Kontakt os






 

Masser af gamle danske film i påsken
på TV 2 Charlie

Onsdag 20. marts 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Påsken 2013 på TV 2 Charlie står i kvindekønnets tegn. Fra askeonsdag (den 27. marts) og til og med 2. påskedag (mandag den 1. april) sender TV 2 Charlie hver dag klokken 16.50 danske filmklassikere med Dirch Passer og de skønneste danske kvinder.

TV 2 Charlie byder hver dag i påsken kl. 16.50 på gamle danske film med Dirch Passer og skønne danske kvinder. Her er oversigten:


Onsdag den 27. marts: 'Pigen fra Egborg'

Påskeferien begynder for mange danskere onsdag 27. marts efter arbejde, og her er Charlie klar med den første af de populære danske film, nemlig folkekomedien 'Pigen fra Egborg' fra 1969.

I filmen render skibskokken John Søgård (Dirch Passer) ved et tilfælde ind i den botanikstuderende John Søgård (Willy Rathnow), og det varer ikke længe, før de to festlige gutter er perlevenner.

Da botanikeren arver sin rige onkels gods, beder han sin navnebror om at træde i stedet for ham. På den måde kan han nemlig selv inspicere herregården anonymt. Men den udspekulerede plan holder kun lige, indtil de to venner forelsker sig.

Blandt filmens øvrige medvirkende er Karl Stegger, Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Sisse Reingaard og Birgit Sadolin.


Skærtorsdag (den 28. marts): 'Pigen og millionæren'

Den københavnske playboy-millionær Jens Møller (Dirch Passer) er egentlig lidt af et dumt svin – da han får en lerdue i hovedet og mister hukommelsen. En forbyttet jakke får ham til at tro, at han er en anden mand, men København er lille.

Snart er han tilbage i sit eget miljø, hvor han vittigt prøver at pejle sig ind på, hvem han egentlig er. Han gør kur til sin egen kone (Birgitte Price) og revolutionerer sit firma. Hvad der videre sker i denne elegante farce, bestemmes helt og holdent af en tung potteplante og en bold fra det muntre køkken for slet ikke at tale om trommestikken fra Tivoligardens stortromme.

Blandt filmens øvrige medvirkende ses Axel Strøbye, Paul Hagen, Malene Schwartz, Sigrid Horne Rasmussen, Ove Sprogøe, Bodil Steen, Jesper Langberg og Karl Stegger.


Langfredag (den 29. marts): 'Pigen og greven'

Andreas Lillelys (Dirch Passer) er sufflør på et teater, hvor han hvisker replikker og pusler om korpigen Susanne (Lene Tiemroth) og hendes lille baby (Josefine Passer).

Da Susanne tager med den forkælede grev Ditmar Gyvelstjerne (Peter Steen) til godset Gyvelsten, følger Andreas med. Han bliver ansat til at efterfølge Nielsen (Ove Sprogøe) som godsets uundværlige og allestedsnærværende hovmester.

Det kræver både takt og snilde af Andreas at rede trådene ud på godset, for lille Lulu skal sniges op til sin mor om natten, uden at nogen ser det. Og enkegrevinde Constance Gyvelstjerne (Karin Nellemose) regerer med jernhånd.

I andre roller i filmen ses bl.a. Malene Schwartz, Paul Hagen og Carl Ottosen.


Lørdag den 30. marts: 'Piger i trøjen'

I det danske lystspil 'Piger i trøjen' fra 1975 spiller Dirch Passer den skøre oversergent Vasby, mens Kristen Walther, Karl Stegger og Birthe Tove sørger for, at soldaterlivet ikke længere er, hvad det var engang.

Den kønne Marianne melder sig til tjenesten i et pige-regiment for at glæde sin gamle oberst-far, som ikke kan forstå, at sønnen Victor vil være militærnægter. Men pigerne er under den klodsede Vasbys ledelse, og det kommer ikke til at gå stille af sig.

Blandt filmens øvrige skuespillere ses Paul Hagen, Torben Jensen, Per Pallesen og Helle Merete Sørensen.


Påskedag (søndag den 31. marts): 'Piger i trøjen 2'

I det danske lystspil 'Piger i trøjen 2' fra 1976 må embedsmanden Hermann (Klaus Pagh) sætte sin udlandskarriere i bero, da han genindkaldes til militærtjeneste i Danmark.

Stor er hans overraskelse, da det viser sig, at hans danske hustru Merete (Berrit Kvorning) i al hemmelighed er blevet udnævnt til officer på samme kaserne. Merete har kommandoen over et hold kvindelige konstabler, så både oversergent Vasby (Dirch Passer) og major Basse (Karl Stegger) har nok at se til.

I filmens øvrige roller ses bl.a. Ulla Jessen, Helle Merete Sørensen, Marianne Tønsberg, Birger Jensen, Lotte Tarp, Lise Schrøder og Finn Nielsen.


2. påskedag (mandag den 1. april): 'Piger til søs'

I det danske lystspil 'Piger til søs' er de tre kække piger Vibsen, Magda og Irmgard (Helle Merete Sørensen, Ulla Jessen og Marianne Tønsberg) udkommanderet til fjernkendingskursus på Holmen i København, da gaster fra minelæggeren 'Falster' inviterer dem om bord.

Netop som de er kommet om bord lyder alarmen, og flådefartøjet står til søs med de tre ufrivillige blinde passagerer. Irmgard efterlader sit barn på kajen, men det får en ikke helt almindelig babysitter, nemlig den skøre Vasby (Dirch Passer). På båden får pigerne deres sag for, da de bliver nødt til at hjælpe med at hjælpe et polsk skib i havsnød.

Blandt filmens øvrige medvirkende ses Karl Stegger, Henning Jensen, Ole Søltoft, Lille Palle og Søren Strømberg.


Foto: Helle Merete Sørensen (tv) som Vibeke, Marianne Tønsberg som Irmgard, Ulla Jessen som Magda og Dirch Passer som Seniorsergent Vasby i Finn Henriksens danske komedie 'Piger til søs' fra 1977. Vises på TV 2 Charlie 2. påskedag kl. 16.50.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002