Kontakt os






 

Boxer og DR frygter forstyrrelser fra
mobilt bredbånd

Mandag 12. december 2011
Af Ulrik Brinck
 
I 2013 åbnes der for mobilt bredbånd i 800 MHz-båndet. Men det er så tæt på tv-frekvenserne, at både Boxer og DR frygter, at det kan give problemer med tv-modtagelsen.
I 2009 besluttede politikerne, at tv-frekvensbåndets øverste kanaler, kanal 61-69, skal overgå til mobilt bredbånd. Det kan ske fra 1. januar 2013, hvis et udbud af frekvenserne til den tid er færdiggjort, men både Boxer og DR mener, at nogle af de nye mobil-frekvenser ligger så tæt på tv-kanalerne 59 og 60, at det vil give problemer. Det skriver Ingeniøren.

Hos Erhvervs- og Vækstministeriet (tidligere IT- og Telestyrelsen) mener man ikke, at der vil blive et problem med kanal 59, men medgiver, at et antal husstande kan få problemer med at modtage tv på kanal 60. Kanal 60 bruges af Boxer i Syd- og Vestsjælland, mens kanal 59 anvendes af Boxer i København og Nordsjælland og af DR i Midt- og Vestjylland og på Bornholm.

Der er dog, ifølge kontorchef hos Erhvervs- og Vækstministeriet Søren Johansen, gjort meget for at mindske risikoen for forstyrrelser af tv-signalerne. Det er sket ved bl.a. at stille særlige krav til filtre og sendestyrker i dele af landet, og kontorchefen mener, at der derfor blot vil være nogle få hundrede husstande, som ikke vil kunne modtage tv på kanal 60.

Boxer mener til gengæld, at én kunde, der har problemer med at modtage signalet, er én for mange.

"Vores holdning er, at man fra statens side har givet os licens på nogle frekvenser i tolv år, som rækker frem til 2020. Og det har vi lavet en forretningsplan på. Og det ligger bestemt ikke i den forretningsplan, at vores kunder skal opleve forstyrrelser, og at vi risikerer at tabe kunder og bruge penge på installatører osv," siger Boxers adm. direktør Steen Ulf Jensen.

Erhvervs- og Vækstministeriet har fået udarbejdet en rapport, der er udkommet i november og bl.a. belyser udfordringen med forstyrrelser af tv fra mobilt bredbånd, men både Boxer og DR mener, at rapporten undervurderer udfordringen med støj. DR vil derfor nu selv lave en undersøgelse af det mulige problem, skriver Ingeniøren videre. Det får man imidlertid meget travlt med, idet udbuddet af frekvenserne til mobilt bredbånd netop nu er ude i offentlig høring med 15. december som høringsfrist. DR har forgæves forsøgt at få forlænget fristen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002