Kontakt os






 

'Badehotellet' kåret som årets tv-program
Mandag 16. marts 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Det blev TV 2's 'Badehotellet', der løb med Billed-Bladets tv-guld for 'Årets tv-program'. Louise Wolff (DR) og Mikkel Beha Erichsen (TV 2) fik priserne for hhv. årets kvindelige og mandlige underholdningsvært, mens DRs Tine Gøtzsche og Kåre Quist løb med priserne som årets nyhedsvært.


Ved Billed-Bladets tv-guld-fest på Hotel d’Angleterre blev der i weekenden uddelt en række priser.

Årets tv-program: 'Badehotellet'
Årets kvindelige sportsvært: Ulla Essendrop
Årets mandlige sportsvært: Morten Ankerdal
Årets kvindelige underholdningsvært: Louise Wolff (DR)
Årets mandlige underholdningsvært: Mikkel Beha Erichsen (TV 2)
Årets kvindelige nyhedsvært: Tine Gøtzsche (DR)
Årets mandlige nyhedsvært: Kåre Quist (DR)
Årets tv-dokumentarprogram: 'Mig og min far – hvem fanden gider klappe?'


'Badehotellet' er lavet for seerne

Michael Bille Frandsen, producent på 'Badehotellet', var utrolig glad for at modtage Billed-Bladets tv-guld: "Tusind tak til Billed-Bladets læsere. 'Badehotellet' er lavet til seerne, og det er dem, vi hele tiden har for øje. Derfor er vi superglade for, at de har taget så godt imod serien, at vi i dag har fået denne pris."

'Badehotellet' modtog prisen foran 'Arvingerne', 'Kurs mod fjerne kyster', 'Vild med dans' og 'Bonderøven', som vandt sidste år.


Årets bedste sportsværter

Årets kvindelige og mandlige sportsvært blev DRs Ulla Essendrop og Morten Ankerdal fra TV 2, der begge løb med sejren for andet år i træk.

Ulla Essendrop siger: "Jeg er meget ydmyg over at vinde den her pris. Jeg tager mit job meget alvorligt og gør mit bedste hver eneste dag, og derfor er jeg meget stolt og beæret over at modtage prisen."

Morten Ankerdal fortsætter: "Jeg er utrolig glad for, at læserne husker mig selvom jeg har lavet andre ting i 2014. Der er ingen tvivl om, at jeg er en sportsmand og min kærlighed til sport er på ingen måde blevet mindre af mine andre projekter. Sport er min DNA, og derfor er jeg meget glad for at modtage Billed-Bladets tv-guld igen i år."

Ulla Essendrop vandt prisen foran TV 2-værterne Heidi Frederikke Sigdal, Stine Bjerre Jørgensen og Nadia Filt samt Mette Cornelius fra SBS Discovery, mens bejlerne til årets mandlige sportsværter inkluderede Dennis Ritter og Thomas Kristensen fra TV 2 samt Peter Møller og Jes Dorph-Petersen fra henholdsvis DR og Viasat.


Årets underholdningsværter

Det blev DRs Louise Wolff og TV 2's Mikkel Beha Erichsen, der løb med priserne som henholdsvis årets kvindelige og mandlige underholdningsvært.

Det er fjerde gang, at Go' Morgen Danmark-værten Mikkel Beha Erichsen vinder titlen som årets mandlige underholdningsvært. Han vandt nemlig titlen tre år i træk i 2011, 2012 og 2013, hvorimod Peter Ingemann løb med sejren sidste år. I øjeblikket kan danskerne se Mikkel Beha Erichsen i TV 2-successen 'Kurs mod fjerne kyster', hvor man følger Mikkel og hans sejler-familie på åbent hav.

Blandt årets bejlere til årets mandlige underholdningsvært var TV 2-kollegaerne Hans Pilgaard, Mikkel Kryger og Steen Langeberg samt DRs Kristian Porsgaard Rosasco.

Selvom Mikkel Beha Erichsen har vundet tre gange før, så synes han stadig, at det er en helt særlig oplevelse: "Det er meget overvældende og rørende at vinde igen i år, og jeg er meget taknemmelig for, at Billed-Bladets læsere har stemt på mig. Det må siges at være en kærlighedserklæring og et skulderklap, når nogen aktivt går ind og stemmer på én. Det er jeg virkelig glad for."

Også Louise Wolff har fået overrakt Billed-Bladets tv-guld tidligere, da hun i 2012 blev kåret som årets kvindelige tv-vært. I år løb hun med titlen som årets kvindelige underholdningsvært. Louise Wolff er primært kendt for sin værtsrolle på DR Aftenshowet, men i 2014 kunne danskerne også se Louise Wolff som vært for bl.a. 'Dansk Melodi Grand Prix', 'Danmarks Indsamling' og 'Året der gik'.

Ligesom Mikkel, er Louise Wolff også meget glad og stolt: "Jeg er bare helt vildt glad. Selvom jeg har lavet tv længe, så bliver jeg stadig lidt overrasket over, at der er nogen, der kigger med bag skærmen. Derfor er jeg virkelig stolt og beæret over at vinde Billed-Bladets tv-guld og at læserne synes, at jeg er årets bedste kvindelige underholdningsvært."

Louise Wolff vandt foran TV 2-kollegaerne Lisbeth Østergaard, Puk Elgård, Lene Beier og Michèle Bellaiche, som modtog prisen sidste år.


Årets bedste nyhedsværter kommer fra DR

Årets kvindelige og mandlige nyhedsvært gik til DR-værterne Tine Gøtzsche og Kåre Quist. For begge værter er det første gang, at de modtager Billed-Bladets tv-guld.

Tine Gøtzsche er jublende lykkelig for titlen som årets kvindelige nyhedsvært: "Jeg er simpelthen så glad og stolt. For mig er det en meget stor anerkendelse at vinde en pris som denne, da det er Billed-Bladets læsere og dermed seerne, der har stemt på mig. Det er fantastisk at mærke, at seerne sætter pris på det, jeg laver."

Også Kåre Quist er meget glad og stolt over at modtage prisen: "For at være ærlig, så har jeg altid drømt om vinde Billed-Bladets tv-guld. Der er mange priser derude, men for mig er det her den største pris, fordi det er læserne og seerne, der har stemt. Jeg er meget glad, stolt og ydmyg over at vinde."

Tine Gøtzsche løb med prisen foran de garvede TV 2-værter Natasja Crone, Janni Pedersen, Divya Das og Cecilie Beck, mens Lasse Sjørslev (TV 2), Poul Erik Skammelsen (TV 2), Mikael Kamber (TV 2) og Kim Bildsøe Lassen (DR) måtte se sig slået af DRs Kåre Quist. Sidste år vandt Cecilie Beck (TV 2) og Mikael Kamber (TV 2) priserne som henholdsvis årets kvindelige og mandlige nyhedsvært.


Guld til gribende dokumentar

Billed-Bladets tv-guld for årets tv-dokumentarprogram gik til den gribende dokumentar om far og datter Kathrine Ravn Kruses 'Mig og min far – hvem fanden gider klappe?'. Tidligere på året vandt dokumentarprogrammet en Robert for årets korte dokumentarfilm.

'Mig og min far – hvem fanden gider klappe?' er instrueret af Kathrine Ravn Kruse. Med Billed-Bladets tv-guld følger en check på 100.000 kroner. Kathrine Ravn Kruse modtog prisen sammen med producer Mille Haynes og Mathilde Hvid Lippmann.

"Jeg er meget beæret over overhovedet at være nomineret, fordi feltet var så stærkt. Derfor er jeg naturligvis vildt glad og stolt over at vinde Billed-Bladets tv-guld for årets tv-dokumentarprogram, fordi juryen består af sådan nogle store personligheder. Det betyder utrolig meget for mig. Pengene skal gå til kommende filmprojekter," udtaler Kathrine Ravn Kruse.

'Mig og min far – hvem fanden gider klappe?' og de andre bejlere til prisen for årets tv-dokumentarprogram er udvalgt blandt en lang række dokumentarprogrammer, der har det tilfælles, at de alle er blevet vist på tv i løbet af 2014. Det er de danske tv-stationer, der på eget initiativ har foretaget indstillingen til denne pris.

Tv-guld-prisen har til formål at støtte produktionen af danske dokumentarprogrammer, som bygger på kvalitet, engagement og professionalisme. Og det er iflg. priskomitéen netop derfor 'Mig og min far – hvem fanden gider klappe?' løber med sejren.

"Det er ganske enkelt imponerende at være vidne til, hvordan Kathrine Ravn Kruse og hendes kamera på en og samme tid følsomt registrerende, respektfuldt iagttagende og ansvarsfuldt kommenterende indfanger de godt to år i hendes far Palles liv, hvor han beslutter sig for at stoppe sit drikkeri. Undervejs magter filmen at give et smukt og gribende billede af den kærlige og gensidigt hensynsfulde relation mellem datter og far, der både muliggør projektet og er hele filmens emotionelle omdrejningspunkt," uddyber Mads Egmont Christensen, formand for priskomitéen.

Dommerkomiteen består af filminstruktør Bille August, direktør Bent Fabricius-Bjerre, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, forfatter Sara Blædel, filmproducent Per Holst, skuespiller Cecilie Stenspil, executive producer Karen Boel Holst, cand. mag. Preben Wilhjelm, chefredaktør Annemette Krakau og producer Mads Egmont Christensen.

Sidste år valgte dommerkomiteen 'Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen', der er instrueret af Boris Bertram og har Christoffer Emil Bruun som manuskriptforfatter.


Foto: Årets tv-program og årets mandlige og kvindelig sportsvært. (Fotograf: Jesper Sunesen / Billed-Bladet



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002