Kontakt os






 

Mobil-tv i Danmark lader vente på sig
Torsdag 1. juni 2006
Af Karsten Jensen
 
Du skal ikke regne med tv fra DR på mobiltelefonen de første par år. Man holder dog skarpt øje med teknologierne og mulighederne. Bedste bud på lancering er to-tre år.
Live digitalt tv direkte på mobiltelefonen i bussen eller på caféen er i Danmark langt fra ”lige rundt om hjørnet”. DR har ikke aktuelle planer om udrulning af et landsdækkende mobilt tv-net, skriver Mobilsiden.dk.

Grundlæggende er der ikke plads på sendenettet og pengene samt politisk vilje lader vente på sig.

Teknikken er her men der er stadig en kamp på verdensplan om standarder. ”Der er for øjeblikket to teknologier som er ved at være modne - DVB-H og DMB. Men der kommer næppe signaler i luften det næste år,” siger Paul Samsøe, underdirektør i DR-Distribition til Mobilsiden.dk

DR’s distributionsafdeling er i gang med at afprøve de forskellige teknikker, samtidig med, at der holdes øje med erfaringer fra blandt andet Korea og Tyskland. Således begynder DR til efteråret, sammen med DTU og Nokia, at sende DVB-H fra en lokal sender ved DTU (Danmarks Tekniske Universitet). Der er tale om et forsøgsprojekt, der har til formål at indsamle erfaring. Men der er på ingen måde noget som almindelige brugere kan få glæde af.

Den anden sendestandard, DMB (Digital Multimedia Broadcast), som blandt andet testes i Tyskland under fodbold VM, laver DR også små forsøg med. I Korea har man sendt på DMB siden november 2005.

DR har fået tildelt en midlertidig sendemulighed for at demonstrere fordele og ulemper ved DMB.

DMB sendes via det samme net som benyttes til DAB-radio. Problemet er, at Danmark ikke har tildelt det antal sendeblokke (såkaldte MUX), som man kunne ønske sig. Skal der flere sendeblokke til Danmark, kræver det en international koordinering, der snildt kan tage et års tid at få igennem.

DR har fået den midlertidige sendemulighed blandt andet på grund af Sky Radios lukning.

Til Mobilsiden.dk fortæller DR Distribution at demoen ikke er et udtryk for at DMB er valgt frem for andre teknologier. Man ønsker blot at vise det kan lade sig gøre. Det kræver en datastrøm på 400 kbps at sende tv via DMB/DAB.

En sidste mulighed er udsendelser via 3G-mobilnettet. Dette er teleselskaberne i fuld gang med at gøre landsdækkende. Her er telebranchen dog mellemstop, da de skal indgå i en forretningsmodel med hensyn til priser, afregning osv.

Når Danmark med tiden får mobil-tv ligger det dog fast, at både DR1 og DR2 vil blive udsendt.

Om Danmark skal være foregangsland for tv på håndholdte enheder er på mange områder et spørgsmål om politik. Politikerne har ganske enkelt ikke besluttet sig for hvem der skal være primusmotor for et sådant projekt. For år tilbage pålagde man fra politisk side DR at sætte gang i udrulningen af DAB – men et sådant krav omkring mobil-tv, er endnu ikke kommet fra Christiansborg.

Når man spørger branchen direkte hvad de forventer, er alle meget lange i mælet. Alle afventer de aktuelle forhandlinger om medieudspillet.

I medieudspillets aftaletekst står kun nogle få ord om mobil-tv; ”Det overlades til gatekeeperen (dem der bliver sat til at drive det digitale sendenet i Danmark, red.) at afgøre, i hvilket omfang der skal sendes i HDTV-format og kanaler med henblik på mobil modtagelse”.

Indtil videre er det ikke besluttet, hvem der skal være ’gatekeeper’ og dermed synes vejen til digitalt mobil-tv endnu længere.

Ingen af Mobilsiden.dk’s kilder tør byde på hvornår mobil-tv er en realitet i Danmark. Det bedste bud er to til tre år, primært fordi der fortsat er utrolig mange ukendte faktorer – både økonomisk, politisk og teknisk, skriver Mobilsiden.dk.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002