens største vindbibliotek, der findes i Danmark, og hvor vindmølleproducenter over hele verden kan finde eksempler på lige netop den vind, som deres mølle kan komme ud for i sin levetid.

Festivalen i Slovakiet screener og bedømmer film fra hele verden, som bidrager med professionel information om videnskabelige resultater og udvikling. Programmerne skal - som det hedder - være informerende og fortælle om ukonventionelle ideer og problemløsninger, og DRs 'Viden Om'-program deltog i kategorien for populærvidenskabelige programmer.

Tilrettelæggeren af programmet var Jes Bo Andersen, og redaktionen bag prisvinder-udsendelsen bestod tillige af Anja Philip og Allan Lardell.

DR 2's 'Viden Om'-programmer er i bogstaveligste forstand også selv ved at blive kendte 'viden om'.

Den islandske tv-station, RUV, har foreløbigt sikret sig 30 af DRs 'Viden Om'-programmer, og for øjeblikket er Anja Philip og kompagni på skærmen hver uge i landet. Også Finland, Norge og Spanien har vist flere af udsendelserne i fuld længde.

"At få en pris er et skulderklap, og det er dejligt at se, at vi internationalt ikke bliver vejet og fundet for lette," siger 'Viden Om's vært og medtilrettelægger, Anja Philip, der både glæder sig og er overrasket over, at flere udenlandske tv-stationer nu også viser DR 2-programmet.
"Vi har altid de danske seere i tankerne, når vi laver udsendelserne. Men når de alligevel kan afsættes til udlandet, tror jeg, det skyldes, at emnerne ofte er universelle, og at 'Viden Om' er en god blanding af fascination og information," siger Anja Philip.

Sidste måned fik DR Aktualitet og Videnskab også en pris overrakt i Eiffeltårnet i Paris, da journalist Gertie Skaarup blev hædret med den såkaldte oplevelses- og opdagelsespris ved den 21. internationale tv-festival for videnskabelige programmer i den franske hovedstad. Prisen fik hun for et program om indlandsisens hemmeligheder i Grønland.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002