Kontakt os






 

Grønland: KNR og Hjemmestyret strides
Fredag 31. august 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I løbet af kun tre år er KNR's mandskab blevet reduceret med en fjerdedel. Senest blev 11 stillinger nedlagt for en uge siden. KNR’s direktør er rasende, men Naalakkersuisut (Hjemmstyret) fastholder at pengekassen er lukket, og det trækker op til total konfrontation mellem KNR og Naalakkersuisut.

KNR’s direktør Ivalo Egede mener, at Naalakkersuisut (det grønlandske hjemmestyre) nu i tre år – konsekvent – har udsultet KNR. ”Jeg er simpelthen så pissesur og frustreret over den situation, vi er havnet i”, siger hun til ugeavisen AG.

Men i Naalakkersuisut er der ingen kære mor.

”Den dårlige økonomi, der har været gennem tiden, skal drøftes og forbedres. Og det, der er helt sikkert, er, at den dårlige økonomi ordner vi ikke ved at give nye penge til KNR,” siger Mimi Karlsen (IA) fra Naalakkersuisut til KNR’s radioavis. Hun vil dog ikke helt afvise, at KNR kan få eftergivet en gæld, der stammer fra indkøb af dyrt teknisk udstyr i 2007.


Medarbejderne er vrede

Mimi Karlsen anklages af de ansatte på KNR, der mener at Naalakkersuisut gør det stik modsatte af, hvad der blev lovet før valget.

”Inden sidste valg var der stort set ingen grænser for, hvor meget man skulle værne om medierne. Store ord og fine floskler som åbenhed og gennemsigtighed i samfundet var at høre på ethvert vælgermøde, men som det ofte ses, når valget er overstået og skåltalerne er glemt, så er der sket det modsatte,” hedder det iflg. Sermitsiaq i et åbent brev fra KNR-medarbejderne, der også skriver, at de møder en total mangel på forståelse for, at det koster penge at lave ordentlig og kritisk journalistik og kulturformidling.

KNR-medarbejdernes brev kan ses her: http://knr.gl/da/nyheder/%C3%A5bent-brev-til-naalakkersuisoq-kultur-mimi-karlsen-fra-medarbejderne-p%C3%A5-knr


IA beskylder KNR for at lyve

Men regeringspartiet IA skyder tilbage: Det er opspind, når KNR påstår, at den seneste fyringsrunde skyldes mindre bevillinger, lyder det iflg. Sermitsiaq fra Aqqaluaq B. Egede, der er politisk ordfører for IA.

”Det passer ingen steder at påstå, at finansieringen har en nedadgående tendens,” siger Aqqaluaq B. Egede med henvisning til, at bevillingen til KNR i 2010 var på knap 60 millioner kroner og næste år vil være på knap 64 millioner kroner.”

Ivalo Egede anerkender, at det i finansloven ser ud som om, KNR har flere og flere penge at gøre godt med. Virkeligheden er bare en helt anden, siger hun:

”Vores vilkår er sådan, at vores økonomi bliver udhulet. Vores udgifter til blandt andet vores bidrag til den centrale pulje til vakantboliger, tilbagebetaling af gæld til digitalt udstyr, der allerede er forældet og så videre betyder, at vi har otte millioner kroner mindre til at lave public service for om året.”

Og dét mener KNR-direktøren betyder en kritisk situationen for demokratiet i Grønland.


Se også: http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=20748


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002