Kontakt os






 

'Frontalt' - ny dokumentarserie på TV3
Fredag 10. april 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV3 lancerer onsdag den 15. april kl. 20 en ny programserie med titlen 'Frontalt' med journalist Christian Gundtoft som vært. Der er tale om en journalistisk dokumentarserie og i første program sættes der fokus på rockeren Brian Sandberg.
TV3 og produktionsselskabet Koncern har i de sidste seks måneder fulgt Brian Sandbergs liv tæt for rullende kameraer. Man er med, når han inddriver penge – penge han selv har lånt ud til diverse personer. Penge, han bl.a. har tjent som livvagt for Stein Bagger. Programmet viser også, da Brian Sandberg stadig deltog i det sociale liv i Bandidos' klubhus i København og når helt almindelige danskere - ikke mindst unge - ønsker at blive fotograferet med ham. Det skriver TV3 i dag i en pressemeddelelse.

Gennem programmet stiller værten Christian Gundtoft spørgsmål til Brian Sandberg. Gundtoft konfronterer bl.a. Brian Sandberg med hans kriminelle fortid, han udspørges om hans skifte fra HA til Bandidos, hans rolle som mentor for de unge rockerlærlinge og hans mildest talt alternative forretninger.

I interviewene får Brian Sandberg lejlighed til at forklare de mange historier om vold, pengeafpresning, rockerliv, narko og om at være i midten af den fascination, den lukkede rockerverden også skaber i manges bevidsthed, lyder det videre fra TV3.

Vært Christian Gundtoft siger om 'Frontalt': "Vi giver i det nye program seerne et unikt indblik i en ellers lukket verden. Vi kaster et kritisk lys over både Brian Sandbergs måder at drive forretning på og sætter spot på det værdisæt og de uskrevne regler, der ligger bag hele rockermiljøets adfærd. Seriens formål er at sætte et kritisk og undersøgende fokus på en verden, der er midt iblandt os, også selvom mange helst nok så, man slet ikke beskæftigede sig med dette emne. Virkeligheden er dog, at mange danskere – og medier – fascineres af rockere og af Brian Sandberg i særdeleshed", mener Christian Gundtoft.

"De mange avisforsider før påske om Brian Sandberg og hans eksklusion vidner om, at rockere er en 'god historie' i mange medier. Og det er netop også derfor, jeg sagde ja, da TV3 og Koncern spurgte mig, om jeg ville være vært for den første udgave af 'Frontalt' om rockere, idet deres ønske netop var at se på den der fascination. Derfor er vi fulgt i hælene på Brian Sandberg de sidste cirka seks måneder. Vi vidste naturligvis ikke, det ville ske, men kort tid efter at optagelserne blev afsluttet, blev Brian Sandberg som bekendt ekskluderet af Bandidos og han er i dag gået under jorden. Og det gør optagelserne gennem de sidste seks måneder og de interviews, vi har lavet med ham, endnu mere interessante”, siger Christian Gundtoft.

'Frontalt' er en fællestitel for både programmerne med Brian Sandberg og kommende journalistiske programmer, hvor TV3 går tæt på miljøer, personer og begivenheder, mange danskere forundres over, fascineres af, skræmmes eller væmmes over.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002