Kontakt os






 

Ukraine: Journalister myrdes og kritiske medier forfølges
Tirsdag 12. juli 2016
Af Redaktionen
 
Siden det USA-støttede statskup i Ukraine i februar 2014 er kritiske journalister blevet forfulgt og i flere tilfælde dræbt, mens landets eneste uafhængige tv-kanal trues med lukning.
Det står sløjt til med pressefriheden i Ukraine. På den globale liste over pressefrihed ligger Ukraine i dag nummer 107 ud af 180 - side om side med lande som Israel, Uganda og Kuwait. Listen er udarbejdet af den ellers stærkt pro-vestlige organisation 'Reporters Without Borders' (RWB) - også kendt som 'Reporters Sans Frontièrs' (RSF) og 'Journalister Uden Grænser'.

Ifølge RWB henter 88 procent af Ukraines befolkning deres politiske informationer fra tv. De private tv-stationer ejes af oligarker, og også den stenrige præsident Petro Porosjenko har en tv-station, nemlig Kanal 5. Trods sine valgløfter for to år siden har præsidenten hverken afviklet sine konditori- og biscuit-fabrikker eller denne tv-station.

De fleste mediefolk har i de seneste år stået for udbredelse af højre-nationalisme, national-romantisme, populisme og russofobi, skriver dagbladet Arbejderen i dag.

"I den igangværende mediekrig mellem konkurrerende oligarker er journalister blot marionetdukker," lyder det fra Gemma Pörzgen fra organisationen RWG ifølge Deutsche Welle. Denne mediekrig indebærer alt fra afpresning, manipulation og hetz til mord. Der investeres store beløb, og der skyes ingen midler.


Mord på journalister

Navne og personlige oplysninger om flere tusinde personer er lagt ud på hjemmesiden Mirotvorets, der er oprettet af 'Det Ukrainske Center til Undersøgelse af Forbrydelser mod Ukraines Nationalsikkerhed'. De mange personer omfatter først og fremmest journalister, der beskyldes for at være terrorister, separatister og håndlangere til disse, og på listen er der både ukrainere, russere og vestlige journalister.

En stribe journalister fra listen på Mirotvorets er blevet udsat for bestialske mord, mens andre er blevet stemplet som 'terrorist-kollaboratører' fordi de f.eks. har arbejdet som journalister i løsrivelsesrepublikken Donbass. Det har bl.a. ramt journalister fra vestlige medier som Frankfurter Allgemeine Zeitung, Die Zeit og en amerikansk journalist fra New York Times. Også DRs Matilde Kimer optræder iflg. Journalisten.dk på den ukrainske dødsliste.

Matilde Kimer er overbevist om, at 'Det Ukrainske Center til Undersøgelse af Forbrydelser mod Ukraines Nationalsikkerhed' har kræfter i det ukrainske parlament. Hun siger til Journalisten.dk: "Der er nogle politiske undertoner, som gør det hele endnu mere grotesk. Ikke mindst, at rådgiveren til indenrigsministeren en halv time efter offentliggørelsen plastrede sin Facebook-konto til med links til den her hjemmeside. Han skrev blandt andet, at listen viser, at vi har folk, der arbejder imod os."


Ildspåsættelse af tv-station

Forleden satte en gruppe på 50 hætteklædte højreekstremister ild til indgangen til tv-stationen Inter i Kiev, skriver Arbejderen videre. Ukraines regering har tidligere anklaget Inter for at drive Kreml-propaganda, da tv-stationen i et musikprogram gav plads til populære russiske sangere, som står på Kiev-styrets sorte liste.

Ifølge netavisen From-ua. com tvinges hele 137 trykte medier i Ukraine til at skifte navn. Typisk for den politiske situation er de eneste medier, der rammes af denne lov baseret i Central- og Østukraine.

For en måned siden blev journalisten Ruslan Kotsabu idømt tre-et-halvt års fængsel for at oplyse unge ukrainere om, hvordan de kan blive militærnægtere. Anklageren havde krævet 13 år for landsforræderi.

En række ukrainske kommunistiske avisredaktører er blevet arresteret for at have genoptrykt andre avisers kritiske artikler om styrets såkaldte antiterror-aktion mod Donbass.

I disse dage gennemfører Det Nationale Tv- og Radioråd i Ukraine en undersøgelse af alle landets tv-stationer for at straffe dem, der ikke overholdt parlamentets nye beslutning om at markere årsdagen for mordet på den ukrainske nationalist Simon Petljura. Petljura sættes i forbindelse med folkemordet på op mod 50.000 jøder i Ukraine i 1919.

Ifølge netavisen Politnavigator.net er buisness-tv-kanalen Pershij og børne-tv-kanalen Malyatko blandt de første, der bliver ramt af sanktioner.


Trusler om lukning af uafhængig tv-station

Blandt de få medier i dagens Ukraine, der tilstræber alsidig dækning, er tv-selskabet Gamma. Her har formanden for Ukraines Kommunitiske Parti, Pjotr Simonenko, bl.a. fordømt den herskende klike af oligarker, der med en social-, kulturel- og økonomisk politik praktiserer et folkemord med henvisning til situationen i Donbass. Han apellerede også til at overholde Minsk-aftalerne og stoppe med at opkalde gader efter ukrainske nazi-kollaboratører fra Anden Verdenskrig.

Denne udtalelse førte til, at myndighederne nu vil retsforfølge ham og at Det Nationale Tv- og Radioråd har givet tv-stationen Gamma en advarsel med udsigt til at få frataget sendetilladelsen.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002