Kontakt os






 

20 nye programserier på TV 2
Torsdag 2. januar 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I de kommende måneder byder TV 2 på hele 20 nye programserier i prime time – især inden for livsstil, fakta, dokumentar og underholdning. De første nye tilbud til seerne er på skærmen straks fra starten af 2014.
Allerede den 30. december var der premiere på TV 2's historiske dramaserie 'Badehotellet' og yderligere fire nye danske programtitler har premiere i de første uger af januar, fx 'Gerningsstedet', hvor TV 2 går tæt på opklaringsarbejdet i fire opsigtsvækkende danske kriminalsager i nyere tid, bl.a. sagen om Amagermanden og sagen om danmarkshistoriens største kup mod Dansk Værdi Håndtering.

Januar byder også på en af årets største danske sportsbegivenheder – nemlig EM i herrehåndbold i Danmark fra den 12. til den 26. januar. Det er TV 2, der har de eksklusive rettigheder til dette mesterskab, og TV 2 producerer i øvrigt til hele Europa herfra.

Blandt de øvrige nye programserier i årets start er reportageserien 'De ustyrlige' om personer med Tourettes syndrom og to nye livsstilsprogrammer 'En kur der dur', der tester fem populære slankekure, og 'Sæt pris på dit hjem' med fokus på de skjulte værdier i vores boliger. Hertil kommer – også i januar – premierer på nye sæsoner af kendte TV 2-programmer som fx 'Årgang 0', 'Station 2', 'Savnet', 'Operation X', 'Fangerne' og 'Natholdet'.

"Vi er kommet rigtig godt i gang med at justere hovedkanalens retning og strategien for, hvad TV 2 skal tilbyde danskerne i fremtiden. TV 2 skal lave endnu flere nære og relevante programmer, der betyder noget for danskerne. Vi skal i endnu højere grad møde danskerne dér, hvor de er, og gøre dem klogere på deres egen hverdag og på det omgivende samfund. Vi skal have fokus på seernes dagsorden og samtidig skærpe den journalistiske dagsorden med fortællinger, vi kan diskutere og debattere ud fra," siger programdirektør Anne Engdal Stig Christensen, der forventer løbende justeringer på hovedkanalen også i efteråret 2014 og i 2015.

De enkelte ugedage mandag-torsdag byder på programmer inden for livsstil, forbrug og sundhed. Der vil være både reportage, dagsordensættende programmer og inspirerende fakta. Weekenden står primært i underholdningens tegn, og så venter der mange store sportsoplevelser på TV 2 i det kommende halve år.


Vil ikke afsløre alle 20 nye programmer

TV 2s programplan for vinteren og foråret 2014 byder som nævnt på 20 nye programserier. Af konkurrencemæssige grunde ønsker TV 2 dog ikke at offentliggøre alle de nye programserier på nuværende tidspunkt, men noget vil man dog godt ud med:.

Nye TV 2-dokumentarer sætter fokus på mobning af børn og på sindslidende, der begår alvorlige forbrydelser, og Lisbeth Zornig Andersen hjælper i programserien 'De brændte børn' personer fra sin støttegruppe til en større afklaring om deres barske barndom.

Det nye program 'Fotofælden' sætter danskernes trafikkultur til debat, og TV 2 har desuden premiere på et nyt rejseprogram, hvor Mikkel Beha Erichsen sammen med sine to sønner sejler til eksotiske steder i verden.

Også et nyt boligprogram med Peter Ingemann som vært, 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed', kan ses på TV 2 i løbet af foråret, hvor interessen for boligkøb og -salg traditionelt er høj.

'Madklubben' vender ligeledes tilbage med kendte kokke, der overrasker hinanden med formidable retter og giver seerne inspiration og tips.


Weekendunderholdning til hele familien

TV 2 fortsætter i foråret med dansk underholdning og film i weekenden. TV 2 producerer bl.a. en ny sangquiz med kendte danskere, mere familieunderholdning lørdag aften, nye afsnit af quizzen 'Pengene på bordet' og en ny sæson af 'Stjernerne på slottet'.

TV 2 vil også lancere en ny sangkonkurrence for hele familien, 'Voice Kids', med unikke sangtalenter blandt børn og unge.


Flere store sportsoplevelser

2014 bliver et meget stort sportsår på TV 2. Efter EM-håndbolden i januar sætter det russiske vinter-OL i februar sit tydelige præg på dagsfladen, og i løbet af foråret og sommeren sendes der både cykelklassikere, håndboldslutspil, landskampe, Giro d’Italia og Le Mans, inden sommerens store VM-fodbold i Brasilien (12. juni -13. juli) og sommerklassikeren Tour de France (5.-27. juli) løber over skærmen.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002