Kontakt os






 

Canal Digital mister Discovery-kanaler
Mandag 1. februar 2016
Af Redaktionen
 
Telenor, der ejer Canal Digital, har meddelt Discovery Networks, at de ikke ønsker at fortsætte forhandlingerne om en forlængelse af den nuværende distributionsaftale. Samtidig har Telenor valgt at slukke for signalet til Discoverys kanaler kl. 00.00 mandag den 1. februar. Dermed mister Canal Digitals kunder adgangen til Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Eurosport og Discoverys ni øvrige kanaler fra nu af og indtil, der indgås en ny aftale. I alt er det ca. 200.000 danske husstande, som mister muligheden for at se Discoverys kanaler.
Efter langstrakte forhandlinger har Discovery Networks ikke modtaget noget bud fra Canal Digitals ejer, Telenor, de seneste to uger. Det seneste tilbud var identisk med den pris, som parterne aftalte for fem år siden. Dette til trods for at Discovery Networks har investeret massivt i indhold i denne periode. Det skriver Discovery Networks i en pressemeddelelse.

Fordi der nu ikke findes en aftale mellem Canal Digital og Discovery Networks, udløber Canal Digitals ret til at videresælge Discoverys kanaler til sine kunder. Canal Digitals kunder får derfor sort skærm på Discovery-kanalerne fra og med i dag mandag den 1. februar.

"På tv-seernes vegne er jeg ærgerligt over, at det ikke er lykkedes at indgå en ny aftale. Særligt nu hvor vi går et forår i møde med eksklusive Premier League-kampe, FC Midtjyllands Europa League-kampe mod Manchester United for slet ikke at tale om vores premierer den kommende uge på Janus og Skyggedanmark og vores helt nye crime show Stationen", siger Christian Kemp, adm. direktør, Discovery Networks Denmark. Han fortsætter:

"Jeg kan sagtens forstå, at det kan og vil lede til frustration hos Canal Digitals kunder, som gerne vil se vores kanaler. Vi håber derfor meget, at vi snart kan nå til en god aftale. En aftale, som tager højde for, at Discoverys kanaler vokser i popularitet efterhånden som vi investerer i bedre indhold og sportsrettigheder som Premier League", siger Christian Kemp.

Canal Digitals-kunder mister uden en fornyet aftale muligheden for at se Kanal 4, Kanal 5, 6'eren, Canal 9, Eurosport 1, Eurosport Danmark, Discovery Channel, ID - Investigation Discovery, Discovery Science, Discovery World, Discovery Showcase HD, TLC og Animal Planet.


Viasats parabolkunder påvirkes også

Under den aftale, der udløber ved midnat, har Canal Digital haft ret til at levere en række Discovery-kanaler til Viasat. Men som konsekvens af, at Canal Digitals aftale med Discovery nu udløber, mister også Viasats kunder adgang til at se Discoverys kanaler. Det samme gælder en række antenneforeninger, der modtager signal fra Canal Digital.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002