Kontakt os






 

Danmarks Indsamling 2014
Fredag 3. januar 2014
Af Karsten Jensen
 
Danmarks Indsamling 2014 er skudt i gang. Under overskriften ’Når mor mangler’ sætter Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR fokus på konsekvenserne for de mange børn, der må vokse op uden deres mor. I hele januar samles der ind til 12 konkrete projekter, som bl.a.skal forebygge hiv og aids blandt kvinder, bekæmpe mødredødelighed i forbindelse med graviditet og fødsler, og hjælpe forældreløse børn til en fremtid.
”I Afrika har AIDS alene efterladt over 17 millioner børn forældreløse, mens Centralasien og Østeuropa har verdensrekord i at sende børn på institution. På verdensplan er mødredødelighed den største årsag til, at børn bliver forældreløse,” forklarer Karin Aaen, der er talsmand for Danmarks Indsamling og kommunikationschef i UNICEF Danmark.

Hun peger på, at over en kvart million kvinder hvert år dør af komplikationer forbundet med fødslen. 99 procent af kvinderne kommer fra udviklingslandene.

”Det er dybt tragisk, at så mange børn må miste deres mødre, blot fordi kvinderne ikke har adgang til den helt basale sundhedshjælp under graviditet og fødsel, som er en selvfølge for os i den rige del af verden. Den gode nyhed er, at vi ved, hvordan vi kan forhindre det. Vi har den nødvendige viden og ekspertise, det kræver blot en hjælpende hånd”, siger Karin Aaen.

Når mor mangler, er konsekvenserne ekstra store. Både for det lille spædbarns første møde med livet og for hele resten af barnets liv.

”I udviklingslandene – og særligt de ekstremt fattige lande i Sydasien og Afrika syd for Sahara – er det oftest moderen der sikrer, at børnene får mad, medicin og tager en uddannelse. Hendes omsorg og indsats er grundlaget for hele familiens basale levevilkår,” forklarer Karin Aaen.

Danmarks Indsamling løber af stablen i hele januar og kulminerer med et stort indsamlingsshow på DR1 lørdag den 1. februar 2014 klokken 19.00.


Danmarks Indsamling åbner op for hele verden

Da den syvende Danmarks Indsamling blev skudt i gang den 1. januar 2014, blev der for første gang inddraget lande uden for det afrikanske kontinent. Selvom den største del af verdens fattige befolkninger stadig lever i Afrika, har en række afrikanske lande udviklet sig til mere bæredygtige samfund. Samtidig er en række latinamerikanske og sydøstasiatiske lande at finde på OECD’s liste over verdens fattigste lande. Derfor har organisationerne bag Danmarks Indsamling besluttet at åbne op for hele verden.

Årets Danmarks Indsamling går derfor til 12 forskellige lande fordelt på tre forskellige kontinenter. Formålet er fortsat at sikre langsigtet udviklingshjælp til nogen af verdens allerfattigste mennesker og indfri FN’s 2015-Mål. Det betyder blandt andet, at indsamlingen skal bidrage til at halvere fattigdommen, sikre skolegang for alle børn og mindske børnedødeligheden med to tredjedele inden år 2015.

Den nye samarbejdsaftale betyder desuden, at 10 pct. af det indsamlede beløb kan søges af mindre organisationer til langsigtede udviklingsprojekter, der lever op til indsamlingens kriterier.


Om Danmarks Indsamling 2014:

Danmarks Indsamling 2014 er en fælles indsamling til fordel for udviklingslandene i Afrika, Asien og Latinamerika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. Organisationerne arbejder for at hjælpe landene ud af fattigdom, hjælpe de mest udsatte mennesker til en fremtid og fremme FN’s 2015-mål.

Siden Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 500 millioner kroner, der har hjulpet mere end fem millioner mennesker til en bedre tilværelse og fremtid I 2013 blev der samlet 76 mio. kroner ind til 12 konkrete udviklingsprojekter i 11 afrikanske lande.


De 12 deltagende organisationer er:

ADRA Danmark, BØRNEfonden, CARE DANMARK, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark.

Man kan læse mere om Danmarks Indsamling 2014 på
www.danmarksindsamling.dk eller www.dr.dk/danmarksindsamling

Indsamlingen kan desuden følges på www.facebook.com/danmarksindsamling samt på øvrige sociale medier #DKIndsamling




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002