Kontakt os






 

Boxer prøvesender kodet TV 2 allerede nu
Tirsdag 6. december 2011
Af Ulrik Brinck
 
Har man købt et Boxer-abonnement på TV 2, gældende fra når TV 2 bliver betalingskanal, kan man allerede nu teste, at det fungerer.
Fra 11. januar 2012 bliver TV 2 betalingskanal, og vil man modtage kanalen via almindelig antenne, kræver det fra den dato et abonnement hos Boxer.

Man kan allerede nu teste, om ens fjernsyn er klar til at modtage det krypterede TV 2-signal, der udsendes i MPEG4. Boxer har startet en testsending på fjernsynets kanal 36, så man i god tid kan sikre sig, at modtagelsen fungerer, så man ikke risikerer at gå glip af TV 2 fra 11. januar, hvis man har valgt at abonnere på kanalen.

"Alle Boxer-kunder vil kunne se det nye TV 2, blot de har et programkort korrekt placeret i modtagerudstyret. Kortet behøver ikke at være aktiveret endnu, for at man kan se kanalen – selv om den er kodet," siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør hos Boxer. (Når man køber et Boxer TV 2-kort, fremgår det dog af den medfølgende vejledning, at man ikke må sætte kortet i Boxer tv-modulet, før man har aktiveret kortet via Boxers hjemmeside. /red).

Det betyder, at samtlige Boxer-kunder, herunder alle, der har købt Boxer TV 2, hvor abonnementet først starter 11. januar, allerede her i december kan teste, om de har installeret modtageudstyr og programkort korrekt, og at de ingen problemer har med at modtage det nye TV 2.

Har man ikke TV 2 på kanal 36 på fjernsynet eller set top boksen, skal man lave en kanalsøgning.

TV 2 vil frem til 11. januar 2012 således blive sendt både krypteret på kanal 36 og ukrypteret på kanal 2. Efter den 11. januar lukkes TV 2 på kanal 36, mens TV 2 på kanal 2 bliver krypteret. Tiden frem til 11. januar kan bruges til at få indstillet sit udstyr til det krypterede signal, så man er sikker på, at det virker, når det gratis signal bliver slukket.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002