Kontakt os






 

OL-seningen på tv endte på rekordniveau
Mandag 13. august 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
De Olympiske Sommerlege i London sluttede sent søndag aften, og for både DR og TV 2 blev det en stor succes. London 2012 blev med knap 22 timers sening pr. dansker det næstmest sete OL nogen sinde. DR sendte omkring tre gange så mange timer fra OL som TV 2, og det var da også DR der tegnede sig for den største seerandel.

I gennemsnit så hver eneste dansker i alt ca. 21 timer og 40 minutters tv fra OL i London. Det er langt mere end ved de seneste OL. Kun OL i Atlanta 1996 trak ca. 1 time mere ud af gennemsnitsseeren, hvilket ikke mindst skyldtes de danske håndboldpigers succes (første guldmedalje) dengang.

Og i betragtning af, at DR1 og TV 2 i 1996 stort set kun havde hinanden at konkurrere med, betegner DRs Medieforskning det som imponerende, at OL på tv - her 16 år efter - kan præstere på samme niveau og lægge beslag på 1 time og 17 minutters seertid dagligt i 17 dage.


DR1 mere set end TV 2

OL blev denne gang først og fremmest dækket af fire tv-kanaler: DR1, DR2, DR HD og TV 2. Nogle ganske få gange blev der også sendt lidt OL på TV 2 Zulu, og TV 2 News dækkede OL via et opsamlingsprogram. På TV 2 Sport var der ingen OL; det skyldtes det delte ejerskab med MTG.

DR blev en klar vinder, idet DR samlet stod for godt 58 pct. af den samlede OL-seening.

Regnet pr. tv-kanal var der også guld til DR, idet DR1 tegnede sig for en andel på 46 pct., mens TV 2 nåede en andel på 41 pct.

Selv om DR HD under legene var en næsten ren OL-kanal er det altså alligevel hovedkanalerne, der trækker de mange seere. DR1 stod således for 80 pct. af den OL-seening, der foregik på DR – og dermed altså kun 10 pct. til DR 2 og 10 pct. til DR 2.

DR HD opnåede – på trods af sin væg-til-væg OL-dækning – kun en andel på 2.6 pct. af den samlede seening til alle kanaler, hvilket dog er en del mere end 'til dagligt'. Mest set på DR HD i sidste uge blev genudsendelsen fredag aften af synkronsvømning – med Anders Breinholt og Anders Lund Madsen som kommentatorer; 72.000 så med.

Også målt på samlet dækning nåede sportsfesten bredere ud via DR end hos TV 2. På DR så 87 pct. af danskerne med undervejs - mod 82 pct. hos TV 2. I alt fulgte 91 pct. af danskerne OL på tv, lidt højere end Beijing (89 pct.), men dog lidt lavere end ’i gamle dage’.


DR sendte 3 gange så meget OL som TV 2

DR sendte i alt ca. 700 timer fra OL. Det er tre gange så meget som TV 2 sendte.

Men DR1 og TV 2 sendte til gengæld lige mange timer – nemlig hhv. 205 timer på DR1 og 200 timer på TV 2 i de 17 dage OL varede.

Målt på seertid var det tæt løb under hele legene, men med de fine tal til afslutningsceremonien i går søndag stak DR1 alligevel af med et klart forspring til sidst. Gennemsnitsdanskeren brugte 10 timer og 1 minut på DR1’s OL-programmer - mod 9 timer rent på TV 2.

I den første time af gårsdagens afslutningsceremoni kl. 22-23 var der over 1 mio. seere, men ceremonien trak ud til kl. 01, så efterhånden gik mange seere i seng. Alligevel nåede DR1 et samlet snit på 740.000 seere på den tre timer lange transmission. Til sammenligning opnåede TV 2 et snit på 990.000 til åbningsceremonien.


OL Top 15

TV 2 har lavet en top 15-liste over de mest sete direkte transmissioner af sportsgrene og ceremonier i forbindelse med OL. Magasinprogrammer med blandet OL-sport o. lign. er ikke talt med.

1. DR1 - Håndbold: Danmark-Spanien (m) - 1.420.000 seere
2. DR1 - Håndbold: Danmark-Sverige (m) - 1.365.000 seere
3. TV 2 - Håndbold: Danmark-Ungarn (m) - 1.274.000 seere
4. TV 2 - Håndbold: Danmark-Serbien (m) - 1.245.000 seere
5. DR1 - OL: Atletik, 200 meter-finale (m) - 1.086.000 seere
6. TV 2 - OL: Åbningsceremonien - 990.000 seere
7. DR1 - Håndbold: Danmark-Norge (k) - 932.000 seere
8. TV 2 - Håndbold: Danmark-Spanien (k) - 845.000 seere
9. DR1 - OL: Afslutningsceremoni - 740.000 seere
10 - DR1 - Håndbold: Kroatien-Danmark (m) - 736.000 seere
11 - DR1 - OL: Atletik (torsdag 9. august) - 724.000 seere
12 - TV 2 - OL: 100 meter finale (m) - 691.000 seere
13 - DR1 - OL: Svømning, Lotte Friis - 672.000 seere
14 - TV 2 - OL: Tennis, Wozniacki, 3. Runde - 666.000 seere
15 - TV 2 - OL: Atletik (søndag 5. august) - 646.000 seere


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002