Kontakt os






 

Landmænd søger kærlighed på TV 2
Onsdag 15. april 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Fem landmænd leder efter den eneste ene i den nye programserie 'Landmand søger kærlighed' på TV 2. Med Lene Beier som vært følges landmændenes jagt på den store kærlighed i ni programmer. Første gang om en uge - onsdag den 22. april kl. 20.50.

Selvom et liv på landet kan være forbundet med idyl, fuglekvidder og køer, der græsser på marken, oplever rigtig mange danske landmænd, at de har svært ved at finde en kvinde at dele landlivet med. De lever et travlt liv, som i sommerhalvåret betyder mere arbejde end fritid, og det levner ikke megen tid til romantik.

Denne udfordring tager TV 2 op i programserien 'Landmand søger kærlighed', hvor fem landmænd bliver hjulpet med at finde den eneste ene, oplyser TV 2 i dag i en pressemeddelelse.

Forløbet tog sin begyndelse, da landmændene i foråret 2014 blev præsenteret på TV 2 og på tv2.dk, og det fik flere hundrede giftelystne kvinder til at skrive til landmændene i håb om, at de måske var den, som en af mændene leder efter.

I programmerne følges landmændene på deres dates med de kvinder, som de har valgt ud fra de breve, de hver især har modtaget. Efter nogle dage med intensiv dating inviterer landmændene hver tre kvinder til at flytte ind på deres gård i fire dage, og her viser det sig, om kvinderne har det, der skal til for at leve landlivet. Og ikke mindst om kærligheden blomstrer mellem landmændene og kvinderne.


Et kærlighedsprojekt

Vært på programmerne er Lene Beier, der også er kendt som vært fra programmer som 'Frihuset', 'Klar, parat, sy!', 'Mit livs eventyr' og 'Mit frirum' på TV 2 Fri.

"Jeg sagde ja til at lave 'Landmand søger kærlighed', fordi det er et kærlighedsprojekt, som jeg gerne vil være en del af. Det er ægte og nærværende tv. Det er rigtige mennesker og følelser, der er i spil, og vi følger personerne, både når det går godt, og når det går skidt. Et af de mest rørende øjeblikke under optagelserne var uden tvivl, da jeg holdt en landmand i hånden, der græd, fordi han havde mødt sit livs kærlighed," siger Lene Beier og fortsætter:

"Jeg er selv vokset op på landet og forstår landmændenes glæde for dyr og natur. De er så dedikerede til deres arbejde og passer jorden og gården døgnet rundt, også når de er syge. Det har jeg stor respekt for. Efterhånden er landbruget blevet så industrialiseret og landbyerne så affolkede, at det er blevet svært at møde nye mennesker. Så er det jo klart, at det bliver ensomt for landmændene."


Foto: Den 21-årige fynske landmand Christian savner en kvinde at dele livet med, og vært Lene Beier har breve med fra interesserede kvinder i 'Landmand søger kærlighed'. (Fotocredit: TV 2)




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002