Kontakt os






 

Ny omgang 'Thomas Skovs Sportsprogram'
Onsdag 7. august 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Tirsdag den 20. august kl. 20.45 vender Thomas Skovs Sportsprogram tilbage med en ny sæson på DR3 og sætter fokus på ti af de mest oversete og opmærksomheds- hungrende sportsgrene i Danmark - så som sjipning, ringridning og cheerleading for mænd.


Kan man være heteromand og dyrke cheerleading? Hvor stort er hullet, man skal ramme i ringridning? Hvad er en single rope speed? Må man give sin hund EPO til agility? Og må indvandrere gå til polo?

'Thomas Skovs Sportsprogram' vender tilbage med en ny sæson, hvor han hylder outsidersporten og stiller de spørgsmål, ingen andre tør, skriver DR i dag i en pressemeddelelse. Serien beskrives som et underholdende, satirisk og kærligt indblik i nogle sportsmiljøer, som de færreste kender, men som kræver skills, dedikation og masser af kampgejst.


Lægger hårdt ud med sjipning

Thomas Skov har brugt det meste af sin sommer på at dyste mod gode venner i en lang række sportsgrene, og hver uge tester han en ny sjov sportsdisciplin og møder de dedikerede udøvere bag.

Thomas Skov lægger hårdt ud med at duellere mod stand-up-komikeren Geo i sjipning - også kaldet ’rope skipping’. Thomas og Geo skal til EM i rope skipping i Aalborg, hvor Europas sejeste sjippere er samlet. Her skal de sjippe flest hop på tid, og så skal der freestyle-sjippes, hvilket bedst kan beskrives som breakdance med sjippetov.


Kajakpolo med Fetterlein og ringridning med Lyngvild

I den nye sæson kommer den tidligere tennisstjerne Frederik Fetterlein og Thomas Skov desuden på dybt vand, når de med en kajak om benene og en bold i hænderne udfordrer hinanden i kajakpolo. Nærdødsoplevelserne står i kø, når der bliver skubbet, slået, kastet og lavet grønlændervendinger.

Den nye sæson byder også på en dyst i ringridning med modeeksperten Jim Lyngvild. Thomas og Jim er taget til ringriderfest i Sønderjylland, hvor over 500 ryttere samles for at dyste om titlen som årets ringridderkonge og ringridderdronning.


Cheerleading på højt plan

Der er også dømt glitter og gang i den, når Thomas Skov udfordrer tv-vært Jacob Riising i cheerleading. De fleste forbinder cheerleading med korte skørter, pom-pom'er og heppekor til fodboldkamp, men i Danmark bliver cheerleading dyrket på højt plan som sin egen sport.

Thomas og Jacob Riising er til cheerleadingstævne i Aalborg, hvor Danmarks sejeste cheerleadere konkurrerer. Her stiller de to op med hver deres hold og kampråb. Og så gælder det om at kaste pigerne højt op i luften - og selvfølgelig gribe dem igen.


Kongernes sport - polo

Senere på sæsonen bliver Thomas Skovs Sportsprogram fyldt til randen med champagne, kaviar og dyre biler. Og heste. Thomas Skov skal teste det, der er blevet kaldt kongernes sport: Polo. For selv at tage sig bedst muligt ud til hest, har Thomas valgt at udfordre reality- og feststjernen Walid 'Knaldperlen' Bechara, som dog viser sig at være overraskende træfsikker med sin kølle.

Thomas og 'Knaldperlen' er til Danmarks første polo cup nogensinde. Her får de hver deres hold af internationale, professionelle polospillere, og så handler det om at score til hest foran champagnedrikkende jetsettere.

Ud over de ovennævnte sportsgrene dystes der også i discipliner som linedance, fitness, agility, kørestolsdans og gymnastik. Thomas Skov konkurrerer blandt andre imod Nikolaj Koppel og Emil Thorup.

'Thomas Skovs Sportsprogram' er nomineret til en pris ved årets TV-festival i kategorien ’Årets Sportsprogram’, og Thomas Skov er nomineret som ’Årets Værtstalent’ for samme program.


Foto: I Thomas Skovs sportsprogram testes hver uge en ny sjov sport, og Thomas Skov møder de dedikerede udøvere bag. (Fotograf: Gorm Just)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002