Kontakt os






 

Nordisk samarbejde om at skildre 'Skandinavien i Hitlers jerngreb'
Tirsdag 7. april 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I morgen onsdag har DR K premiere på en ny serie i fem afsnit om Anden Verdenskrig. I serien beskrives 'de fem forbandede år' samlet i en skandinavisk sammenhæng, bl.a. med fokus på den forskellige holdning til Nazi-Tyskland i de tre lande. Sverige valgte officielt neutraliteten, Norge gik i kamp mod besættelsesstyrkerne - og i Danmark valgte Folketinget samarbejdspolitikken. Serien viser bl.a. optagelser hentet i landenes arkiver, som ikke tidligere har været vist i en sammenhæng.
I år er det 75-året for den tyske besættelse af Danmark. Men hvis man tror, at der ikke kan vises eller fortælles meget nyt i den sammenhæng, så er det bare at stille ind på DR K i morgen onsdag kl. 20.00, lyder det i dag i en pressemeddelelse fra DR. Onsdag aften kl. 20.00 tages der nemlig hul på en ny historisk serie i fem afsnit med titlen 'Skandinavien i Hitlers jerngreb'.

Seriens redaktør, Nille Westh, fortæller, at man har fundet store mængder originale optagelser og at man i serien udelukkende beskriver det der skete ved hjælp af dem.

Hun fik ideen til 'Skandinavien i Hitlers jerngreb', og Nordvision - det nordiske tv-samarbejde - har støttet udviklingsarbejdet i forbindelse med serien. Det er et arbejde, der er foregået i tæt samarbejde mellem kolleger i NRK, SVT og DR.


Broderfolk – med hver deres historie

Og der er nyt at fortælle, for hvad skete der egentlig i Sverige og Norge i forbindelse med selve det tyske overfald og i årene derefter? Meget - og meget forskelligt - som er dokumenteret på de gamle optagelser, skriver DR videre.

Iflg. Nille Westh er det forskelligt, hvad der gemmer sig i de tre landes arkiver, og nævner som eksempel, at DR lå inde med et interview fra 1960'erne med den svenske udenrigsminister fra krigsperioden, Christian Günther, hvor han siger, at det på mange måder har været en forbandelse for Sverige, at man havde jernmalm. "Det er optagelser, som det viste sig, at de svenske programfolk ikke kendte til," siger Nille Westh.

De mange timers optagelser er blevet sendt til Danmark og redigeret her, hvor Nille Westh har haft assistance af Cecilie Nielsen og Lone Leegaard til at sammenstykke dem, så fortællingen om, hvordan Sverige valgte neutraliteten og Norge gik i kamp mod besættelsesstyrkerne fortælles autentisk og på en måde, der ikke er prøvet før - inspireret af tv-serien 'Vietnamkrigens glemte film'.

"Der er tale om enorme mængder af optagelser, så der har været nok at se til for vores dygtige klippere Thomas Winkel Ravn og Otte Schelin, som har gjort et virkelig stort arbejde," slutter Nille Westh.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002