Kontakt os






 

TV 2 ændrer ulovlige talentkontrakter
Tirsdag 5. oktober 2004
Af Thomas Nielsen
 
TV 2 ændrer deltageraftalerne til 'Scenen er din'. Aftalerne er i strid med dansk lovgivning, erkender tv-stationen. Dansk Musiker Forbund fastholder kritikken af programmet.
Deltagerne i 'Scenen er din' på TV 2 har skrevet under på kontrakter, der strider mod dansk lov. Det erkender kanalen i en redegørelse til kulturminister Brian Mikkelsen (K), efter at Dansk Musiker Forbund (DMF) har beskyldt TV 2 for at udnytte unge musikere.

Musikerne har afstået deres såkaldte 'moralske rettigheder'. Det betyder, at TV 2 kan bringe og videresælge optagelser fra tv-showet uden at kreditere den medvirkende - altså uden at nævne navnet. Det strider mod loven om ophavsret, skriver Politiken.

"Vi erkender, at aftalens punkt 14 om overdragelse af 'moralske rettigheder' ikke er i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning", skriver TV 2 og Blu Productions - producenten af 'Scenen er din'.

- Kontrakterne er skrevet ud fra distributørens standard og er godkendt af TV 2. Det er beklageligt, at afsnittet om kreditering ikke blev fjernet, inden deltagerne skrev under. Det laver vi om på nu, siger Malene Lei Raben, administrationschef i Blu Productions. Hun har udformet kontrakterne for TV 2.

Malene Lei Raben understreger, at det er helt almindeligt i tv-produktion, at deltagerne afstår rettighederne til deres medvirken i al fremtid. Samtidig er det standard, at de optrædende ingen betaling får. De er nemlig amatører, siger hun.

Martin Arnoldsen - direktør i DMF - er uenig. Han er stærkt utilfreds med, at TV 2 fastholder det punkt i kontrakten, hvor deltageren afgiver "retten til at benytte samtlige optagelser, der indeholder mit navn, mit billede og mine biografiske data på enhver måde, herunder på internettet, i bogform, og som vhs, dvd og cd-rom".

- TV 2 og Blu kalder kontrakten standard. Men der er ingen overenskomst på området og derfor ingen standard. Vi kunne aldrig acceptere gratis arbejde og en total overdragelse af rettighederne, siger han.

Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler sig ikke, før han også har læst redegørelsen fra DR, der har fået kritik for programmerne 'De Unges Melodi Grand Prix' og 'Stjerne for en aften'.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002