Kontakt os






 

Dina Al-Erhayem tilbage i DR2's 'Univers'
Tirsdag 3. februar 2009
Af Karsten Jensen
 
Hver søndag vil Dina Al-Erhayem byde seerne indenfor i ’Univers’ - en ny programserie på DR2, der sætter spot på vores søgen efter mening, værdier og noget at tro på. I det første program mødes sangeren Tina Dickow og forfatteren Jan Guillou.
Nu åbner DR2 op for æsken med livets store spørgsmål, når programserien 'Univers' går i luften på søndag 8. februar kl. 19.30. Det er værten Dina Al-Erhayem, kendt fra talkshow-programmet ’Dinas Dates’, der byder velkommen til en halv time med ærlige og nærværende refleksioner over livets dilemmaer og udfordringer.

I ’Univers’ kan seerne se frem til at opleve en række interessante kulturpersoner forholde sig til livets dilemmaer. I det første program bliver begrebet ondskab taget under behandling, når den svenske succesforfatter Jan Guillou reflekterer over, hvordan ondskaben blev en del af hans egen personlighed, efter en barndom med en voldelig far. Guillou udfordrer seeren, og siger, at vi alle bærer ondskaben i os.

"Eksistensspørgsmål, tro og etik bliver af mange opfattet som temmelig usexede, men i virkeligheden er det vildt interessant at se på os selv som både dem, der kan handle ondt og godt og, at vi hele tiden står i det valg. Jeg savner en ærlighed i forhold til, hvor svært det kan være. Derfor er det befriende, når Jan Guillou i det første program ærligt taler om den glæde, han har følt ved at skade andre," siger vært på Univers, Dina Al-Erhayem.

I samme program kan seerne også møde sangerinden Tina Dickow, som er første gæst i en serie, hvor kendte danskere taler åbent om deres forhold til det ofte tabubelagte emne at tro. For Dickow handler tro ikke om en Gud, men er en kraft, der kun findes i musikken.

I den anden udsendelse af Univers er det forfatteren Henrik Nordbrandt, der fortæller om sin totale undren overfor de store religioner.For ham at se behøver vi slet ikke at forholde os til en højere magt udenfor eller forsøge at navngive den. Verden er fyldt med magi i sig selv. Men selv om Nordbrandt altså hverken tror på den ene eller den anden gud, er han ikke desto mindre ret sikker på, at der findes spøgelser.

Det er aktuelle strømninger i tiden, der bliver sat på dagsordenen i Univers. I tredje program gæster nobelpristageren Mohammad Yunus 'Univers'. Yunus stod bag ideen om mikrolånet, som i dag har bredt sig ud til flere hundrede millioner fattige kvinder i hele verden. Yunus har et klart bud på, hvad vi kan gøre for at udrydde sult og fattigdom.

Også den aktuelle finanskrise bliver taget op i 'Univers'. Finanskrisen er nemlig et eksempel på en global virkelighed, der kan få mange til at stille spørgsmålstegn ved de værdier, vi lever ud fra.

"'Univers' må gerne vende såkaldte værdier på hovedet. Er en finanskrise kun dårlig - eller kan der også være en lettelse i at slippe for at købe noget, man alligevel ikke har brug for?," slutter Dina Al-Erhayem.


Foto: Agnete Schlichtkrull, DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002