Kontakt os






 

DR3 giver indsigt i tabuiserede liv
Onsdag 1. april 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Hvordan er det at leve et liv som mandlig prostitueret, alkoholiseret mor eller som overspiser? POV eller 'point of view' er en ny programserie på DR3, der lukker seerne ind i andres liv. Første gang om en uge - onsdag den 8. april på DR3.
Hovedpersonen ser man aldrig i den nye programserie, men ved hjælp af et påmonteret kamera oplever seerne livet direkte fra et andet menneskes perspektiv.

De næste seks onsdage vil DR3's seere dermed på nærmeste hold kunne opleve, hvordan det er at leve forskellige menneskers liv - liv der er forbundet med udfordringer, dilemmaer eller tabuer, og som ikke altid er så lige til.

"Med den nye reportage-genre går DR3 ind bag den pæne overflade og prøver at nå ind til kernen i forskellige liv, som det virkelig er for nogle mennesker. Det er følsomme og gribende historier, som de anonyme hovedpersoner i serien fortæller om fra deres 'point of view'. Forhåbentlig kan den helt særlige måde at filme på, åbne øjnene for, hvorfor vi ikke alle lever ens og er drevet af det samme," siger kanalredaktør på DR3 Irene Strøyer.


Drømmen om at være gigolo

I det første program møder seerne den 38-årige 'Viktor', der er mandlig prostitueret. I det civile job er 'Viktor' arbejdsmand. Hans kæreste 'Michelle' er også prostitueret, og hun har været i branchen i 12 år. 'Viktor' mødte Michelle på det bordel, hvor de nu arbejder begge to – og det indebærer bl.a., at han også skal dele kæresten med kunderne på bordellet. Han drømmer om en dag at kunne leve af at være gigolo.

Lige nu arbejder Viktor på bordellet to gange om ugen. Det er meget forskelligt, hvad gæsterne vil have, og hvem gæsterne er. Seerne er bl.a. med, når Viktor forbereder kundebesøg, når han skal teste 'teknikker' på en kollega blandt de prostituerede, og når han lægger ører til, at hans kæreste har kunder inde bag den lukkede dør. Seerne er også med, når Viktor og Michelle er hjemme i privaten efter en travl arbejdsdag på bordellet.

Inden Viktor begyndte som prostitueret, havde han et dårligt selvværd og synes ikke, at der var noget ved livet. Men da han mødte Michelle vendte det positive livssyn tilbage. Hun fik ham til at få et formål med livet. I dag oplever han at få et kick ud af livet som prostitueret. Han bliver bekræftet i, at han er god til sit job, når gæsterne går glade hjem, og når Viktor kan se på dem, at de har haft en god oplevelse.


'Overspiseren'

Næste program sendes den 15. april klokken 21.30 på DR3 under titlen 'Overspiseren'. En kvinde på 167 kilo spiser over et halvt kilo chokolade hver dag. Hendes problemer kommer om natten, når hun bliver angst og føler sig alene. Så får hun lyst til at skade sig selv og som ventil på det, bruger hun mad og især chokolade.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002