Kontakt os






 

Ny tv-serie om tykke børn
Onsdag 10. oktober 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I dag er hvert femte barn overvægtigt, og fedmekurven er fortsat stigende. Det er et faktum, at fede børn stigmatiseres. De mister færdigheder fysisk og psykisk, de mobbes og på sigt får de dårligere uddannelser og ringere fodfæste på arbejdsmarkedet. 'Generation XL' er en programserie, der handler om disse børn og deres familier. Første afsnit sendes på DR1 torsdag den 18. oktober kl. 21.

Bag statistikkerne om at danske børn bliver tykkere og tykkere gemmer sig familier, der mistrives. Familier, der ikke evner at bryde dårlige vaner og ikke ved, hvad der skal til, for at de kan tabe sig. De er rådvilde og ulykkelige, og de har brug for hjælp, lyder det fra DR.

Den nye tv-serie 'Generation XL' beskrives som en hudløs, ærlig fortælling om de frygtelige konsekvenser overvægt har for et barn. Men det vil også være fortællingen om, hvor megen livsglæde, energi og begejstring den rigtige hjælp medfører.

Programserien tager sit afsæt i børneafdelingen på Holbæk Sygehus i Enheden for overvægtige børn og unge. Her behandler en gruppe læger og sundhedspersonale overvægtige børn og deres familier efter helt særlige principper. I spidsen for projektet står børnelæge, Jens-Christian Holm.

Program 1 sendes d. 18. oktober klokken 21.00
Mobning og ensomhed er hverdagskost for de tre overvægtige børn Tenna, Denise og Christian. Deres største ønske er at få et slankere og bedre liv, men intet ser ud til at virke. Derfor søger de og deres forældre hjælp hos en af landets dygtigste eksperter i fedme blandt børn Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus. Hans kur er unik, men hans metoder også meget kontante. Så livet tager en drejning for de tre børn - og ikke mindst for deres forældre.

Program 2 sendes d. 25. oktober klokken 21.00
13-årige Christian er overvægtig og er begyndt i behandling på Holbæk Sygehus og skal nu leve op til en række leveregler for at tabe sig. Blandt andet skal han cykle i skole, og det sætter ikke mindst Christians mor på en alvorlig prøve. 15-årige Mille og 10-årige Nanna møder fedmeekspert og børnelæge Jens-Christian Holm for første gang. Mille får klar besked om sin kræsenhed, og Nannas mor indser, at hun forkæler Nanna med mad.

Program 3 sendes d. 1. november klokken 21.00
10-årige Nanna er svært overvægtig og får hjælp til at tabe sig på Holbæk Sygehus. Men hun er tæt på at miste modet, da det går op for hende, at hun skal skære drastisk ned på ketchup og remoulade. 13-årige Denise skal selv holde fødselsdag og er meget usikker på, om gæsterne overhovedet vil komme, hvis festen skal være sund.

Program 4 sendes d. 8. november klokken 21.00
Børnelæge Jens-Christian Holm har givet overvægtige Denise på 11 år besked på, at hun skal dyrke en sport, og Denise har valgt ridning. De fysiske udfoldelser på hesten er grænseoverskridende for Denise, men trods sin nervøsitet melder hun sig alligevel til et stævne. 15-årige Mille føler sig overmandet af dovenskab, så hendes mor er hele tiden over hende for at få hende til at motionere, men det virker ikke. Så på hospitalet bliver deres roller sat på plads.

Program 5 sendes d. 15. november klokken 21.00
15-årige Mille skal i erhvervspraktik i militæret. Det bliver en udfordring, for Mille er nervøs for, om de andre overhovedet gider at tale med hende, fordi hun er overvægtig. Christian skal til skole-hjem samtale. Det plejer at være en hård omgang med snak om for meget fravær og problemer med både det faglige og sociale, men i dag er det helt nye toner, der kommer fra klasselæreren. Og så bliver 11-årige Denise og hendes mor slået helt ud af en uhyggelig oplevelse, der dog bekræfter Denises mor i, at det er uhyre vigtigt, at de holder fast i den nye, sunde livsstil.

Program 6 sendes d. 22. november klokken 21.00
Det er snart jul, og fristelser i form af slik og søde sager myldrer frem overalt. Det belaster især 10-årige Nanna, som må give afkald på næsten alt det, hun normalt forbinder med hygge. Mille er begyndt at trøstespise. En dreng fra hendes klasse mobber hende voldsomt, og nu er hun så presset, at det får alvorlige konsekvenser. På hospitalet får Tenna og hendes far en opsang. Tenna er stadig ikke kommet i gang med at cykle i skole, fordi hendes far har svært ved at tage ansvar og hjælpe Tenna. Nu får de en sidste chance.

Program 7 sendes d. 29. november klokken 21.00
Børnelæge Jens-Christian Holm indkalder Tenna til krisesamtale. Familien er ikke mødt op til flere aftaler med sygeplejerske og psykolog, og det bekymrer teamet på hospitalet. Det viser sig også, at Tenna har taget på, og tingene går slet ikke, som de skal. 13-årige Denise er efterhånden blevet rigtig slank at se på, men skolen har stadig problemer med at tage hånd om mobningen. Det slår både hende og hendes mor helt ud, og Denise nægter pludselig at gå i skole. Nanna på 10 er også trist. Hun synes ikke, hun taber sig nok, men på hospitalet kommer der styr på forventningerne.

Program 8 sendes d. 6. december klokken 21.00
Det er cirka et år siden, at de fem børn og deres familier mødte læger og sygeplejersker på Holbæk Sygehus for første gang. Nu er det tid til at gøre status. Er børn og familier ved at være flyvefærdige? Har de integreret de nye livsstilsregler derhjemme, så de i mindre grad har brug for hjælpen fra hospitalet? Smilene er store hos langt de fleste, men en enkelt møder op og er meget trist og har tydeligvis stadig brug for hjælp.


Foto: Børnelæge Jens-Christian Holm, diætist Stina Maria Hansen og sygeplejerske Trine Gylstorf. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002